Mødedato: 15.08.2007, kl. 08:15

Strukturtilpasning på skole- og institutionsområderne

Se alle bilag

Strukturtilpasning på skole- og institutionsområderne

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 15. august 2007

 

 

2.      Strukturtilpasning på skole- og institutionsområderne

  J.nr. 2007-41501

 

 

 

Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til forslag om ændringer i institutions- og skolestrukturen, herunder sammenlægninger og nedlæggelse af institutioner og skoler.

 

INDSTILLLING OG BESLUTNING

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU), at udvalget indstiller til Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR),

1. at forslag om lukninger, omlægninger og sammenlægninger af henholdsvis skoler og institutioner, jf. bilag 2, sendes i høring.

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

2. at forvaltningen i høringsperioden indgår i drøftelser med de faglige organisationer om de fremtidige budgetmodeller som følge af forslagene i forliget

3. at indskrivningen til samtlige skoler til skoleåret 2008/09 flyttes til januar 2008.

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i møde den 15. august 2007

Indstillingen blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 7 medlemmer: A, B og F

Imod stemte: ingen

4 medlemmer undlod at stemme: C, V, Ø og Louise Frevert (løsgænger). 

Khaled Mustapha (Ø) ønskede følgende tilført til beslutningsprotokollen: "Enhedslisten vil ikke være med til den planlagte aftale på de københavnske skoler og institutioner, hovedsageligt på grund af de planlagte besparelser på 120 mio. kr., som skal findes inden for området. Til gengæld mener vi, at der skal investeres, og ikke spares på området – for i realiteten har kommunen økonomisk råd til at undgå disse besparelser. Der kan være en vis fornuft i at sammenlægge nogle institutioner og skoler, men det er et urimeligt udgangspunkt, som i det her tilfælde handler om at finde besparelser. Enhedslisten kan ikke tilslutte sig nogen aftaler, som indeholder økonomiske og arbejdsmæssige forringelser i de københavnske skoler og institutioner."

C, V og Louise Frevert (løsgænger) ønskede følgende tilført til beslutningsprotokollen: "C, V og Louise Frevert (løsgænger) undlader at stemme om dette besparelsesforslag. Det er ikke børnenes tarv og det er ikke garanteret, at der rent faktisk kommer til at ske forbedringer på bygningsområdet – det er hensigtserklæringer og der er ikke noget, der sikrer, at der sker forbedringer på området. Vi beklager den lukkethed, der har omgærdet hele denne beslutning, og føler man kunne have haft fordel af at inddrage institutionerne på demokratisk vis inden beslutningen reelt var truffet. Vi tror desværre ikke på, at der med denne aftale sker forbedringer for børnene i København og kan frygte, at der kommer yderligere besparelser. Forligsparterne forpligter hinanden på besparelser, men på intet tidspunkt forpligter de sig til at finde midlerne allerede nu – til trods for at flertallet kunne have reserveret pengene med det samme. Så vi betragter dette som et rent spareforslag."

 

PROBLEMSTILLING

Børne- og Ungdomsudvalget har på sit møde den 20. juni 2007 (J.nr. 2007-41501) vedtaget en strategi om strukturtilpasning på institutions- og skoleområderne. Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre har den 14. august 2007 indgået et forlig om Fremtidens Institutioner og Skoler i Københavns Kommune. Med henblik på igangsættelse af hørings- og inddragelsesprocesserne fremlægges de konkrete strukturtilpasningsforslag for Børne- og Ungdomsudvalget.

 

LØSNING

Forliget om Fremtidens institutioner og skoler i København bygger på følgende:

1. Flere integrerede institutioner og bedre sammenhænge i børns og unges liv

Partierne er enige om at etablere flere integrerede institutioner, der giver større sammenhæng i børns og unges liv. Med større og mere aldersintegrerede institutioner kan der skabes stærkere faglige miljøer, større fleksibilitet og mindre sårbarhed overfor sygdom og udsving i børnetallet.  Aftalen nedbringer samtidig antallet af små, utidssvarende lejlighedsinstitutioner med få børn og uden legeplads.

 

2. Større og mere fagligt bæredygtige skoler

Partierne er enige om at etablere større og mere fagligt og økonomisk bæredygtige skoler. Fagligheden styrkes ved at give mulighed for, at flere lærere underviser i deres liniefag, samtidig med at undervisningen kan tilrettelægges fleksibelt i små grupper, klasser eller større hold. De større skoler sikrer samtidig mere stimulerende ungdomsmiljøer, og herunder også bedre muligheder for at tilbyde spændende valgfag.

 

3. Massiv investering i ny- og ombygninger til styrkelse af fagligheden og arbejdsmiljøet

Partierne er enige om, at de fusionerede skoler og institutioner skal sikres de bedst mulige fysiske rammer. Overalt hvor det er hensigtsmæssigt skal sammenlægninger følges op af egentlige fysiske fusioner. Partierne er endvidere enige om at arbejde for fornyelse af faglokaler, etablering og opdatering af pædagogiske centre, forberedelses- og mødefaciliteter, nye lærerværelser og andre personalerum samt udearealer. Forliget sikrer, at de fysiske rammer i højere grad end i dag understøtter ambitionerne fra Faglighed for Alle om at hæve fagligheden i institutioner og skoler. Partierne anerkender, at indbydende lokaler har positiv betydning for arbejdsglæde, motivation og engagement blandt børn og voksne, samt at anlægsinvesteringer kan styrke rammerne for både kernefag og valgfag. Disse intentioner søges tilvejebragt under budgetforhandlingerne.

 

4. Genopretningen af Børne- og Ungdomsforvaltningens økonomi færdiggøres

Partierne er enige om, at den igangværende genopretning af Børne- og Ungdomsforvaltningens økonomi også forudsætter en flerårig aftale om finansieringen, som kan sikre den nødvendige balance og stabilitet. Med gennemsigtighed i økonomien kan skoler og institutioner langt bedre levere kvalitet for pengene. Etableringen af færre og større enheder, justeringer i tildelingsmodeller og gennemførelsen af øvrige konkrete besparelser betyder, at der er ryddet op efter fortidens synder.

 

De konkrete forslag om nedlæggelse og sammenlægning af institutioner og skoler er beskrevet i bilag 2. De forslag som berører folkeskolerne, vil ved en eventuel vedtagelse blive indarbejdet i bilag III til styrelsesvedtægten for folkeskolerne. Skoleindskrivningen til det kommende skoleår foreslås som følge af hørings- og beslutningsfaserne vedr. ny skolestruktur flyttet til januar 2008 på samtlige skoler i kommunen, for at sikre ensartede vilkår for alle nye børn og forældre.

 

ØKONOMI

Med strukturforliget findes 120 mio. kr. ud af det samlede finansieringsbehov på 278,4 mio. kr. inden for BUUs ramme. Forligspartierne er herudover enige om i budgetforhandlingerne at arbejde for, at der tilføres 158 mio. kr. til BUUs budget for 2008, således at BUU ikke selv skal spare mere inden for områdets egen ramme i 2008. Strukturforligets driftsøkonomi er beskrevet i forligstekstens bilag 1.

Partierne bag strukturforliget er enige om, at forudsætningen for at skabe flere bæredygtige institutioner og skoler er massive anlægsinvesteringer, jf. forligstekstens bilag 2. Målet ved sammenlægning af institutioner er, at der skal sikres anlægsmæssige rammer for pædagogisk integration af to eller flere institutioner og aldersgrupper samt tidssvarende arealanvendelse.  Målet ved sammenlægning af to skoler er, at der etableres én ny fysisk sammenhængende skole. I de tilfælde, hvor det af fysiske, økonomiske eller andre årsager viser sig ikke at været muligt, er det målet at skabe én skole, som består at to bygninger, der hver især er indrettet med henblik på den bedst mulige understøttelse af det faglige indhold. Partierne er enige om, at hvis specialpladser bliver involveret i nogle af skolesammenlægningerne sikres det, at de får lige så gode fysiske forhold ved en anden placering. I forbindelse med sammenlægningerne er der enighed om, at der tillige skal investeres i sikring af et godt arbejdsmiljø for børn og voksne samt foretages investeringer, der understøtter læringen og den pædagogiske udvikling.

I forbindelse med forhandlingerne om Budget 2008 tages stilling til, hvor mange midler der afsættes til anlægsarbejder og finansieringen heraf.

 

VIDERE PROCES

Forslagene sendes i høring med en 8 ugers frist for fremsættelse af indsigelser i perioden 6. september til 1. november 2007. Hvis der kommer indsigelser i høringsperioden, kan vedtagelse af forslagene tidligst ske 4 uger efter udløbet af høringsfristen.

De respektive berørte parter høres: Forældre-, institutions- og skolebestyrelser, de faglige organisationer, paraplyorganisationerne for de selvejende institutioner, lokaludvalg, Fællesrådet for Folkeskolen, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og Klubber, Det Centrale Forældreforum, Fællespædagogisk Råd, Skole og Samfund, Københavns Forældrenetværk, Brug Folkeskolen og Danske Skoleelever. Forslagene vedr. skolerne offentliggøres desuden i de respektive lokalaviser med samme 8 ugers frist for fremsættelse af indsigelser.

Efter høringen behandles forslagene i BUU og ØU med forventet endelig behandling i BR den 29. november 2007. Dette sikrer, at forslagene kan være vedtaget i BR senest den 1. december 2007, hvilket er et krav efter folkeskoleloven, hvis ændringerne skal træde i kraft ved skoleårets begyndelse 2008/09.

Gennemførelsen af forslagene sker herudover i takt med, at de overenskomstmæssige, personalejuridiske og aftaleretlige forhold tillader dette, på institutionsområdet i løbet af 2008.

 

BILAG

1. Forlig om Fremtidens institutioner og skoler i Københavns Kommune, inkl. bilag

2. Faktaark over institutioner og skoler, som foreslås lukket, omlagt eller sammenlagt

 

                          Else Sommer                            Henriette Bjørn Nielsen

 



 

Til top