Organisering af Murergården
Indstilling
Børne-og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at der indgås en driftsoverenskomst med institutionen Murergården, og at institutionen overgår til selvejende drift, forventeligt den 1. januar eller 1. februar 2023.
Problemstilling
Murergården er en integreret institution på Nørrebro med børn i alderen 0-6 år og 10-14 år.
Murergården vil gerne overgå til selvejende drift, da institutionen ikke ønsker at indgå i den kommende klyngestruktur. Murergården er den eneste kommunale institution, som har både dagtilbud og fritidstilbud, og institutionen passer derfor ikke ind i den kommende organisering af hhv. dagtilbud og fritid.
På baggrund af BUU's beslutning den 24. november 2021 kræver en overgang til selvejende drift bl.a., at den pågældende institution lever op til krav om kvalificeret flertal i personalegruppe og forældreråd, samt at øvrige forældreråd i klyngen ikke aktivt siger nej til overgangen.
Løsning
BUU har tidligere haft Murergårdens mulige overgang til selveje i høring i foråret 2022 og i efteråret 2022, så borgere og andre aktører har kunne tilkendegive deres holdning. På baggrund af høringen i efteråret 2022 besluttede BUU den 12. oktober 2022, at den formelle proces for overgang skal igangsættes.
Jf. vejledningen for overgang til selveje (bilag 2) medfører dette, at institutionen skal leve op til følgende krav:
- Institutionen skal sikre et kvalificeret flertal hos både forældreråd og samlet personalegruppe (medarbejdere + ledelse)
- Institutionens forældreråd skal kontakte klyngebestyrelsen om overgang. Klyngebestyrelsen skal herefter udsende en høring til klyngens øvrige forældreråd. I høringen må der ikke være et flertal af forældreråd, som aktivt siger nej til overgangen.
- Der skal sikres kontakt mellem personale, BUPL, LFS og evt. andre relevante fagforeninger, som kan informere om vilkår for personalet ved en eventuel overgang. Det gælder også for personale, som ikke skifter overenskomst ved overgang til selvejende drift.
- Institutionen skal undersøge ejerforholdene på institutionens lokaler, og det skal afklares, om det er muligt at fortsætte institutionsdrift i lokalerne som selvejende institutionsenhed.
- Der skal udarbejdes en overordnet beskrivelse af den kommende institutions pædagogiske vision (bilag 1).
- Hvis institutionen ønsker at indgå i en selvejende klynge eller netværk, så skal den kommende klynge eller netværk fremsende en skriftlig tilkendegivelse om dette.
Forvaltningen har nu modtaget dokumentation for opfyldelse af ovenstående krav, herunder at der er sikret et flertal hos forældreråd og personalegruppe, samt at klyngens øvrige forældreråd ikke har sagt nej til overgangen. Endeligt har Murergården - jf. ovenstående krav - fremsendt en beskrivelse af institutionens pædagogiske vision, som fremgår af bilag 1. Derfor indstilles det, at Murergården overgår til selvejende drift.
Det forventes, at overgangen til selvejende drift sker pr. 1. januar 2023 eller senest pr. 1. februar 2023 - afhængigt af behandlingstiden for virksomhedsoverdragelsen.
Overgangen til selveje har ikke betydning for Murergårdens lokaler, som Københavns Kommune lejer af DAB. Lokalerne vil forsat blive stillet til rådighed for institutionen efter overgang til selveje.
På fritidsdelen er Murergården øjeblikkeligt organiseret i en forsøgsordning med fire andre kommunale enheder på Nørrebro. Murergården vil med overgangen til selvejende drift træde ud af forsøgsordningen.
På BUU-mødet den 12. oktober 2022 ønskede Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet følgende tilført beslutningsprotokollen: ”Der har længe været et ønske fra Murergården om at få etableret ungdomsklubaktiviteter i forlængelse af fritidsklubben, og der mangler flere tilbud og faciliteter til unge på Indre Nørrebro. Derfor bør det ved kommende budgetforhandlinger sikres, at institutionen i driftsoverenskomsten med Københavns Kommune også får tilført ungdomsklubpladser”, jf. bilag 3.
Hvis der i kommende budgetaftaler sikres finansiering til dette, vil forvaltningen i samarbejde med institutionen opdatere driftsoverenskomsten.
Økonomi
Intet yderligere.
Videre proces
Intet yderligere.
Tobias Børner Stax Sti Andreas Garde
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 14. december 2022:
Indstillingen blev godkendt.
Enhedslisten og Socialdemokratiet ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: ”Der har længe været et ønske fra Murergården om at få etableret ungdomsklubaktiviteter i forlængelse af fritidsklubben, og der mangler flere tilbud og faciliteter til unge på Indre Nørrebro. Derfor bør det ved kommende budgetforhandlinger sikres, at institutionen i driftsoverenskomsten med Københavns Kommune også får tilført ungdomsklubpladser”.