B-sag: Bevillingsmæssige ændringer pr. oktober 2018
Udvalget skal tage stilling til bevillingsmæssige ændringer pr. oktober 2018.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at udvalget godkender forslag til interne omplaceringer pr. oktober 2018 inden for Børne- og Ungdomsudvalgets egen ramme.
- at udvalget godkender forslag til eksterne omplaceringer til/fra andre udvalg pr. oktober 2018 med henblik på senere behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Problemstilling
Bevillingsmæssige ændringer foretages fire gange årligt og vedrører budgetmæssige omplaceringer indenfor og/eller mellem udvalg. Omplaceringerne skal godkendes af Borgerrepræsentationen, hvis der er tale om omplaceringer mellem udvalg.
Løsning
Formålet med bevillingsmæssige ændringer er at sikre en løbende opfølgning på udviklingen i udvalgenes økonomi, så budget og regnskab matcher hinanden. Bevillingsmæssige ændringer er et styringsmæssigt princip, da forbrug og budget ligger samme sted på samme bevillinger. Ændringerne bidrager til at sikre en optimering af økonomistyringen og et retvisende regnskab. Dette er i tråd med den interne såvel som den eksterne revisions anbefalinger.
Der foretages tre typer omplaceringer – interne omplaceringer inden for Børne- og Ungdomsudvalgets egen ramme, eksterne omplaceringer til/fra andre udvalg samt omplaceringer indenfor anlægsområdet med Byggeri København.
Der er to grunde til at omplacere budget mellem udvalgets forskellige bevillingsområder, henholdsvis aktivitetsudvikling og teknisk omplacering.
Aktivitetsudvikling
- Budgettet skal stemme overens med den forventede aktivitet, bevillingsmodeller og øvrig udmøntning af det vedtagne budget. Det betyder blandt andet, at hvis det forventede forbrug er større end budgettet på et bevillingsområde, skal der omplaceres budget fra et eller flere bevillingsområder med forventet mindreforbrug.
Teknisk omplacering
- Omplacering af budget fra et bevillingsområde til et andet, hvis der er flytning af opgaver eller ændret bogføringspraksis mellem bevillingsområder.
Samlet medfører omplaceringerne en opskrivning af Børne- og Ungdomsudvalgets 2018 driftsramme med 15,9 mio. kr. og en nedskrivning af anlægsrammen med 7,2 mio. kr., jf. tabel 1.
De bevillingsmæssige ændringer er uddybet i bilag 1 og 2, hvor bilag 2 er en del af afleveringskravet til Økonomiforvaltningen.
Der er tale om henholdsvis etårige og flerårige/varige omplaceringer, der skal sikre, at budgettet er korrekt placeret i forhold til forbruget. Der er således forskellige typer omplaceringer, hvor de etårige omplaceringer udelukkende gælder i 2018, mens de flerårige gælder i en længere årrække, og de varige er vedblivende.
Tabel 1: Samlede omplaceringer i 2018
Note: når tallene i tabellen er i minus betyder det, at der er tale om en nedskrivning af rammen.
Omplaceringer mellem Børne- og Ungdomsudvalgets bevillingsområder i indeværende år (etårige)
I løbet af året kan der opstå et behov for at flytte midler fra et af udvalgets bevillingsområder til et andet. Omflytningerne er beløbsneutrale.
Der er primært tale om flytning af budget fra undervisningsrammen til specialundervisningsrammen. I sagen om bevillingsmæssige ændringer pr. august (BUU 15.8.2018) blev der flyttet budget fra specialundervisningsrammen til undervisningsrammen. Dette skyldtes, at specialundervisningsrammen finansierer de alternative tilbud til dagbehandling og specialundervisning (Skoleflex og BUF-Flex), som udbydes af almene skoler til elever, der har brug for ekstra støtte – men ikke skal i specialskoletilbud/dagbehandling. I stedet for at ekskluderes til et specialskoletilbud/dagbehandling fortsætter eleverne på egen almenskole, som tildeles ekstra midler til at inkludere eleven. Det faktiske antal elever har vist sig at være mindre end forventet ved 3. regnskabsprognose, og budgettet tilpasses derfor.
Omplaceringer mellem udvalg i indeværende år (etårige)
Børne- og Ungdomsudvalget modtager samlet set 2,5 mio. kr. i driftsmidler. Det skyldes primært, at udvalget modtager midler til mad på alle skoler (EAT ordning) fra Økonomiudvalget, der blev afsat med budget 2014.
Der overføres 7,2 mio. kr. i anlægsmidler til Byggeri København. Anlægsmidler tildeles til Børne- og Ungdomsudvalget i forbindelse med budgettet og overføres til Byggeri København eller Københavns Ejendomme og Indkøb i forbindelse med, at projekterne gennemføres. Midlerne skal anvendes til tidlig opstart af daginstitutioner i pavilloner.
Omplaceringer mellem Børne- og Ungdomsudvalgets bevillingsområder (varige)
Som ved de etårige omplaceringer mellem udvalgets bevillingsområder er de varige omplaceringer også beløbsneutrale. Omplaceringerne skyldes primært, at der flyttes et forkert placeret huslejebudget fra dagtilbudsrammen til undervisningsrammen. Herudover samles midler vedr. Koncern IT’s servicekatalog på administrationsrammen.
Omplaceringer mellem udvalg (varige)
Børne- og Ungdomsudvalget modtager samlet set 13,5 mio. kr. i driftsmidler. De varige omplaceringer skyldes primært, at udvalget modtager huslejebudget fra Københavns Ejendomme og Indkøb til nye skolebygninger på Grøndalsvænget Skole og Europaskolen.
Økonomi
Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår med denne sag, at Børne- og Ungdomsudvalgets driftsramme opskrives med 15,9 mio. kr. og anlægsrammen nedskrives med 7,2 mio. kr.
Videre proces
Sagen forventes behandlet i Økonomiudvalget den 20. november og i Borgerrepræsentationen den 13. december 2018.
Tobias Børner Stax / Sti Andreas Garde
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 14. november 2018:
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.