Udmøntning af Faglighed for Alle
Udmøntning af Faglighed for Alle
Børne- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 15. november 2006
12. Udmøntning af Faglighed for Alle
J.nr. 294126
INDSTILLING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
at forvaltningens
plan for udmøntning af Faglighed for Alle godkendes
at forvaltningens forslag til omposteringer i forhold til aftalen om Budget 2007 godkendes
at forvaltningen til Børne- og Ungdomsudvalgets møde den 13. december 2006 fremlægger forslag til "nulpunktsanalyse"
RESUME
Københavns Kommune står over for en række væsentlige udfordringer på folkeskole- og dagtilbudsområdet. På den baggrund indgik en række partier i Borgerrepræsentationen den 31. marts 2006 en aftale om Faglighed for Alle (FFA). Efter en høring af FFA hos relevante parter godkendte Børne- og Ungdomsudvalget på sit møde den 16. august 2006 de foreslåede initiativer i FFA. I budgettet for 2007 blev det besluttet at udmønte en del af aftalen om FFA.
Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår en konkret udmøntningsplan for Faglighed for Alle, som bygger på budgettet for 2007.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Den københavnske folkeskole står over for væsentlige udfordringer i form af svage faglige resultater, etnisk og socialt opdelte skoler samt nedslidte skolebygninger mange steder i byen. Disse udfordringer skal imødegås gennem et løft af kommunens skoler, således at de københavnske folkeskoler bliver blandt landets bedste. Samtidig er der behov for i højere grad at understøtte børnenes udvikling i dagtilbudene.
Den 31. marts 2006 indgik Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti et forlig, Faglighed for Alle, hvor det blev foreslået, at der skulle igangsættes en samlet pakke af initiativer med det formål at hæve børn og unges udbytte af dagtilbud og skole.
Den 26. april 2006 besluttede Børne- og Ungdomsudvalget at sende fællesindstillingen fra Økonomiforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen vedrørende FFA til høring hos relevante parter. Der kom i alt 160 høringssvar.
Efter høringsfristens udløb besluttede Børne- og Ungdomsudvalget på udvalgets møde den 16. august 2006 at godkende initiativerne i Faglighed for Alle. Udvalget besluttede samtidig, at initiativerne skulle indgå i forhandlinger om Budget 2007. Økonomiudvalget træf en tilsvarende beslutning på sit møde den 22. august 2006.
I Børne- og Ungdomsudvalgets budgetforslag for 2007 indgik i alt 178 mio. kr. (2006 pl) vedrørende FFA. I aftalen om Budget 2007 for Københavns Kommune blev det besluttet at tilføre midler til et markant løft af den københavnske folkeskole og daginstitutioner. Der blev derfor afsat 90,1 mio. kr. i 2007, 111,9 mio. kr. i 2008 og 110,7 mio. kr. i 2009 til gennemføre en samlet pakke af initiativer, som konkret udmønter en del af aftalen om Faglighed for Alle i de københavnske folkeskoler m.v. Det blev i budgettet for 2007 besluttet, at Børne- og Ungdomsudvalget medfinansierer udmøntningen af Faglighed for Alle med 30 mio. kr. i 2007, 60 mio. kr. i 2008 og 93,9 mio. kr. i 2009.
Faglighed for Alle understøttes af, at der med etableringen af Børne- og Ungdomsforvaltningen er skabt grundlag for trivsel, kvalitet og læring i børns liv. Børnenes og de unges udbytte af dagtilbud og skole kan hæves, når samarbejdsfladerne mellem dagtilbud og skoler udbygges, og rammerne forbedres.
Udmøntningsplan
Faglighed for Alle vil begynde pr. 1. januar 2007 (Netværkskampagnen – Byens bedste folkeskole er dog gennemført i efteråret 2006). Faglighed for Alle vil indgå som et element i Forandringsprogrammet for Børne- og Ungdomsforvaltningen, som Børne- og Ungdomsudvalget godkendte på mødet den 25. oktober 2006.
Det er opgaven at gennemføre de i budgettet for 2007 nævnte initiativer. Faglighed for Alle skal imødegå de københavnske udfordringer med en sammenhængende og fokuseret indsats på børne- og ungeområdet, der er kendetegnet ved høj kvalitet og faglighed.
I fokus for indsatserne er børns og unges udbytte af dagtilbud og skole. Samtlige indsatser i Faglighed for Alle skal understøtte dette fokus.
Det fremgår af budgettet for 2007, hvilke initiativer der er afsat midler til i forbindelse med FFA. I budgettet er skolerenovering og Børneplan II også omtalt. Disse to initiativer indgår ikke i denne udmøntningsplan.
På baggrund af det overordnede formål med FFA og de besluttede initiativer i Budget 2007 foreslår Børne- og Ungdomsforvaltningen en udmøntningsplan for FFA. Udmøntningsplanen vedrører følgende initiativer:
· Styrket indsats i dagtilbud: Social kompetencepulje og mønsterbrydning, pædagogiske læreplaner
· Folkeskolens integrationsindsats – blandede skoler: Københavnermodel – fase 3, oplysningskampagne om frit skolevalg, sprogtest for alle 5-årige, pædagogisk opfølgning på sprogtest for 25 pct. svageste elever, sprogvejledere i distrikterne, efteruddannelse af pædagoger i dagtilbud, mangfoldighed i dagtilbud
· Trygge børn: Konflikthåndtering, klasseledelse (finansiering af gårdvagtsteams indgår i drøftelserne om en ny rammeaftale med Københavns Lærerforening)
· Styrket faglighed: Fastholdelse af fagligt stærke elever, skoleevaluering, tid til evalueringsvejledere, Københavns læsepolitik, flagskibe, forsøg med fagolympiader, naturfaglig satsning
· Forsøg med heldagsskoler: Heldagsskoler på Tingbjerg Skole, Klostervæng ets Skole, Hillerødgades Skole, Skolemad (anlæg)
· Udsatte børn: Tidlig og familieorienteret indsats, Socialrådgivere på skolerne
· Skole-hjem samarbejde: Hjemmebesøg
· Sunde børn: Motion i klassen, idrætskoordinatorer, ekstra idrætstime i 4. – 5. klasse, uddannelse af idræts- og svømmelærere, efteruddannelse af idræts- og smømmelærere, idræt og bevægelse i dagtilbud
· Demokratisk dannelse: Medborgerskabsprojektet
· Skoleledelse: Udrulning af ny ledelsesstruktur, kontraktansættelse, diplom i ledelse, ledelse i praksis, målstyring, coaching og rådgivning, skoleevaluering.
Den konkrete udmøntningsplan for de enkelte initiativer fremgår af Bilag 1. Udmøntningsplanen for de enkelte initiativer er udformet efter følgende model:
· Beskrivelse af målsætningen for initiativet
· Resultatkrav
· Konkrete indsatser i initiativet
· Tids- og handleplan for den enkelte konkrete indsats
· Involverede – hvem bliver berørt af initiativet
· Afsatte ressourcer til initiativet.
I arbejdet med udmøntningsplanen har forvaltningen konstateret, at der i enkelte tilfælde bør ske økonomiske omposteringer i udmøntningsplanen i forhold til Budget 2007 for bedre at kunne leve op til målsætningerne i FFA. Der er i hvert enkelt tilfælde redegjort for rationalet bag den foreslåede ompostering.
For at kunne vurdere, om Faglighed for Alle når de opstillede målsætninger, vil der blive udarbejdet en "nulpunktsanalyse", der beskriver nuværende status i forhold til elementer i FFA. Kommende evalueringer, herunder midtvejsevalueringen, af FFA vil tage udgangspunkt i "nulpunktsanalysen". Børne- og Ungdomsforvaltningen vil fremlægge forslag til "nulpunktsanalyse" til mødet i Børne- og Ungdomsudvalget den 13. december 2006.
For at sikre, at Børne- og Ungdomsudvalget har indsigt i udmøntningen af FFA, vil Børne- og Ungdomsforvaltningen kvartalsvis give udvalget en orientering om fremdriften i FFA. Det vil som udgangspunkt ske kvartalsvis jf. udvalgets beslutning om Forandringsprogrammet for Børne- og Ungdomsforvaltningen. Hvis forvaltningen skønner, at der er behov for justeringer af de besluttede initiativer eller eventu elt nye initiativer for at nå målsætningerne i FFA, vil forvaltningen forelægge det for Børne- og Ungdomsudvalget. Det kan fx eventuelt komme på tale ifm. initiativet om udrulning af ny ledelsesstruktur på skolerne, da dette initiativ bør ses ift. en ny kommende styringsmodel på børne- og ungdomsområdet som følge af Forandringsprogrammet for Børne- og Ungdomsforvaltningen.
For at skabe ejerskab bag FFA vil Børne- og Ungdomsforvaltningen sikre en høj grad af information om FFA, både til de berørte aktører og offentligheden. Informationsindsatsen vil ske på baggrund af den kommende kommunikationsstrategi for Forandringsprogrammet for Børne- og Ungdomsforvaltningen. I forbindelse med udmøntningen af de enkelte delelementer i FFA vil der være en tæt dialog med de berørte parter. I forhold til det samlede FFA initiativ er der allerede nedsat en følgegruppe, som består af repræsentanter fra KLF, Københavns Lærerforening, LFS, Landsforeningen for socialpædagoger, BUPL, Børne- og ungepædagogernes landsforening, S&S, Skole og Samfund, KS, Københavns Skolelederforening og Københavns Forældrenetværk.
Økonomi
Der blev i Budget 2007 for Københavns Kommune afsat 90,1 mio. kr. i 2007, 111,9 mio. kr. i 2008 og 110,7 mio. kr. i 2009 til at gennemføre en samlet pakke af initiativer, som konkret udmønter en del af aftalen om Faglighed for Alle i de københavnske folkeskoler m.v. Det blev desuden i Budget 2007 besluttet, at Børne- og Ungdomsudvalget medfinansierer udmøntningen af Faglighed for Alle med 30 mio. kr. i 2007, 60 mio. kr. i 2008 og 93,9 mio. kr. i 2009.
I udmøntningsplanen foreslås enkelte økonomiske omposteringer i forhold til Budget 2007.
Der vil i forbindelse med udmøntningen af FFA være nogle tværgående og administrative udgifter (overhead), som der ikke er taget højde for i Budget 2007. Disse udgifter vil blive dækket af Børne- og Ungdomsforvaltningens øvrige budget.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af
Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Ingen yderligere bemærkninger.
BILAG VEDLAGT
·
Bilag 1:
Udmøntningsplan for Faglighed for Alle
·
Bilag 2: Oversigt over
udmøntning af midler afsat til gennemførelse af Faglighed for Alle - fra Budget
2007
·
Bilag 3: Oversigt over
udmøntning af midler til gennemførelsen af Faglighed for Alle med
forvaltningens forslag til økonomiske omposteringer
Else Sommer
Bo
Holmsgaard