Sænkning af rumtemperatur i daginstitutioner og øvrig energibesparende adfærd
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at kommunale og selvejende daginstitutioner skal sænke rumtemperaturen til 21 grader.
- at orienteringen om en række øvrige energibesparende tiltag tages til efterretning.
Problemstilling
Energisituationen i Europa er udfordret, og det betyder øgede udgifter til el og gas. Det omfatter også Børne- og Ungdomsforvaltningens enheder. Derfor har forvaltningen fokus på, hvordan enhederne kan sænke energiforbruget og energiudgifterne.
Udvalget har tidligere friholdt børnehaver fra at sænke rumtemperaturen til 19 grader ifm. implementeringen af energispareplanen den 12. oktober 2022.
Forvaltningen har siden da identificeret energibesparende tiltag på en række områder på tværs af skole- og dagtilbudsområdet.
Der er behov for, at udvalget træffer beslutning om det nye tiltag, der vedrører rumtemperaturen på daginstitutioner, da forslaget medfører et krav, som har indflydelse på rammer og serviceniveau for BUF’s tilbud. Derudover orienteres udvalget om øvrige tiltag, som omfatter opfordringer til energibesparende adfærd.
Løsning
Sænkning af rumtemperatur på daginstitutioner
Det er Sundhedsstyrelsens anbefaling, at rumtemperaturen i daginstitutioner er 20–22 grader ved let bevægelse. Derfor foreslår forvaltningen, at temperaturen fastsættes til 21 grader på alle institutioner.
Forvaltningen har gennemført en analyse af rumtemperaturen på 56 daginstitutioner, hvor det konstateres, at 75% af institutionerne har en rumtemperatur på 22 grader eller højere.
Rumtemperatur. [°C] |
Andel |
20-20,9 |
4% |
21-21,9 |
21% |
22-22,9 |
32% |
23-23,9 |
36% |
24-24,9 |
7% |
Ved antagelse af, at disse forholdstal er repræsentative for hele BUF, forventes det, at der ved sænkning til 21 grader på alle institutioner kan opnås en samlet besparelse på varmeudgifterne.
Forslaget udmeldes via Ugepakken til kommunale og selvejende institutioner, hvori der medfølger en guide til, hvordan termostaterne skal indstilles. Dette gøres i samarbejde med gårdmandskorpset. For institutioner uden tilknyttet gårdmandskorps vil centralforvaltningen kunne bistå med indstilling af termostater efter behov.
Tiltag til øvrig energibesparende adfærd
Forvaltningen har herudover identificeret en række adfærdsregulerende tiltag, der kan medvirke til at nedsætte energiforbruget. Tiltagene henvender sig til de enkelte medarbejdere og ledere på skoler og dagtilbud. Tiltagene omfatter:
- reduktion i standby-forbrug,
- stop for brug af tørreskabe og
- energieffektiv mad på skoler og dagtilbud.
I forhold til standby-forbrug, så anbefaler forvaltningen, at pc- og storskærme, kaffeautomater, stationære pc’er, projektere og printere så vidt muligt slukkes helt efter endt brug. Derudover anbefaler forvaltningen, at institutioner stopper med brug af tørreskabe. Anbefalingerne udmeldes via Ugepakken til skoler og dagtilbud.
Ved formidling af energibesparende tiltag om brug af køkkener på dagtilbud og skoler, antages det, at der kan opnås en reduktion i køkkenernes energiforbrug på 10-20 %. Det omhandler f.eks. opfordring til optimeret brug af ovne, flere retter på komfur og forslag til mere energieffektive menu-sammensætninger. Tiltaget formidles via den eksisterende understøttelse af madordningerne, dvs. via den madfaglige rådgivning i køkkenerne og det digitale redskab til menuplanlægning (Børnemenuen). Derudover kan der igangsættes målrettede kurser og evt. E-læring.
Økonomi
Det kan medføre yderligt øgede energiudgifter såfremt indstillingen ikke godkendes.
Videre proces
Intet yderligere.
Tobias Børner Stax Sti Andreas Garde
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 14. december 2022:
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning, idet udvalget ønskede en anbefaling om at begrænse brugen af tørreskabe i stedet for at stoppe brugen af tørreskabe.