Mødedato: 15.01.2025, kl. 13:15
Mødested: Sluseholmen Skole, Ved Stigbordene 26, 2450 København SV

Medlemsforslag om opgørelse af normeringer på institutionsniveau

Se alle bilag

Det indstilles,

1. at Børne- og Ungdomsforvaltningen på baggrund af tilgængelige data og indberetninger fra de enkelte institutioner - herunder både kommunale og selvejende - udarbejder en opgørelse over normeringer på institutions-niveau. Data skal indhentes med en fastsat dato, fx pr. 15. marts 2025. Opgørelsen, som omfatter pædagogisk personale - jf. bestemmelserne i loven om minimumsnormeringer - skal foreligge for udvalget og offentligheden i juni 2025.

(Stillet af Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti)

Motivering

Den 1. januar 2024 trådte loven om minimumsnormeringer i daginstitutioner i kraft. Oprindeligt indgik det som en del af aftalen, at normeringer skulle opgøres på institutions-niveau men den del er siden ændret til, at normeringen i stedet opgøres som et årligt gennemsnit på kommune-niveau. Det skaber uigennemsigtighed omkring de reelle normeringer, da der derfor kan være stor forskel på normeringen fra institution til institution. Med dette forslag ønskes en opgørelse over de gældende normeringer på institutions-niveau. Af svar på politikerspørgsmål fra Katrine Hassenkam den 24. september 2024 og 8. oktober 2024 fremgår det, at normeringer ikke kan udregnes på baggrund af den gældende budgetmodel. Det vil derfor være nødvendigt, at de enkelte daginstitutioner indberetter de nødvendige data, så forvaltningen kan beregne de faktiske normeringer på institutions-niveau. Med forslaget beder vi om et enkelt nedslag, på en fastsat dato, som giver et billede af, hvordan normeringerne ser ud her et år efter, at loven trådte i kraft.

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 15. januar 2025:

Alternativet stillede forslag om tilføjelse af følgende supplerende at-punkt:

”2. at Børne- og Ungdomsforvaltningen vender tilbage til udvalget med en afdækning af forudsætningerne for at kunne opgøre ”normeringer i børnehøjde”, dvs. reelt brugt tid hos det pædagogiske personale med børnene”.

Ændringsforslaget blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 6 medlemmer: F, Ø og Å.

Ingen medlemmer stemte imod.

4 medlemmer undlod at stemme: A, C og V.

Medlemsforslaget blev herefter – med ovenstående tilføjelse - godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 6 medlemmer: F, Ø og Å.

Ingen medlemmer stemte imod.

4 medlemmer undlod at stemme: A, C og V.

Socialdemokratiet ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen, hvilket Det Konservative Folkeparti og Venstre tilsluttede sig: ”Vi har stor sympati for forslaget, men er bekymret for om kvaliteten af data bliver valid og har derfor ikke stemt for”.

Til top