Ny model for visitation til specialtilbud
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU)
- at der med virkning fra skoleåret 2026/27etableres en central visitation, der har fagligt og økonomisk ansvar for visitation til specialtilbud uden for almenområdet, jf. bilag 1.
Problemstilling
Det indgår i aftalen om budget 2025, at den nye visitationsmodel skal fastlægges af forligsparterne bag budget 2025 i efteråret 2024 med henblik på politisk behandling i Børne- og Ungdomsudvalget. I budgetaftalen er det bl.a. forudsat, at den nye visitationsmodel skal sikre en samlet faglig og økonomisk vurdering og et ensartet serviceniveau på tværs af kommunen. Forligsparterne har behandlet modellen d. 30. oktober 2024. Børne- og Ungdomsudvalget besluttede d. 13. november 2024 at udsætte beslutningen om den nye visitationsmodel, så den kan behandles parallelt med drøftelsen om den tværfaglige support.
Modeller for den tværfaglige support skal behandles på dette udvalgsmøde, jf. særskilt indstilling, og indstillingen om ny visitationsmodel genfremlægges derfor samtidig.
Løsning
Der etableres en central visitation med fagligt og økonomisk ansvar for visitation til specialtilbud uden for almenområdet. Dermed følger modellen anbefalingerne i specialanalysen om en kobling af økonomi og faglig vurdering i visitationen, der skal understøtte, at udgifterne til specialområdet holdes inden for de afsatte budgetrammer. Samlet skal den centrale visitation sikre et ensartet serviceniveau på tværs af kommunen, lovmedholdelige afgørelser og en bedre styring af økonomien på specialområdet samt understøtte og rådgive skolerne i forbindelse med støtteindsatser i almen. Visitationsmodellen udgør i samspil med de øvrige indsatser i BU30 om kapacitetsopbygning af almenområdet, et centralt element i at understøtte en bevægelse, hvor flere børn og unge fremadrettet kan have deres hverdag i almenområdet og færre får behov for specialtilbud uden for almen.
Den centrale visitation får sammen med supporten en rolle i at understøtte den årlige stillingtagen til, om eleven kan tilbagesluses til almenskole fra specialskole. Ansvaret for revisitation og tilbageslusning af elever fra specialtilbud til almentilbud ligger fortsat hos specialskolelederen.
Visitationsmodellen implementeres, så den gælder for visitationer til skoleåret 26/27. Modellen er nærmere beskrevet i bilag 1.
Et tættere samspil mellem support og visitation indgår i oplægget om ny supportmodel på udvalgsmødet, jf. særskilt indstilling herom. Det handler bl.a. om, at:
- Supportmedarbejderne indgår i langt højere grad i opgaveløsningen på skolerne, og de lokale ledere kan prioritere supportmedarbejdernes opgaver i den tid de er på skolerne.
- Supporten kan gå i dialog med visitationen, om der er basis for at arbejde frem mod et segregeret tilbud – eller om der i stedet skal sigtes mod specialpædagogisk bistand i barnets almenskole. Det kan også omfatte fælles dialog med forældre.
- Supporten hjælper fortsat skolen med at samle materiale til visitationsindstillingen og hjælper med at udarbejde vurderinger og afgørelse for tilbud i almenskoler. Visitationen får desuden en øget rolle i rådgivning af support og skoler om lovmedholdelighed.
- Visitation kan gå i dialog med skoler om mønstre i skolernes praksis med at indstille til specialtilbud. Tilbageløbet skal især ske til skolelederne, så de kan ændre skolens praksis, hvis der er behov for det, men supporten kan også spille en rolle heri.
Politisk handlerum
Væsentlige ændringer af modellen vil kræve en fornyet behandling af forligsparterne bag budget 2025.
Økonomi
Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis udvalget godkender indstillingen, går forvaltningen videre med at implementere den nye model for visitationen.
Tobias Børner Stax Mette Seneca Kløve
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 15. januar 2025:
Alternativet stillede følgende ændringsforslag til erstatning for indstillingens 1. at-punkt:
ÆF1: ”1. at Børne- og Ungdomsforvaltningen vender tilbage med en ny indstilling til udvalget, hvor a) der med virkning fra skoleåret 2026/2027 etableres en central visitation, der tager udgangspunkt i en faglig vurdering angående visitation til specialtilbud uden for almenområdet og b) det økonomiske ansvar for visitation til specialtilbud uden for almenområdet placeres andet steds end hos den centrale visitation”.
Ændringsforslaget (ÆF1) blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 1 medlem: Å.
Imod stemte 9 medlemmer: A, C, F, V og Ø.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten stillede forslag om tilføjelse af følgende supplerende at-punkt:
ÆF2: ”2. at barnet altid skal blive tilbudt den støtteindsats som findes fagligt nødvendig”.
Et enigt udvalg godkendte efter afstemning ændringsforslaget (ÆF2).
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten stillede forslag om tilføjelse af følgende supplerende at-punkt:
ÆF3: ”3. at økonomi aldrig må være en barriere for at barnet modtager det tilbud som findes nødvendigt”.
Et enigt udvalg godkendte efter afstemning ændringsforslaget (ÆF3).
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten stillede forslag om tilføjelse af følgende supplerende at-punkt:
ÆF4: ”4. at forvaltningen vender tilbage med en model for, hvordan væsentlige repræsentanter for forældre og børn med specialpædagogiske behov som fx ADHD og Autismeforeningen, inddrages".
Et enigt udvalg godkendte efter afstemning ændringsforslaget (ÆF4).
Indstillingen blev med ovenstående tilføjelser godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 9 medlemmer: A, C, F, V og Ø.
Imod stemte ingen.
1 medlem undlod at stemme: Å.
Alternativet ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: ”Det bør tilstræbes, at den centrale visitation udelukkende laver en faglig vurdering af behovet for visitation til specialtilbud uden for almenområdet. Således bør visitationen ikke styre ud fra den planlagte omlægning af midler i budgetnotat 30 (”Mangfoldige Børnefællesskaber”) fra specialområdet til almenområdet, der beløber sig til 32 mio. kroner i 2026, 82 mio. kroner i 2027 og 133 mio. kroner i 2028. Forvaltningen bør derfor vende tilbage med en justeret indstilling til udvalget, hvor det væsentlige ansvar for budgetoverholdelse placeres andre steder end hos den centrale visitation. Set i lyset af de store usikkerheder i modellen og de på forhånd indlagte besparelser på specialrammen, stemmer Alternativet blankt til visitationsmodellen, om end vi bakker op om de større sigtelinjer bag mangfoldige børnefællesskaber.”
Enhedslisten ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen, hvilket Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Venstre tilsluttede sig: ”Vi stiller os bag principperne i den centrale visitationsmodel og en mere smidig proces med hurtigere adgang til det rette tilbud og støtte for det enkelte barn. Den omstilling, som ”Mangfoldige Børnefælleskaber” sætter retningen for, kræver, at både Børne- og Ungdomsforvaltningen og Børne- og Ungdomsudvalget har mulighed for at følge økonomien tæt og hurtigt konstatere, hvis der er et skred i forhold til den økonomiske ramme, som forligspartierne har besluttet med BU30. Det er med den begrundelse og forventning om - som udvalg - at blive holdt løbende underrettet om både økonomi og den faglige udvikling, at vi vedtager en visitationsmodel, som samler det faglige og økonomiske ansvar. Det er afgørende for os, at det til enhver tid er den faglige vurdering, som ligger til grund for hvilket tilbud og støtte, et barn visiteres til. Et samlet Børne- og Ungdomsudvalg har i forbindelse med vedtagelsen af ”Mangfoldige Børnefællesskaber” sendt et klart signal om, at vi ikke ønsker kvotetænkning. Med denne vedtagelse af model for visitation følger derfor også en klar politisk udmelding om, at princippet om ikke at sætte en procentuel målsætning for andelen af elever i specialtilbud også gør sig gældende i forhold til den fremtidige visitationsmodel”.