Mødedato: 15.08.2018, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

2. regnskabsprognose 2018

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til 2. regnskabsprognose.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at udvalget godkender 2. regnskabsprognose for 2018 og tager det stigende udgiftspres på specialområdet til efterretning.

2. at udvalget tager til efterretning at a) den økonomiske udvikling på specialområdet er sat på Økonomiforvaltningens risikoliste og b) forvaltningen har igangsat et analysearbejde for at afdække årsager og handlemuligheder på specialområdet indenfor såvel budgetmodel som den løbende styring.

 

Problemstilling

Tre gange om året skal BUU melde forventninger til det samlede regnskabsresultat til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Nu fremlægges den anden prognose for regnskabsresultat for 2018, som er baseret på forbrug og aktiviteter i de første 5 måneder af året. I indstillingen kommenteres de væsentligste afvigelser.

Løsning

Af tabel 1 nedenfor fremgår det samlede resultat efter anden prognose. Samlet set forventes et mindreforbrug på 10,6 mio. kr. på driften. Heraf er 52,6 mio. kr. institutionernes decentrale opsparing, hvilket betyder, at der er en afvigelse på den ordinære drift på - 42 mio. kr.

Tabel 1: Det forventede resultat af den ordinære drift fordelt på bevillingsområder 2018 (mio.kr.)

Note: I 6. kolonne "Resultat af ordinær drift" angiver et positivt tal et mindreforbrug, mens et negativt tal angiver et merforbrug. For uddybende kommentarer om tabellen, se bilag 1.

Den decentrale opsparing
Den decentrale opsparing består af institutioner og skolers overførte mindreforbrug fra tidligere år – primært driftsmidler. Forvaltningen har fulgt op på igangsatte initiativer iværksat for at nedbringe den decentrale opsparing. Forventningen efter 2. prognose er, at den decentrale opsparing er faldet til 52,6 mio. kr.

Resultatet af den ordinære drift
Afvigelsen på den ordinære drift findes især på specialområdet (specialundervisning og specialdagtilbud), som samlet set står for en afvigelse på - 43 mio.kr. jf. tabel 1

Merforbruget på den ordinære drift kan overordnet forklares med stigende aktivitet i form af flere børn i skoler og på specialområdet end budgetteret. Forventningen til 2018 ved 2. prognose er, at flere børn og unge i 2018 benytter kommunale tilbud og/eller selvejende institutioner, end der var budgetteret med. Andelen af det samlede antal børn i København, der benytter BUFs tilbud, er således stigende, hvilket i det følgende vil blive benævnt som ’stigende dækningsgrader’.

At de stigende dækningsgrader resulterer i et merforbrug skyldes, at BUF ikke kompenseres for dette i budgetrammerne. BUF bliver i demografimodellen kompenseret for en stigning i antallet af børn i kommunen og hvor stor en andel af de nye børn der benytter sig af et tilbud. Hvis relativt flere af de børn som allerede er en del af budgettet benytter et BUF tilbud bliver BUF ikke kompenseret.

Specialområdet
Merforbruget på specialområdet skyldes dels at dækningsgraden på det segregerede specialundervisningsområdet stigende fra 2,7 pct. i 2017 til 2,8 pct. i 2018, dels at der er visiteret til dyrere tilbud. Som det fremgår af figur 1 har børn i kategori 3 (ADHD og autisme) en enhedspris på godt 400 t.kr. mod 175-220 t.kr. for hhv. børn med generelle indlæringsvanskeligheder (kategori 1) og tale-læse-udfordringer (kategori 2).

Figur 1: Udvikling i specialbørn mellem kategorier

Stigningen på specialundervisningsområdet gør sig tilsvarende gældende for specialdagtilbudsområdet, hvor der er en stigende efterspørgsel efter specialbørnehaver, - fritidshjem og klubber og dermed stigende dækningsgrader.

Forvaltningen er aktuelt ved at undersøge baggrunden for merforbruget, hvor der pt. undersøges to tentative udviklinger:

  • At børnene bliver yngre, når de visiteres til specialtilbud, hvilket øger behovet for specialpladser, idet børnene er i tilbuddene i en længere periode. Der kan siden 2015 konstateres en betydelig stigning i antallet af 6 årige som visiteres.
  • At den specifikke stigning i kategori 3 skyldes, at der sker en udvikling mellem de forskellige autismediagnoser, hvor diagnoser som infantil autisme og atypisk autisme, som typisk placerer sig i kategori 3, er i vækst.

 

Opfølgning og korrigerende handlinger

Forvaltningen har i lyset af regnskabsprognosens resultater igangsat en dækningsgradsanalyse med ØKF og har herudover føjet specialområdet til Økonomiforvaltningens opfølgningsliste (risikolisten). Listen har til formål at følge op på områder, hvor forventet regnskab for området afviger med mere end 10 mio. kr. i forhold til det korrigerede budget med henblik på at reducere risikoen for budgetafvigelser. Forvaltningen vil lige ledes tage udviklingen på specialområdet op i forbindelse med budget 2019.

Forvaltningen vil desuden igangsætte en nærmere analyse af specialområdet med henblik på at afdække de bagvedliggende årsager til den fortsatte stigning i antallet af henviste børn og unge med indlæringsvanskeligheder (ADHD) og udviklingsforstyrrelser (autisme). Analysen af specialområdet vil desuden indeholde en budgetanalyse, herunder af udgiftsudviklingen over tid.

Analysen skal bl.a. bruges til at styrke budgetmodellen, og til at identificere hvilke styringsgreb der kan benyttes fremadrettet.

Herudover vil forvaltningen fortsat følge udviklingen i antallet af børn m.v. meget tæt, ligesom forvaltningen også vil følge den igangværende nedbringelse i den decentrale opsparing.

Forvaltningen vil ved 3. prognose afrapportere på arbejdet med analysen af specialområdet samt fremlægge forslag til eventuelle korrigerende handlinger, såfremt der fortsat er et aktivitetsdrevet merforbrug.

Økonomi

Sagen om bevillingsmæssige ændringer som følge af 2. regnskabsprognose behandles også på dette møde.

Videre proces

Det forventede regnskab pr. maj 2018 for hele kommunen fremlægges for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Den 14.11.2018 skal Børne og Ungdomsudvalget tage stilling til 3. regnskabsprognose for 2018.

 

Tobias Børner Stax                                                        /Sti Andreas Garde

 

 

 

 

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.

Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning.

Udvalget opdateres forventeligt på BUU-mødet den 26. september 2018.

Til top