Placering af skolekapacitet på Nørrebro
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen anbefaler over for Børne- og Ungdomsudvalget
- at der placeres en skoleenhed med plads til 3 skolespor i De Gamles By på Nørrebro
- at planlægningsbevilling hertil indgår i forhandlingerne om budgettet for 2019
Problemstilling
Budgetbeslutningen i OFS 17/18 havde denne ordlyd:
”For at sikre en samlet skoleløsning for Nørrebro til august 2024, skal Børne- og Ungdomsforvaltningen sammen med Økonomiforvaltningen og Teknik- og Miljøforvaltningen udpege mulige placeringer, således, at Børne- og Ungdomsudvalget senest medio august 2018 vælger en placering til en ny skole på Nørrebro og søger planlægningsbevilling til budget 2019.”
I den forbindelse viste sidste års behovsprognose et samlet behov for 5 ekstra skolespor på Nørrebro. I overførselssagen 17/18 blev der bevilliget planlægningsmidler til at udvide Blågård Skole og Nørre Fælled Skole med i alt 2 skolespor. Den seneste behovsprognose viser, at der er behov for 4 – og ikke 5 – skolespor på Nørrebro. Nørrebro er et område i København, hvor skolerne oplever den laveste søgefrekvens på 58 % fra elever i grunddistrikterne sammenlignet med den gennemsnitlige søgefrekvens på 76% i hele København. Andelen der vælger folkeskolerne i bydelen er imidlertid stigende, og hvis søgefrekvensen øges til 59%, vil der være behov for det 5. skolespor på Nørrebro. Forvaltningen vurderer derfor, at der er behov for at etablere 3 skolespor i bydelen, så en lille stigning i søgningen til skolerne ikke medvirker til en overbelægning. Den lokale inddragelse har peget på, at der skal sikres blandede socioøkonomiske skoler og at der skal sikres grønne arealer og offentlig adgang i skoleprojektet. Konkret i forhold til De Gamles By peger Lokaludvalget desuden på behovet for en helhedsplan for området.
Løsning
På baggrund af budget 18 og overførselssagen 17/18, samt den løbende dialog med bl.a. skoleledere, Område Nørrebro/Bispebjerg og Lokaludvalget Nørrebro, er der foretaget undersøgelser af placeringsmuligheder af skolekapacitet på Nørrebro (se bilag 1+2+3).
Forvaltningen har udover at undersøge grunde til placering af skolekapacitet, undersøgt mulige distriktsændringer mod Østerbro, hvor der er ledig kapacitet. Udfordringen ved denne løsning er, at det vil være socioøkonomisk velstillede elever, der flyttes til Østerbro og dermed vil det stille Nørrebro socioøkonomisk dårligere end i dag. Processen har derfor vist, at der er tre mulige scenarier for placering af en ny skolekapacitet, hvor forvaltningen anbefaler placeringen i De Gamles By. Uanset hvilket scenarium, der vælges, vil der i de kommende år sandsynligvis være behov for at justere på alle skoledistrikterne på Nørrebro, da stigningen i børnetallet forventes at ske i hele bydelen (jf. bilag 4).
De forskellige scenarier for placeringen af ny skolekapacitet vurderes ud fra følgende betragtninger:
- Hvor de kommende elever forventes at bo på Nørrebro / nærhedsprincip (se bilag 1)
- Det socioøkonomiske grundlag for elevsammensætningen (se bilag 1)
- Grundejerforhold
- Byggeri og funktionalitet (se også bilag 3)
- Økonomi og tidshorisont
Oversigt over scenarier og kriterier
Scenarium a) Placering af skolekapacitet i De Gamles By (Forvaltningens anbefaling)
Nærhedsprincip & socioøkonomi: Placeringen vil give skolen et distrikt, hvor børnene er socioøkonomisk bedre stillet end gennemsnittet (bilag 1). En løsning er at sammensætte distrikterne på Nørrebro, så der sikres en varieret socioøkonomisk sammensætning på alle skolerne. Det kan dog have betydning for nærhedsprincippet, så nogle elever får længere skolevej.
Grundejerforhold: Københavns Kommune ejer selv grunden, hvorfor Kommunen med sikkerhed kan disponere over grunden og der vil ikke være udgifter forbundet med grundkøb.
Byggeri og funktionalitet: Grunden er tilstrækkelig stor til, at der kan bygges en 3 sporet skole efter fuldt Funktionsprogram for Skoler og KKFO samt fritidsklub og med mulighed for at tilvælge idrætshal og/eller madskole. For at gøre plads til en ny folkeskole i De Gamles By skal Sundheds- og Omsorgsforvaltningens administrationsbygning nedrives, og administrationen skal flyttes til en anden placering (bilag 3). Lokaludvalget Nørrebro har i inddragelsesforløbet peget på, at vælges denne placering, vil det være vigtigt, at der arbejdes med en helhedsplan for De Gamles By, som kan sikre grønne arealer med offentlig adgang for områdets beboere, således at områdets grønne karakter bibeholdes (bilag 5+6). Der vil samtidig være et styrket fokus på lokalinddragelsen i planlægningsfasen.
Økonomi og tidshorisont: Der vil være fordyrende stedsspecifikke omkostninger såsom deponering, flytning, reetablering og leje til 3. mand ifm. flytningen af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens administration, nedrivning af bygninger samt evt. delvist nedgravning af idrætshal. Der søges planlægningsmidler i budget 19 og skolen vil kunne ibrugtages i 2024. Beslutningen skal tages i budget 2019 for at sikre ledigt lejemål til Sundheds- og Omsorgsforvaltningens administrationen, som kommunen aktuelt har på hånden.
Scenarium b) Placering af skolekapacitet på 3. mands areal
Nærhedsprincip & socioøkonomi: Placeringen vil give skolen et distrikt med børn, der er socioøkonomisk dårligere stillet end gennemsnittet (bilag 1). En løsning er at sammensætte distrikterne på Nørrebro, så der sikres en varieret socioøkonomisk sammensætning på alle skolerne. Det kan dog have betydning for nærhedsprincippet, så nogle elever får længere skolevej.
Grundejer: 3. mands arealet ejes af to statslige enheder. Der er fortsat usikkert om Københavns Kommune kan købe arealet og hvornår et køb kan finde sted.
Byggeri og funktionalitet: Arealet giver mulighed for at bygge en 3 sporet skole efter fuldt Funktionsprogram for Skoler og KKFO samt fritidsklub og vil give mulighed for at tilvælge idrætshal og madskole. Byggeriet skal tage hensyn til, at grunden er udlagt som forsinkelsesbassin for skybrud, sikker skolevej, da eleverne skal bevæge sig gennem et tungt belastet industriområde for at komme til skolen og støjskærme og afsikring mod banelegemet, som skolen vil ligge op ad (bilag 3).
Økonomi og tidshorisont: Om projektet kan gennemføres, og i så fald hvornår, afhænger af to statslige enheder og Finansudvalget, da Københavns Kommune skal købe grunden før projektplanen kan fastlægges. Der er behov for en beslutning i budget 2019 om denne løsning for at kunne sætte en, forventelig, længere proces i gang omkring køb. Der vil være en række fordyrende stedsspecifikke omkostninger såsom grundkøb, støjskærm fra S-tog og Tagensvej, etablering af vejforbindelse til arealet og afsikring af området mod banen.
Scenarium c) Udvidelse af Nørrebro Park Skole med 2 spor på Frederiksgård Specialskole + udbygning af Blågård Skole med 3000m2 brutto på Kapelvej 42-44
Nærhedsprincip & Socioøkonomi: Da Børne- og Ungdomsforvaltningen ikke længere etablerer selvstændige 2 sporede skoler (BR 2007), skal løsningen ses som en udbygning af Nørrebro Park Skole, som den nærmeste skole. Blågård Skole udbygges med 3000m2 brutto ved flytning af Byhøjskolen og Ungdomskulturhuset fra Kapelvej 42-44. En udbygning af Nørrebro Park Skole med 2 skolespor placeret på Frederiksgård Skole, vil give Nørrebro Park Skole et blandet socioøkonomisk distrikt, samtidig med at nærhedsprincippet tilgodeses. Det samme gør sig gældende for udbygningen af Blågård Skole (bilag 1).
Grundejer: Frederiksgård Skole og Kapelvej 42-44 er ejet af Københavns Kommune. Placeringen kræver, at der skabes plads til Frederiksgård Specialskole, Byhøjskolen og Ungdomskulturhus et andet sted i København.
Byggeri og funktionalitet: For at bygge en 2-sporet skole efter fuldt Funktionsprogram, skal der bruges ca. 9000 bruttoetagem2. Frederiksgård Skole har et bruttoetageareal på 5.200m2. Da skolen blev bygget var 5200 m2 tilstrækkeligt til en 2-sporet skole uden KKFO eller EAT-ordning. Siden er der ændret meget i krav til funktioner. Eksempelvis er der i følge bygningsreglementet nu krav på større klasselokaler. Folkeskolereformen kræver samtidig flere grupperum og to nye faglokaler. Yderligere ville en omdannelse til folkeskole betyde, at KKFO skal ligge på skolen, hvilket skolen heller ikke er bygget til.
Byggeri København fraråder at gå videre med denne løsning, da det som følge af, at skolen er bevaringsværdig kan være tvivlsomt om der kan opnås myndighedsgodkendelse til at foretage de nødvendige om- og tilbygninger. Derfor vil det være sandsynligt, at Hillerødgade Svømmehal nedrives og genopføres integreret med den ny skolebygning. Lommeparken på matriklen skal samtidig inddrages til skoleareal, hvilket der ikke nødvendigvis gives myndighedstilladelse til. Der vil ikke være mulighed for at tilvælge madskole og idrætshal, da der ikke er plads til disse (bilag 3). Løsningen imødekommer ikke behovet for de 3 skolespor. Foreløbige undersøgelser viser, at en del af det 3. spor kan løses ved at bygge yderligere ud på Blågård Skole, således at skolen bliver knap 5 sporet. Bygningen på Kapelvej 42-44 kan ombygges til skolekapacitet med 3000m2 brutto, hvilket ikke umiddelbart er tilstrækkeligt til et fuldt skolespor.
Økonomi og tidshorisont: Ved valg af denne placering vil man ikke få etableret den nødvendige kapacitet til 2026, da der er en række afhængigheder og risici ved denne placering. Der vil yderligere være mange fordyrende stedsspecifikke udgifter; Frederiksgård Skole er bevaringsværdig; der skal bygges en helt ny specialskole til de elever, der i dag går i skole på Frederiksgård Skole; Nørrebro Park Skole skal ombygges; der skal bygges til Byhøjskolen og Ungdomskulturhuset et andet sted i byen, da bygningen på Kapelvej i dag huser 10. klassecenter ’Byhøjskolen’ (Børne- og Ungdomsforvaltningen) og Ungdomskulturhus (Kultur- og Fritidsforvaltningen). Flytningen af specialelever fra Frederiksgård Skole, betyder, at det samlede behov for specialskolekapacitet stiger med 125 pladser. Derfor vil det være nødvendigt at flytte specialelever til henholdsvis nye skoler og til udvidelse af eksisterende. Da de nye skoler endnu ikke er bygget, vil eleverne tidligst kunne flytte fra Frederiksgård Skole i 2025, når skolerne står færdige, hvormed ombygningerne på Frederiksgård Skole kan påbegyndes. Det er nødvendigt at træffe beslutning om denne løsning i budget 2019, da den nuværende ombygning på Frederiksgård Skole skal stilles i bero og udvidelsen af Blågård Skole med Kapelvej 42-44, skal koordineres med den besluttede renovering og udbygning af Blågård Skole. Der er p.t. ikke alternative placeringer til Byhøjskolen og Ungdomskulturhuset og det kan blive vanskeligt at finde en ny placering på Nørrebro.
Økonomi
Under hvert scenarie, vil der forekomme en række stedsspecifikke omkostninger, som fordyrer økonomien (se den byggetekniske gennemgang i bilag 3).
Videre proces
På baggrund af Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning fremlægges en planlægningsbevilling for løsningen på de 3 skolespor på Nørrebro til budgetforhandlingerne om budget 2019 eller til overførselssagen 18/19, afhængig af valg af scenarie.
Tobias Børner Stax / Sti Andreas Garde
Beslutning
Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt: "At der placeres en skoleenhed med plads til tre skolespor på "Lersø-grunden" ved Bispebjerg Station".
Ændringsforslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 2 medlemmer: Ø.
Imod stemte 8 medlemmer: A, B, C, F, O og V.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Indstillingen blev herefter - i sin helhed - godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 7 medlemmer: A, B, C, O og V.
Imod stemte ingen.
3 medlemmer undlod at stemme: F og Ø.
Enhedslisten ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen: "Vi mener, at det vil være optimalt at placere skolebyggeri på Lersø-grunden ved Bispebjerg Station. Det vil være gavnligt for kvaliteten af bymiljøet i området og det vil skabe større nærhed til de børn, der i fremtiden vil have brug for kapaciteten. I modsætning til Lersø-placeringen mener vi, at der ikke er udsigt til forbedret kvalitet af bymiljøet ved en placering i De Gamles By, som i stedet vil betyde færre grønne arealer på Nørrebro. Vi har derfor til hensigt at fastholde udvalgsflertallet og forvaltningen på hensigten om at sikre projektets hensyn til kvaliteten af bymiljøet."
Socialistisk Folkeparti ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vi tager forbehold overfor, at den nye skole på Nørrebro placeres i De Gamles By, så længe, der ikke er udarbejdet en helhedsplan for De Gamles By i tæt samarbejde lokalområdet. Helhedsplanen skal sikre De Gamles By som et grønt område og den skal prioritere, hvilke af kommunens institutioner, der i fremtiden skal være i De gamles By."
Socialdemokratiet ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen, hvilket Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Venstre tilsluttede sig: "København vokser i disse år eksplosivt med over 10.000 nye borgere hvert år. Vi har et ansvar for at sikre, at skolekapaciteten følger med væksten. Dette gælder selvfølgelig også på Nørrebro, hvor en ny skole skal stå klar til det tidspunkt, hvor behovet opstår. Et grundigt udarbejdet beslutningsgrundlag viser, at det udelukkende er en placering af en ny Skole i De Gamles By, der kan sikre byggeriet af en skole, som kan stå klar, når behovet opstår - og som er tilstrækkelig stor til behovet (3 spor) samt med en fornuftig bygge-økonomi. Samtidig giver et skolebyggeri i De Gamles By mulighed for at skabe et lokalt samlingspunkt på Indre Nørrebro med grønne arealer og åbne skolegårde til både elever og lokale beboere, med plads til at placere en madskole til skolebørnene og folkekøkkener, og muligheden for en ny idrætshal til et område, der mangler idrætsfaciliteter. Vi støtter lokaludvalgets ønske om, at der parallelt med skolebyggeriet udarbejdes en helhedsplan for De Gamles By, så der kommer den helt rette balance med både plads til børnene og de grønne områder, som i størst muligt omfang skal bevares og integreres omkring skolen, og hvor nye grønne områder kan komme til, fx ved en bedre udnyttelse af vejarealerne omkring Sjællandsgade. Vi lægger vægt på, at det egentlige skolebyggeri så vidt muligt bygges i højden og at parkeringsfaciliteter så vidt muligt placeres under jorden - lige som vi ønsker mest mulig udnyttelse af tagarealet, fx til brug for boldbane, legeplads mv. Alt sammen for at skabe mest muligt rum til grønne arealer i området".