Mødedato: 15.08.2012, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

2. regnskabsprognose

Se alle bilag
Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til 2. regnskabsprognose 2012 pr. juli.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
  1. at udvalget godkender Børne- og Ungdomsudvalgets 2. regnskabsprognose 2012 pr. juli

Problemstilling

Med henvisning til cirkulæret for budgetopfølgning 2012, som blev behandlet af Økonomiudvalget den 22.11.2011, fremlægges Børne- og Ungdomsudvalgets 2. regnskabsprognose 2012 pr. juli.

Løsning

Der forventes et samlet mindreforbrug på Børne- og Ungdomsudvalgets driftsramme på 47,0 mio. kr. Det endelige korrigerede driftsbudget forventes således at være på 9.059,9 mio. kr., mens det samlede forventede forbrug er på 9.012,9 mio. kr. De øvrige bevillingsområder som er Efterspørgselsstyrede overførsler, Anlæg og Finansposter, forventes at balancere.

Mindreforbruget på 47,0 mio. kr. kan overordnet forklares med et mindreforbrug på 64,7 mio. kr. vedrørende den decentrale opsparing. Der forventes et samlet merforbrug på 17,7 mio. kr., hvis der ses bort fra den decentrale opsparing. Merforbruget afspejler først og fremmest, at Børne- og Ungdomsforvaltningen på nuværende tidspunkt budgetmæssigt er trukket 11,7 mio. kr., som kan relateres til overførselssagen fra 2011 til 2012 (BR 10.05.12), hvor forvaltningen fik tildelt midler til en tilbageførsel af beslutningen omkring sommerlukket i institutionerne. I den forbindelse var der ikke i udgangspunktet dækning i forhold til det samlede servicemåltal i kommunen, hvorfor forvaltningen har ”deponeret” et beløb i Økonomiforvaltningen. Merforbruget er således af teknisk karater, og forvaltningen arbejder sammen med Økonomiforvaltningen på at finde en løsning. Såfremt deponeringen tilbageføres, vil det forventede merforbrug udgøre 6,0 mio. kr.

Hvis der ses bort fra den decentrale opsparing og det tekniske merforbrug vedrørende annullering af sommerlukket i institutionerne, så er det forventede regnskab stort set i balance med et lille forventet merforbrug på 6,0 mio. kr. Balancen i det samlede regnskab dækker dog over relativt store udsving i mellem bevillingsrammerne, jf. tabel 1 herunder. Særligt bekymrende er merforbruget på det normale dagområde på 46,7 mio. kr., som kan relateres til meraktivitet og dermed ændrede dækningsgrader. Der kan bl.a. konstateres en betydelig stigning i antallet af børn i forskellige pasningstilbud fra 2011 til 2012, som overstiger den forudsatte stigning i demografitildelingen. Det resulterer i et forventet merforbrug på ca. 50 mio. kr. Specielt antallet af 0-6 årige børn er steget markant, og der forventes således 620 flere børn end forudsat i demografimodellen.

Merforbruget på dagområdet finansieres lige nu af mindreforbrug på særligt undervisningsrammen, og derfor er der balance i det forventede 2012-regnskab. Men det er langt fra sikkert, at de øvrige bevillingsrammer vil kunne finansiere en evt. fortsat udvikling på dagområdet, hvor den faktiske aktivitetsstigning overstiger stigningen forudsat i demografimodellen. Forvaltningen vil derfor i forbindelse med 3. regnskabsprognose præsentere udvalget for en analyse af udviklingen på dagområdet set i forhold til befolkningsudviklingen og demografitildelingen.

Den forventede decentrale opsparing på ca. 64,7 mio. kr. er 7,7 mio. kr. mindre end niveauet for den decentrale opsparing fra 2011 til 2012. Den forventede decentrale opsparing udgøres af enheder med både gæld og positiv opsparing. Nogle af enhederne har en forventelig positiv opsparing, som ligger udover den tidligere besluttede procentgrænse på henholdsvis 5 procent for skolernes vedkommende og 6 procent for institutionernes vedkommende. Denne del skal ikke nødvendigvis overføres til 2013 og vil i udgangspunktet "kun" blive søgt overført fra 2012 til 2013, hvis der er budget- og regnskabsmæssig mulighed for det.
 
Der er fortsat en vis usikkerhed knyttet til prognosen, som først og fremmest vedrører det forventede aktivitetsniveau, forbruget på de decentrale enheder, køb og salg af pladser samt pulje- og budgetposter. Forventningerne er under forudsætning af, at det forventede aktivitetsniveau ikke ændrer sig og at de decentrale enheders forventninger til regnskabsresultatet for 2012 viser sig at holde. Der skal kun ske mindre ændringer før, det forventede resultat kan ændres i en både positiv og negativ retning, hvilket forvaltningen er meget opmærksom på.

Da det forventede merforbrug ekskl. decentral opsparing er begrænset og der fortsat er en vis usikkerhed knyttet til prognosen anbefales det på nuværende tidspunkt ikke at iværksætte særlige og korrigerende foranstaltninger i forhold til den forventede afvigelse.

Det forventede driftsregnskab 2012

Det forventede budget og forbrug på bevillingsniveau fremgår af tabel 1.

Tabel 1. Det forventede budget og forbrug. 

Bevillingsområde (t.kr.)

Forventet korrigeret budget

Forventet forbrug

Afvigelse

Dagtilbud til børn og Unge

4.252.512

4.299.260

-46.748

Dagtilbud til børn og Unge - spec.

306.928

278.803

28.125

Undervisning

2.985.046

2.930.002

55.044

Specialundervisning

917.113

912.798

4.315

Sundhed

263.135

254.984

8.151

Administration

335.184

337.029

-1.845

I alt

9.059.918

9.012.876

47.042


Forventningen om et samlet mindreforbrug på 47,0 mio. kr. kan opdeles i 6 hovedforklaringer, hvor det forventede resultat skifter mellem både mer- og mindreforbrug. De forventede afvigelser er mere detaljeret beskrevet i bilag 1 og skabelon 1. 

Decentral opsparing – mindreforbrug på 64,7 mio. kr.
Den forventede decentrale opsparing på ca. 64,7 mio. kr. er 7,7 mio. kr. mindre end niveauet for den decentrale opsparing fra 2011 til 2012. Det skyldes for det første en forværring af det forventede resultat på Hillerødgades Skole med 4,0 mio. kr. i forhold til 2011-regneskabet, som kan relateres til engangsudgifter forbundet med skolelukningen. Derudover har Økonomiforvaltningen meddelt, at Ungdommens Uddannelsesvejlednings overførselsadgang afskaffes fra og med 2012. Det forventes derfor, at Ungdommen Uddannelsevejledning vil bruge hele sin opsparing på 3,7 mio. kr. i 2012.

Køb og salg – mindreforbrug 1,5 mio. kr.
Der forventes et begrænset mindreforbrug, som skyldes nettoændringer til antalet af købte og solgte pladser på dagtilbud, specialdagtilbud og specialundervisning.

Puljer og budgetposter – mindreforbrug 1,5 mio. kr.
Der forventes et begrænset mindreforbrug vedrørende puljer og budgetposter. Der har tidligere år været større mindreforbrug på puljer og budgetposter, men i år forventes regnskabet stort set at balancere pga. tilpasning af budgettet og tiltag for at sikre anvendelse af puljemidler.

Aktivitet – merforbrug på 12,0 mio. kr.
Merforbruget skyldes meraktivitet på dagområdet, hvor der i forhold til 1. prognose forventes 600 flere børn, hvoraf 525 er på fritidshjemsområdet.

Øvrige poster – merforbrug 8,3 mio.kr.
Merforbruget dækker over relativt store nettoafvigelser. Det normale dagområde er under voldsomt pres, og der er således et forventet merforbrug på 63,7 mio. kr. på bevillingsrammen Dagtilbud til børn og Unge. Det skyldes for det første, at forvaltningen har deponeret 11,7 mio. kr. i Økonomiforvaltningen vedrørende sommerlukket i institutionerne. For det andet sker der en betydelig stigning i antallet af børn i forskellige pasningstilbud fra 2011 til 2012, som overstiger den forventede stigning i demografitildelingen. Det resulterer i et forventet merforbrug på ca. 50 mio. kr. Merforbruget på dagtilbud modsvares i nogen grad af mindreforbrug på de øvrige bevillingsrammer, hvor der særligt på Undervisningsområdet fortsat er mindreaktivitet og lavere priser end budgettet. Forvaltningen vil i sagen om bevillingsmæssige ændringer i forbindelse med 3. regnskabsprognose indstille, at der omflyttes midler fra bevillingsområder med forventet mindreforbrug til områder med forventet merforbrug. Dermed sikres, at der er budgetmæssig dækning for det forventede forbrug.

Økonomi

-

Videre proces

Den udvalgsgodkendte regnskabsprognose 2012 indgår i den samlede prognose for Københavns Kommune, der behandles af Økonomiudvalget den 21. august 2012.


                            Else Sommer                  /Sti Andreas Garde

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top