Mødedato: 15.11.2006, kl. 15:00

Omstrukturering af observationskolonier

Omstrukturering af observationskolonier

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 15. november 2006

 

 

14.      Omstrukturering af observationskolonier

  J.nr. 326259

 

 

INDSTILLING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

 

at      udvalget godkender ét af nedenstående 3 forslag til omstrukturering af observationskolonitilbud:

 

Forslag 1: Der etableres 2 bydækkende flerfamilieskoler á 14 elever i København i 2007.  Samtidig afvikles observationskolonierne Terrasserne og Furesøen pr. 31. juli 2007

 

Forslag 2: Der etableres en familiekoloni til 15 elever på DKO samt en bydækkende flerfamilieskole i København med en elevkapacitet på 14 elever i 2007. Samtidig afvikles observationskolonierne Terrasserne og Furesøen pr. 31. juli 2007

 

 Forslag 3: Der etableres en familiekoloni til 15 elever på den nuværende Furesøkoloni samt en bydækkende flerfamilieskole i København med en elevkapacitet på 14 elever i 2007. Samtidig afvikles observationskolonien Terrasserne pr. 31. juli 2007

 

 

 

RESUME

Børne- og Ungdomsudvalget har på møde den 25. oktober 2006 vedrørende omprioriteringer i forbindelse med Faglighed for Alle og udeståender i budget 2007 besluttet, at forvaltningen pålægges at forelægge konkrete forslag vedrørende udmøntningen af besparelsen på observationskolonierne. Såfremt man ikke opnår det angivne beløb, fremlægger forvaltningen forslag til alternativ finansiering. Forvaltningen pålægges i det videre arbejde med besparelserne at inddrage relevante faglige organisationer og medarbejdergrupper.

 

Forvaltningen fremlægger tre modeller for omstrukturering af observationskolonitilbuddene.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Københavns kommune ejer 3 observationskolonier; Kallehave Strand, beliggende i Kalvehave på Sydsjælland, Furesøen, beliggende i Bistrup i Nordsjælland samt Terrasserne, beliggende i Fredensborg, Nordsjælland. Kolonierne er normeret til 20 elever hver. Kallehave Strand er besluttet afviklet pr. 31. juli 2007 i forbindelse med budgetvedtagelse 2007.

 

Københavns Kommune råder tillige over Det Kongelige Opfostringshus i Hellebæk. DKO er en fondsejet institution. Civilstyrelsen har godkendt, at DKO anvendes som observationssted efter fundatsen. Børne- og Ungdomsforvaltningen har et økonom isk mellemværende med DKO på netto 16,3 mio.

 

P.t. er der 38 elever indskrevet i alt på observationskolonierne. Normeringen er 60 pladser i alt. Vigende elevtal skyldes dels, at den nuværende visitationsform ikke er hensigtsmæssig. Terrasserne er pga. ansættelsesstop ikke fuldt personalebemandet med mindreindskrivning af elever til følge. Endelig skal det bemærkes, at flere forældre end hidtil ikke ønsker deres børn i et døgnskoletilbud.

 

Uddybning af forslag

De 3 forslag, som forvaltningen har fremlagt, tager med forskellig vægt og nogle variationer udgangspunkt i folkeskolens rummelighedsbegreb med inspiration i undervisningsministeriets nationale udviklingsprogram Kvalitet i specialundervisningen (KVIS).  Rummelighedstanken ligger også bag Københavns kommunes udviklingsprogrammer Et godt skoleliv for alle, samt Faglighed for alle. 

 

Forslagene tilsigter derfor at skabe en særlig skoleform for elever med sociale og følelsesmæssige vanskeligheder, hvor der arbejdes systematisk på, at eleverne kan vende tilbage til den almindelige skole. Forslagene er tillige fælles om at prioritere forældrenes inddragelse højt.

 

Der er tale om en arbejdsmetode, hvor eleven er symptombærer af et problem, som har sit udspring i barnets omgivelser: Forældre, familie, skole, fritidsinstitutioner mv. Aktørerne inddrages derfor aktivt i problemløsningen.

 

Det er generelt hensigten med forslagene, at elevernes vanskeligheder bearbejdes så tidligt og metodisk, at færre elever i fremtiden må henvises til Socialforvaltningens behandlingsinstitutioner eller privat dag- og døgnbehandling.

 

Det er en forudsætning for familietilrettelæggelsen, at eleverne almindeligvis er mellem 7 og 12 år, når de begynder på en flerfamilieskole eller på en familiekoloni.

 

Undervisningen tager udgangspunkt i hjemskolens undervisningsplan i samarbejde med elevens lærere fra hjemskolen. Selvom flerfamilieskolen og familiekolonien primært satser på at løse de problemer, der ligger bag henvisningen, arbejdes der samtidigt på at forbedre elevens faglige standpunkt, som ofte er svagt pga. de problemer, der har ført til henvisningen.

                                           

Ad forslag 1:

De 2 flerfamilieskoler, der foreslås oprettet, bliver søsterskoler til Flerfamilieskolen ved Randersgade skole på indre Østerbro (Villa Rolighed), som allerede fungerer med tilfredsstillende resultater i Børne- og Ungdomsforvaltningens-regi efter Marlborough-metoden.

 

De nye flerfamilietilbud anbefales etableret på Amager, Brønshøj-Husum-Vanløse eller Valby-Kongens Enghave områderne.

 

Københavns kommunes kommende Heldagsskoler får adresser i andre områder på  ydre Østerbro (Klostervængets Skole), i Tingbjerg (Tingbjerg Skole) og indre Nørrebro (Hillerødgades Skole). Heldagsskolerne vil have mulighed for at give egne elever med særlige vanskeligheder et tilfredsstillende tilbud.

 

Elevernes forældre eller nære pårørende deltager i den daglige undervisning sammen med deres barn. Eleven "udlånes" fra sin hjemskole i en begrænset periode. Der indgås aftale med hjemskolen om, at eleven efter opholdet på flerfamilieskolen i København, fortsætter i sin egen klasse, såfremt det er muligt.

 

Ad forslag 2 og 3:

På henholdsvis DKO eller Furesøen oprettes tillige familiekoloni efter de nævnte principper.

 

I disse forslag bibeholdes døgnfunktionen samtidig med, at institutionen etableres som familiekoloni. Eleverne bor således på kolonien mandag – fredag samtidig med, at forældrene køres frem og tilbage de dage, hvor de deltager i undervisningen mv.. Der arbejdes på en succesfuld tilbagevenden til hjemskolen gennem aktiv inddragelse af forældre, hjemskolelærere og andre relevante netværkspersoner/institutioner for at forandre barnets hverdag i skolen.

 

Tilhørsforholdet til elevernes hjemskole fastholdes således, selv om eleverne i en periode bor på familiekolonien.

 

Fælles for alle 3 forslag gælder:

PPR har visitationskompetencen til observationskolonierne. Forvaltningen initierer, at kompetencen bliver udvidet og ændret således, at eksempelvis socialrådgivere på de mest belastede skoler kan inddrages i visitationen til familiekoloni og/eller flerfamilieskoler.

 

Der må i øvrigt regnes med en gradvis indskrivning af elever, når skolerne åbner.

 

De nye tilbud vil være forældrene behjælpelige med at søge lønkompensation for tabt arbejdsindtægt i Socialforvaltningen i forbindelse med deltagelse i familietilbuddet.

 

Hvad angår eleverne på de nuværende kolonier, forventes en væsentlig mindre søgning til tilbuddene i resten af indeværende skoleår, såfremt udvalget beslutter et af de opstillede forslag.

 

Det anbefales, at personalet på de nye tilbud påbegynder uddannelse og visitering i foråret 2007. Det øvrige personale på observationskolonierne forestår tilbage- eller udslusning af de sidste elever til de mest hensigtsmæssige skoletilbud således, at der ved udgangen af skoleår et 2006/07 er indgået aftale for alle elever på de nuværende observationskolonier for skoleåret 2007/08.

 

Hvad angår Furesøen og DKO, forventes tilbuddet klar ved skolestart 2007, og der kan følgelig påbegyndes en gradvis indslusning af elever i august 2007. Hvad angår flerfamilieskoletilbud i København, forventes den eller de færdig i efteråret 2007, idet der først skal findes egnede bygninger på relevante adresser i byen. Herefter fremsendes anlægsbevillingsansøgning til udvalget og Borgerrepræsentationen.

 

Selvom personalet på de 3 observationskolonier er kompetente til det nuværende arbejde, vil omstillingen til et nyt familiekoncept kræve en betydelig efteruddannelsesproces.

 

Ved vedtagelsen af et af forslagene, anbefaler forvaltningen, at de kommende ledere ansættes efter stillingsopslag i foråret 2007. På baggrund af interne stillingsopslag ansætter de nye ledere, sammen med forvaltningen, personer fra observationskoloniernes nuværende personale, som de vurderer, er egnet til at deltage i det nye koncept. Ansættelsesstart vil være afhængig af, hvilket forslag udvalget beslutter.

 

Det øvrige personale enten forflyttes efter kommunens forflyttelsesregler eller opsiges til fratrædelse senest ved en lukning af observationskolonier pr. 31. juli 2007.

 

Forvaltningen har allerede taget initiativ til samarbejde om denne proces med de faglige organisationer.

 

 

Økonomi

De 3 forslag opfylder kravet om udmøntningen af besparelsen på observationskolonierne. Det økonomiske provenu ved salg af ejendomme tilfalder Økonomiforvaltningen efter kommunens gældende regler om frasalg.

 

Forslag 1 medfører, at DKO skal overgå til andet formål. Bestyrelsen for DKO skal i givet fald træffe beslutning herom. Det anses for udelukket, at de nyistandsatte bygninger kan anvendes inden for Børne- og Ungdomsforvaltningens regi. Der skal i givet fald indgås aftale med bestyrelsen om afvikling af kommunens mellemværende. Økonomiforvaltningen opnår et økonomisk provenu ved salg af ejendommene Terrasserne og Furesøen på estimeret 30 – 40 mio. Nærhedsprincippet til hjemskolen tilgodeses, idet flerfamilieskolerne vil være placeret i Københavns kommune. Elevnormeringen på dagfamilieskolerne vil i alt være 28.

 

Forslag 2 indebærer en opretholdelse af DKO samtidig med, at Økonomiforvaltningen opnår et økonomisk provenu ved salg af ejendommene Terrasserne og Furesøen på estimeret 30 – 40 mio. Elevnormeringen på de to tilbud vil i alt være 29.

 

Forslag 3 medfører økonomisk provenu ved salg af ejendommen Terrasserne på estimeret 20 mio. Elevnormeringen på de to tilbud vil i alt være 29. Efter dette forslag vil det også være nødvendigt at finde alternativ anvendelse af DKO.

 

I nedenstående skema fremgår etablerings- og driftsomkostninger for hver af de 3 forslag.

 

 

 

År2007

 

År2008 ->

 

Omkostninger i mio. kr.

Etablering

Uddannelse

Drift

Drift

Forslag 1

To flerfamilieskoler

4,0

0,4

2,9

6,9

Forslag 2

Familiekoloni på DKO + en flerfamilieskole

3,6

0,5

5,8

14,0

Forslag 3

Familiekoloni Furesøen + en flerfamilieskole

2,1

0,5

5,8

13,9

 

Med baggrund i erfaringerne med etablering af flerfamilietilbuddet ved Randersgades Skole, medfører etablering af et flerfamilietilbud en række nødvendige ombygninger. Det skal således være muligt at gennemføre undervisning i mindre grupper med lærere, elever og forældre. Det skal også være muligt for elever og forældre at holde separate og fortrolige møder med udvalgte lærere og andre fagpersoner. Hertil kommer udgifter til inventar og undervisningsmidler.

 

I Børneplanen for skole og fritidsområdet for 2004-07, jf. Børne- og Ungdomsudvalgets møde den 4. oktober 2006, er der afsat 4 mio. kr. til ombygning til den familieorienterede indsats for udsatte børn, samt 1,5 mio. kr. til forandring af DKO med henblik på den nye børnegruppe. I alt er der således 5,5 mio. kr. til ændring og forbedring af familietilbud for udsatte børn.

Efter Børne- og Ungdomsudvalgets valg af model vil der snarest muligt blive fremsat en bevillingssag indeholdende de nødvendige anlægsudgifter, som forventes afholdt inden for Børneplanens anlægsøkonomiske ramme.

 

Såfremt udvalget vedtager et af forslagene anbefales, at tilbageblevne økonomiske midler indgår i den generelle faglige opfølgning på de nye tilbud.

 

Såfremt det ønskes og er hensigtsmæssigt, vil det være muligt at øge kapaciteten på DKO fra 15 til 20 elever. Der kan dog ikke umiddelbart anvises driftsmidler til denne udvidelse inden for det eksisterende budget på specialområdet. Opmærksomheden henledes på, at det indgår i budgettet for 2007, at det skal drøftes, hvorvidt specialområdet eventuelt skal overgå fra demografistyret til efterspørgselsstyret område. I den drøftelse kan driftsudgifterne til eventuel udvidelse af kapaciteten indgå.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

Høring

Forvaltningen har været i dialog med de relevante interessenter på området i forbindelse med udarbejdelsen af de fremlagte modeller.

 

 

BILAG VEDLAGT

Ingen

 

 

 

                   Else Sommer

                                                                                       Klavs Holm

 

 


 

Til top