B-sag: Aflæggelse af anlægsregnskaber 2022
Børne- og Ungdomsudvalget får med denne indstilling 50 anlægsregnskaber til godkendelse med henblik på, at de forelægges til godkendelse i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. Regnskaberne har et samlet mindre-forbrug på 25,3 mio. kr., som skal tilbageføres til Kassen.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU), at udvalget over for Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR) anbefaler,
- at anlægsregnskaberne godkendes, jf. bilag 1
- at mindre-forbrug på BUF's anlægsbevilling afregnes med Kassen
Problemstilling
Staten stiller krav om, at der skal aflægges anlægsregnskab for kommunale anlægsprojekter senest med udgangen af det regnskabsår, hvor projektet er færdiggjort. BUU skal godkende vedlagte regnskaber for BUF’s anlægsprojekter, som herefter skal godkendes i ØU og BR.
I Københavns Kommune aflægges der særskilte anlægsregnskaber for anlægsprojekter på over 2,0 mio. kr., mens regnskaber for projekter under 2,0 mio. kr. vedlægges årsregnskabet. Derfor skal BUU med denne indstilling behandle 50 særskilte regnskaber for projekter over 2,0 mio. kr., mens forvaltningen forventer at vedlægge 20 regnskaber til årsregnskabet 2022.
Mindreforbrug på anlægsprojekter, som ikke er omfattet af en overskuds-/underskudsmodel (OU-model), skal tilføres Kassen. BUF fik indført en OU-model i marts 2022. 49 ud af de 50 vedlagte anlægsregnskaber blev afsluttet før marts, hvorfor det samlede mindreforbrug vedr. anlægsprojekterne skal afregnes med Kassen.
Løsning
BUF aflægger med denne indstilling regnskab for 50 anlægsprojekter, mens det forventes, at 20 regnskaber vedlægges årsregnskabet 2022. BUF opfylder dermed kravet om rettidig regnskabsaflæggelse.
BUF’s anlægsprojekter er en blanding af forskellige typer af projekter. En stor del af dem vedrører indretning og montering i forbindelse med større anlægsprojekter, hvor ØKF står for selve byggeriet. BUF´s andel af budgettet anvendes til rådgivning, indvendig vedligeholdelse, montering og inventar, renoveringsprojekter og investeringscases.
Der aflægges regnskab for 24 projekter der vedrører indretning og montering. Derudover aflægges 13 regnskaber for renoveringsprojekter, hvor BUF selv har bygherreansvaret fx legepladser, skoler og/eller daginstitutioner. Endvidere aflægges 5 regnskaber, som vedrører genhusning og tidlig opstart, mens de sidste 8 regnskaber vedrører investeringsdelen af investeringscases.
ØU og BR besluttede i marts 2022 efter anmodning fra BUU at indføre en overskuds-/underskudsmodel (OU-model) i BUF på bygningsrelateret anlæg med afhængigheder til Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID) og Byggeri København (ByK). Puljer til eksempelvis uderum og kapacitetsafhjælpende foranstaltninger er ikke en del af modellen. Med modellen kan projekter med et mindre-forbrug finansiere merforbrug på andre projekter. OU-modellen skaber dermed en mere smidig eksekvering af anlægssagerne i BUF.
Eftersom 49 af de anlægsregnskaber der aflægges nu, er fra før marts 2022, og dermed før indførelsen af modellen, skal det samlede mindre-forbrug vedr. anlægsprojekterne på i alt 25,3 mio. kr. tilbageføres til Kassen. Et anlægsprojekt er afsluttet efter marts 2022 med et mindre-forbrug på 1,9 mio. kr., hvilket derfor forbliver på BUU's anlægsbudget.
Regnskabsresultatet på projektniveau fremgår af tabel 1 og tabel 2 i bilag 1.
Fællesadministrativ Forretningsgang for anlæg som er administrativt besluttet i Økonomikredsen i ØKF, tilsiger at merforbrug over 5 pct. håndteres inden der aflægges anlægsregnskab, men da der samlet set er et mindre-forbrug på 25,3 mio. kr. på de særskilte regnskabsaflagte projekter, er det aftalt med Økonomiforvaltningen, at mer- og mindre-forbrug afregnes samlet med Kassen i forbindelse med årsafslutningen.
Der er afvigelser på over 5 pct. på i alt 28 anlægsprojekter. Afvigelsesforklaringerne er uddybet i de individuelle anlægsregnskaber.
Økonomi
De 49 anlægsprojekters nettomindre-forbrug på 25,3 mio. kr. leveres tilbage til Kassen.
Mindre-forbrug på 1,9 mio. kr. til ét anlægsprojekt indgår i BUU’s OU-model, og mindre-forbruget bliver derfor på BUU’s anlægsbudget.
Videre proces
Efter BUU's behandling af sagen forelægges anlægsregnskaberne ØU og BR til godkendelse og sendes efterfølgende til Intern Revision samt Center for Økonomi i ØKF.
Tobias Børner Stax Sti Andreas Garde
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 14. december 2022:
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.