Medlemsforslag om principper for ny struktur for m-klasser
Det indstilles,
1. at Børne- og Ungdomsforvaltningen inden udgangen af februar 2022 fremlægger en samlet plan for Børne- og Ungdomsudvalget om modtageklassernes fremtidige organisering - og at det i denne plan klart skildres hvilke principper, der har været fulgt i udarbejdelsen af planen, herunder at der bør optræde et princip om at udskolingens modtageklasser samles med central beliggenhed og at indskolingen og mellemtrinnets modtageklasser tager afsæt i en vis spredning over byen og de mest velfungerende eksisterende enheder.
(Stillet af Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti).
Motivering
Der foregår i øjeblikket forberedelse af en ændret struktur for modtageklasserne København i forlængelse af BUU's vedtagelse den 28. april 2021. Strukturændringen skal være på plads ved start af det kommende skoleår, men i realiteten er det afgørende for en vellykket omstrukturering, at planen er klar allerede ved indgangen til marts måned. Forslagsstillerne mener det er af stor betydning, at undervisningen indenfor "Ny i København" er af høj faglig kvalitet, at den varetages af personale med kompetence i dansk som andetsprog, og at velfungerende enheder så vidt muligt ikke brydes op. Vi ønsker en centralisering for de ældste elever, men det er helt afgørende for en centralisering af modtageklasser for udskolingen, at den placeres et sted, hvor det er muligt at komme til fra hele byen, fx nær metro eller centrale S-togstationer. Det princip er så vigtigt, at der bør skabes plads, også hvis der umiddelbart ikke er overskydende ledig plads. De bedst fungerende blandt de eksisterende enheder skal så vidt muligt opretholdes for indskolingens og mellemtrinnets vedkommende.
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 15. december 2021:
Medlemsforslaget blev godkendt, idet forvaltningen dog først vender tilbage til udvalget omkring årsskiftet 2022-23 med henblik på implementering fra og med skoleåret 2023-24.