Mødedato: 15.11.2006, kl. 15:00

Yderligere kapacitetstilpasninger på dagtilbudsområdet på Nørrebro og i Valby

Se alle bilag

Yderligere kapacitetstilpasninger på dagtilbudsområdet på Nørrebro og i Valby

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 15. november 2006

 

 

5.      Yderligere kapacitetstilpasninger på dagtilbudsområdet på Nørrebro og i Valby

  J.nr. 294986

 

 

INDSTILLING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

 

at    Stenrosens børnehavedel, udflytterbørnehaven Vildanden, lukkes og efterfølgende bliver tilknyttet en anden institution i et distrikt med behov for pladserne

 

at    vuggestuen Mjølnerparken nednormeres og sammenlægges med den integrerede institution Midgård

 

at    udvalget tager til efterretning, at der er planlagt en række yderligere kapacitetstilpasninger på Nørrebro og i Valby i enighed mellem forvaltningen, daginstitutionerne og forældrene

 

at     personalet i de institutioner, der kapacitetstilpasses efter indstilling fra forvaltningen, får tilbudt placering i jobbanken for daginstitutionsområdet i det pågældende distrikt

 

 

RESUME

I marts 2006 fremlagde forvaltningen en række principper for kommende kapacitetstilpasninger, som blev vedtaget af udvalget.

 

På baggrund af den senest udkomne behovsprognose på 0-6 års området har Børne- og Ungdomsudvalget på mødet den 4. oktober 2006 taget forvaltningens status på kapacitetstilpasninger til efterretning.

 

Forvaltningen orienterer i denne indstilling om yderligere kapacitetstilpasninger og lægger op til, at udvalget træffer beslutning om, at Vildanden skal lukkes som børnehavedel i den integrerede institution Stenrosen og efterfølgende tilknyttes en udflytterinstitution i en anden bydel med behov for pladserne. Den gennemførte høring har vist, at både forældre og personalegruppen i Stenrosen anerkender behovet for kapacitetstilpasning på Nørrebro, men er uenig i forvaltningens forslag (forslag 1).

 

Høringen om forvaltningens forslag om nednormering af vuggestuen Mjølnerparken og sammenlægning med den integrerede institution Midgård har ligeledes vist uenighed blandt forældre og personale tilknyttet Mjølnerparken, om end ikke i samme grad, og parterne anerkender Mjølnerparkens vanskelige situation med faldende børnetal (forslag 2).

 

Yderligere to høringer om nednormeringer har vist enighed om andre af forvaltningens forslag (forslag 3 og 4).

 

Det personale, som pga. kapacitetstilpasninger - foreslået af forvaltningen - ikke kan fortsætte i deres nuværende institution, tilbydes i opsigelsesperioden optagelse i den jobbank, som er etableret i de pågældende distrikter.

 

Der nedlægges ved alle forslagenes gennemførelse 119 pladser. Besparelsen på driften af disse pladser indgår i det allerede beregnede bruttoprovenu i afregningsmodellen for 2007. Bruttoprovenuet består i, at der ikke afsættes drift til pladser, som forventes at stå tomme i det indeværende år. Afregningsmodellens bruttoprovenu indgår i budgettet for 2007.

 

Dertil kommer en besparelse på en ikke pladsprisrelateret drift af en udflytterdel og en lederlønning. Disse besparelser vil – hvis forslagene vedtages - skulle indgå i forvaltningens forslag til yderligere besparelser knyttet til udmøntning af FFA-forslagene i 2007. Hvis forslagene ikke vedtages, vil forvaltningen skulle finde tilsvarende besparelser på dagtilbudsområdet ved kapacitetstilpasning.

 

Hvis forslagene vedtages vil forvaltningen have levet op til den foreslåede helhedsplan for lukning af tomme pladser på Nørrebro i 2007, og der forventes at være skabt ligevægt i udbuddet af pladser i Valby i 2007.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Det fremgår af budgettet for 2007 for Københavns Kommune, at antallet af tomme pladser i daginstitutionerne nedbringes.

 

Forudsætningen, for at institutionerne i afregningsmodellen kan have et stabilt budget, er, at der er balance mellem udbud og efterspørgsel efter pladser. De sidste to behovsprognoser har vist et permanent overskud af pladser på især Nørrebro og et midlertidigt overskud af pladser i Valby.

 

Forvaltningen har med afsæt i de principper for kapacitetstilpasning, som Børne- og Ungdomsudvalget tiltrådte den 22. marts 2006, arbejdet med pladsreduktion i Valby og på Nørrebro. Børne- og Ungdomsforvaltningen fremlagde på udvalgsmødet den 4. oktober 2006 den første indstilling om kapacitetstilpasninger, som resulterer i en pladstilpasning på Nørrebro og i Valby i 2007. Samtidig tilkendegav forvaltningen, at der skal ske yderligere reduktion. Dette er derfor den anden indstilling om kapacitetstilpasninger for 2007.

 

I indstillingen gennemgås fire forslag til kapacitetstilpasninger:

1.      Lukning af Stenrosens udflytterdel Vildanden på Ydre Nørrebro (50 pladser)

2.      Sammenlægning og nednormering af vuggestuen Mjølnerparken og den integrerede institution Midgård på Ydre Nørrebro (18 pladser)

3.      Permanent nednormering af Dronning Louises Asyl på Ydre Nørrebro (20 pladser)

4.      Permanent nednormering af Ved Parken i Valby (31 pladser)

 

I henhold til principperne for kapacitetstilpasning er det vedtaget, at det politiske udvalg skal tage den endelige beslutning ved uenighed.

 

I denne indstilling er der uenighed mellem parterne i forslag 1, mens der angives nogle konkrete ønsker i henhold til forvaltningens oplæg i forslag 2. Der er enighed mellem parterne i forslag 3 og 4. De konkrete sager gennemgås nedenfor.

 

Ad. 1 Forslag om lukning af Stenrosens børnehavedel, udflytterbørnehaven Vildanden

I henhold til principperne for kapacitetstilpasning skal de tiltag, hvor en høring viser uenighed, fremlægges for det politiske udvalg med henblik på beslutning om, hvorvidt forslagene skal gennemføres.

 

Forvaltningens forslag om lukning af Stenrosens udflytterdel Vildanden har været i høring hos Stenrosens personale og forældrebestyrelse, som har erklæret sig uenige i forvaltningens forslag.

 

Der er indkommet høringssvar fra personalegruppen i fællesskab og fra forældrebestyrelsen (bilag 3 og 4). Derudover har borgmester Bo Asmus Kjeldgaard modtaget to forældrehenvendelser, som indgår som høringssvar (bilag 6 og 7). Forældregruppen har sendt et åbent brev til politikerne (bilag 5).

 

Samtlige høringssvar er negative over for forvaltningens forslag. I høringssvarene anerkendes behovet for pladstilpasning, men der opfordres til at afvise det konkrete forslag, som vedrører Vildanden og i stedet for at finde alternative løsninger på problemet med tomme pladser på Nørrebro. Der er en forventning i institutionen om, at problemet med tomme pladser vil løse sig i løbet af foråret.

 

Baggrunden, for at forvaltningen har foreslået lukning af Vildanden som udflytterbørnehave på Nørrebro, er, at Stenrosens børnehavedel har haft tomme pladser, mens belægningen har været god de sidste to år på vuggestuesiden (2005: vug 98 %, bh 67,47 %; Jan.-aug. 2006: vug 96,26 %, bh 79,95 %).

 

I august 2006, den sidste måned inden forvaltningens forslag blev kendt, har der i gennemsnit været 33,55 børn indmeldt i Vildanden, som har en normering på 50 børnehavebørn (der er ikke medtaget pladstal efter, at forvaltningens forslag om lukning har været kendt, da kendskab til et sådant forslag kan medføre, at det er sværere at besætte pladser).

 

Det er forvaltningens erfaring, at det er mere vanskeligt at besætte udflytterpladser på Nørrebro end i andre bydele, og at en del af vuggestuebørnene i Stenrosen ikke fortsætter i børnehavedelen. Samtidig har en udflytterbørnehave i et andet distrikt, hvor der behov for pladserne, fået opsagt sit udflyttersted, og det vurderes ikke at være muligt at finde og etablere en ny udflytterinstitution inden for opsigelsesvarslet. Forvaltningen er i gang med at vurdere denne og andre muligheder for tilknytning af en udflytterbørnehave primært på Østerbro.

 

Det er forvaltningens vurdering, at behovet for udflytterpladser på Nørrebro på længere sigt vil kunne dækkes, selvom Vildanden lukkes i bydelen. Forvaltningens forslag bidrager derfor til at løse problematikken med tomme pladser på Nørrebro og forhindrer, at der opstår en mangel på børnehavepladser i en anden bydel. Forslaget er desuden afstemt i forhold til projektet ´Mangfoldighed i Københavns Dagtilbud', da der er 10 sprogpladser i Vildanden, hvoraf der er 6, som er besatte.

 

Det er ikke forvaltningens erfaring, at rene vuggestuer er mindre populære end integrerede institutioner. Derfor vurderer forvaltningen, at vuggestuen Stenrosen vil kunne bevare sin gode belægningsprocent i vuggestuedelen.

 

En omnormering af Stenrosen har været drøftet som alternativ, men en nednormering af Vildanden vil betyde, at den på forhånd skæve normering af institutionen (72 vug, 50 bh) forværres, således at institutionen på sigt kan få problemer med at opfylde kravet om, at institutionens vuggestuebørn skal kunne fortsætte i børnehavedelen. En opnormering af børnehaven vil forværre problemet med tomme pladser, både i Vildanden og i distriktet. Samtidig skal der findes en løsning for den anden udflytterbørnehave, hvor der ikke p.t. ses nogen mulighed for at finde et nyt udflyttersted.

 

Der skal tages særligt hånd om de børn, som bliver berørt af en eventuel lukning af Vildanden. Forvaltningen har på et møde med forældrene i Stenrosen understreget, at der i videst muligt omfang vil blive taget hensyn til individuelle ønsker ved omplacering af børnene. Samtidig vil de pædagogiske konsulenter følge forløbet nøje, for at sikre at den pædagogiske kvalitet bevares, også i den vanskelige overgangsfase.

 

I bilag 1 resumeres de indkomne høringssvar. I bilagene 3 til 7 er høringssvarene vedlagt.

 

Ad. 2 Forslag om nednormering af vuggestuen Mjølnerparken og sammenlægning med den integrerede institution Midgård

Forslaget om nednormering af vuggestuen Mjølnerparken og sammenlægning med Midgård har været i høring hos de to institutioners forældrebestyrelser og personalegrupper.

 

Forældrene og personalet i Midgård er meget positive over for forvaltningens forslag (jf. bilag 8 og 9).

 

Forældrene og personalet i vuggestuen Mjølnerparken er triste i forbindelse med den udvikling, der har ført frem til forslaget om sammenlægning og nednormering, og deres primære ønske er at finde en løsning, hvor vuggestuen kan bevares på de nuværende vilkår, da man anser vuggestuen som værende velfungerende og et tilbud af høj pædagogisk kvalitet.

 

Der er dog en bevidsthed om, at institutionens nuværende høje kvalitet blandt andet er baseret på, at man i en længere periode pga. forvaltningens finansiering af tomme pladser udover 2% har haft flere midler end, hvad der er gennemsnitligt for en vuggestue.

 

Personalegruppen anerkender i tråd med dette, at institutionen i sin nuværende form, ikke til næste år vil være økonomisk bæredygtig (jf. bilag 10 og 11).

 

Det er forvaltningens vurdering, at de kvaliteter, som fremhæves i Mjølnerparken kan bevares, da institutionen fortsætter som nednormeret og sammenlagt med en anden institution. Herudover kan den nye sammenlagte institution komme i betragtning til sociale kompensationsmidler og eventuelt indgå i et forsøg med familiepladser frem til og med 2009.

 

I bilag 3 resumeres de indkomne høringssvar, som ikke er entydigt positive. I bilagene 8 til 11 er høringssvarene vedlagt.

 

 

Ad. 3 Forslag om nednormering af Dronning Louises Asyl

Bestyrelsen i børnehaven Dronning Louises Asyl har enstemmigt tiltrådt forvaltningens forslag om at nednormere institutionen permanent med 6 småbørn og 14 børnehavebørn, samt midlertidigt at nednormere institutionen med yderligere 10 børnehavebørn (jf. bilag 12).

 

Ad. 4 Forslag om nednormering af Ved Parken

Forældrebestyrelsen og personalet i den integrerede institution Ved Parken har tiltrådt forvaltningens forslag om at lukke institutionens 31 børnehavepladser (jf. bilag 13).

 

Personalemæssige konsekvenser

Det personale, som pga. kapacitetstilpasninger - foreslået af forvaltningen - ikke kan fortsætte i deres nuværende institution, tilbydes i opsigelsesperioden optagelse i den distriktsbaserede jobbank, som Børne- og Ungdomsudvalget besluttede at etablere på mødet den 4. oktober 2006.

 

 

Sammenfatning

I nedenstående skemaer er alle forslagene i indstillingen sammenfattet:

 

Daginstitution

0-2 år

3-5 år

Forslag

Personalemæssige konsekvenser ifølge ledelsen i institutionen

Status

Permanent Pladseffekt

Stenrosen / Vildanden, Titangade 7

72

50

Lukning af børnehave-del

Hvis behov tilbydes personalet placering i jobbank i distriktet

Politisk indstilling fremlagt

 - 50 bh

Dr. Louises Asyl, Bjelkes Alle 45

12 smb

68

Nednor-mering

Hvis behov tilbydes personalet placering i jobbank i distriktet 

Der er enighed om forslaget 

-4 smb                   -16 bh

Mjølner-parken 108A

30

 

Sammenlægning og nednor-mering

Hvis behov tilbydes personalet placering i jobbank i distriktet

Politisk beslutning indstilling fremlagt

-18 vug

Midgård, Hothers Plads 20

36

88

Permanent besparelse i distrikt Nørrebro

 

 

 

 

 

18 vug       

 4 smb       

66 bh

Tabel 1: Nye forslag om kapacitetstilpasninger på Nørrebro

 

 

 

 

Daginstitution

0-2 år

3-5 år

Forslag

Personalemæssige konsekvenser

Status

Pladseffekt permanent

Ved Parken, Gårdstedet 57, 2500

64

31

Nednormering af børne-have-gruppe

 Hvis behov tilbydes personalet placering i jobbank i distriktet

Der er enighed om forslaget

-31

I alt permanent besparelse i distrikt Valby

 

 

 

 

 

 31 bh.

Tabel 2: Nyt forslag om kapacitetstilpasning i Valby

 

 

Økonomi

I nedenstående tabel illustreres besparelserne ved gennemførelse af alle forslagene i denne indstilling. Disse besparelser eller tilsvarende kompenserende besparelser indgår allerede i budgettet for 2007 (herunder i forhold til udmøntning af FFA-forslag).

 

 

Pladsprisrelateret besparelse (forventes at indgå i afregningsmodellens bruttoprovenu)

Ikke pladsprisrelateret besparelse (forventes at indgå i udmøntning af FFA)

 

2007

2008

2007

2008

97 børnehavepladser

2,3 mill. kr.

4,6 mill. kr.

 

 

4 småbørnspladser

0,15 mill. kr.

0,3 mill. kr.

 

 

18 vuggestuepladser

0,85 mill. kr.

1,7 mill. kr.

 

 

Transaktionsomkostninger ved ændrede vilkår

-0,82 mill. kr. 

 

 

 

Drift af udflytter

 

 

0,6 mill. kroner

1,2 mill. kroner

Lederløn

 

 

0,4 mill. kroner

0,4 mill. kroner

I alt

2,5 mill. kr.

6,6 mill. kr.

1 mill. kroner

1,6 mill. kroner

 

Besparelsen vil være noget mindre i 2007 end i 2008 og frem, da de børn, som stadig er i institutionerne, forbliver der, til de overgår til børnehaveklasse, eller man finder en anden institution til dem; dog senest ved udgangen af juli 2007. Ydermere er en del af besparelsen disponeret til de transaktionsomkostninger, der er ved at lukke grupper ned i de pågældende institutioner.

 

Derudover vil der være en permanent besparelse på 0,6 mill. i 2007 og 1,2 mill. i 2008 og frem ved lukning af Vildandens udflytterdel Stenrosen (der er disponeret midler til institutionens flytning til et andet distrikt). Desuden vil der være en lederlønbesparelse i Mjølnerparken på forventeligt 0,4 mill. kroner i 2007 og frem.

 

Den pladsprisrelaterede besparelse indgår i afregningsmodellens bruttoprovenu, hvor manglende finansiering af tomme pladser er beregnet til 62,5 mill. kroner i 2007. Disse midler er disponeret i budgettet for 2007.

 

Den ikke-pladsprisrelaterede besparelse indgår i forvaltningens forslag til yderligere besparelser knyttet til udmøntning af FFA-forslagene i 2007. Hvis forslagene ikke vedtages, vil forvaltningen skulle finde tilsvarende besparelser på dagtilbudsområdet ved kapacitetstilpasning.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes

 

Høring

Forslagene har været sendt i høring hos bestyrelser og institutioner samt paraplyorganisationer. I nedenstående bilag resumeres de høringssvar, som har været imod forvaltningens forslag, mens de resterende høringssvar er vedlagt i bilagene 3 til og med 13.

 

 

BILAG VEDLAGT

·        Bilag 1: Resume af høringssvar vedrørende Stenrosen /Vildanden

·        Bilag 2: Resume af høringssvar vedrørende Mjølnerparken

·        Bilag 3-7: Høringssvar fra parter tilknyttet Stenrosen/Vildanden

·        Bilag 8-11: Høringssvar fra parter tilknyttet Mjølnerparken

·        Bilag 12: Høringssvar fra Dronning Louises Asyl

·        Bilag 13: Høringssvar fra Ved Parken

 

 

 

 

 

                      Else Sommer

                                                                 Jan Dehn


 

Til top