Mødedato: 14.11.2007, kl. 08:15

Pladssituationen på 0-6 års området

Se alle bilag

Pladssituationen på 0-6 års området

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 14. november 2007

 

 

6.      Pladssituationen på 0-6 års området   J.nr. 2007-86676

 

 

 

Pasningsgarantien på 0-6 års området er under pres. Den primære årsag er, at der har været en del udfordringer i forbindelse med udbygninger og etablering af nye institutioner, hvorfor problemet er synligt i de områder, hvor der er stor boligudbygning. Der er iværksat tiltag, som har løst ventelistesituationen på kort sigt; men der skal formuleres en generel løsning, hvis en overholdelse af pasningsgarantien skal kunne fremtidssikres.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1.                  at orienteringen tages til efterretning

2.                  at forældre, som har fået tilbudt plads med mindre end 1 måneds overskridelse af fristen ikke modtager kompensation

3.                  at der sker en fast månedlig monitorering af pladssituationen frem til marts

4.                  at der vedtages en ændring af pasningsgaranti-definitionen med henblik på akutsituationer på garantiventelisten

5.                  at forvaltningen fremlægger en samlet analyse af, hvilke måder man kan strukturere optag på ventelisten primo 08

 

Problemstilling

I oktober 2007 (uge 43), har forvaltningen oplevet den første overskridelse af pasningsgarantien siden dens indførelse i 2005. Pasningsgarantien kunne ikke overholdes på Amager, hvor der har været en voldsom boligudbygning og, hvor der samtidig har været en række forsinkelser i projekterede dagtilbudsudbygninger. Det har indtil uge 43 været muligt i dialog med forældrene og institutionerne at finde løsninger, men det er nu vurderingen, at pasningsgarantien ikke kan holdes i alle distrikter fremover, medmindre der gennemføres flere generelle tiltag (det næste område, der kan komme under pres vil være Sydhavn/Kongens Enghave-Vesterbro).

Presset på ventelisten skyldes på Amager primært, at der på grund af en fordyret licitationsproces og forældreønsker er forsinkelser på tre institutionsprojekter: Gyldenrisparken, Hestedroschen samt Islands Brygge 35. Et fjerde projekt er i øjeblikket stoppet af Herlev Kommune, som ikke ønsker, at København skal anvende en grund i kommunen til udflytterbørnehave.

Gyldenrisparken og Hestedroschen skulle have været klar i 2007, hvilket ville give mere end 4 nye grupper, mens Persillehaven (udflytterprojekt i Herlev) skulle have stået færdigt i starten af 2008 (min. 50 børnehavepladser) og IB35 i løbet af 2008 (fire grupper svarende til mellem 48 og 88 børnehavebørn).

Årsagen til de manglende pladser er altså udskudte projekter. Forvaltningens behovsprognose har vist sig at være et godt redskab, da man netop har forsøgt at udbygge med pladser efter det behov, som denne har vist. Men i og med, at man har valgt en styringsmodel, hvor man ikke kalkulerer med at have en vis overkapacitet af pladser, så giver det akutte problemer, så snart der er forsinkelser i planlagt etablering af pladser.

Udover udskudte projekter tegner der sig en generel udfordring med at rekruttere personale. Et par nyetablerede institutioner har således på grund af rekrutteringsproblemer måttet opgive at åbne samtlige stuer, og i eksisterende institutioner er der stuer, som midlertidigt har været lukket og ikke har kunnet genåbnes, da der var behov for det. Disse stuer er nu på Amager åbnet op med pædagoger fra et vikarbureau (jf. bilag 1).

Inden for de næste to måneder er der akut behov for ca. 40 pladser for børn der pt. står på garantilisten på Amager, (de børn, der skal være sikret en plads seneste to måneder efter de er skrevet på ventelisten se bilag 2). Der er hele tiden tilgang til garantiventelisten, hvorfor tallet kan stige.

 

Det nødvendige antal pladser til Amager skal ifølge kommunens pasningsgarantidefinition findes i distrikterne Amager og Indre By.

 

Løsning

Overholdelse af pasningsgarantien kræver reelt et mindre overskud af pladser. Kravet skærpes alt efter, hvordan kommunen vælger at definere garantien. Københavns Kommune har valgt at definere "rimelig afstand" som svarende til max. 4 kilometer fra bopæl, skønt lovkravet alene sigter på kommunen under ét. Hvis man vælger at fravige kravet om maksimalt 4 kilometer, vil det i konkrete situationer være muligt at tilbyde børnene plads længere væk og dermed overholde pasningsgarantien.

Ventelisterne på Amager er generelt set under stort pres, og forvaltningen har derfor arbejdet på at etablere yderligere pladser. Etableringen af flere pladser deler sig i to etaper, det vil sige på kort og længere sigt (jf. bilag 1).

Da etableringen af pladser tager en vis tid - primært fordi det kræver ansættelse af flere medarbejdere - vil det være hensigtsmæssigt, hvis man vedtager en akutmulighed i forbindelse med nødsituationer på garantiventelisten, der både skal gælde på Amager, men også andre steder i af byen, hvor man (f.eks. Kongens Enghave/Vesterbro) grundet de nuværende udbygningsmuligheder og den stramme økonomistyring fremover må forvente tilsvarende forsinkelser i byggeprojekter. Den ændrede definition foreslås at lyde:

At barnet sikres pasning inden for to måneder så tæt på hjemmet som muligt. Det vil sige som udgangspunkt i eget distrikt eller nabodistrikt, men hvis ikke dette er muligt så i en af byens andre dagtilbud, som ligger længere væk.

I praksis skal den ændrede definition implementeres ved:

 

·        De forældre, som vælger at skrive deres barn på garantiventelisten, vil få skrevet deres barn op til en plads i eget eller nabodistrikt dog maksimalt 4 kilometer fra bopælen (som nu)

·        Som noget nyt bliver barnet samtidig automatisk også skrevet op til en plads, der er placeret mere end 4 kilometer fra bopælen

·        Vælger forældrene at tage imod en plads som ligger mere end 4 kilometer fra bopælen, beholder barnet sin opskrivning til en plads i en specifik institution

·        Hvis forældrene har fået tilbud om en garantiplads over 4 kilometer fra bopælen, og takker nej, beholder barnet sin opskrivning på både garantiventelisten og det specifikke institutionsønske. Garantien betragtes dog som overholdt – og opskrivningen som alm. generel distriktsopskrivning.

 

Hvis forældrene har fået tilbud om en garantiplads under 4 kilometer fra bopælen, og takker nej, gælder de nuværende regler, hvilket vil sige, at barnet så kun er skrevet op til den specifikke institution.

En eventuel ændring kan træde i kraft fremadrettet fra det øjeblik, hvor den er offentliggjort. Dog kan den kun gælde for de forældre, der ikke har skrevet sig på garantiventelisten efter de nuværende vilkår.

Børnene på garantiventelisten kan ikke, med de nuværende ventelisteregler, springe andre børn på ventelisten over, da man får plads til 0-2 års tilbud efter opskrivningstidspunkt ikke efter alder. Det skal derfor i en analyse af ventelistereglerne ydermere vurderes, om der kan ændres ved dette uden at bryde med det generelle princip om gennemsigtighed på ventelisten. Forvaltningen fremlægger en sådan analyse primo 2008.

                     

Økonomi

De pladser, der etableres udover institutionernes udmeldte budget efter skriftlig aftale med Den centrale Pladsanvisning, finansieres via midler til ikke-etablerede pladser på 0-6 års området. Hvis ikke pasningsgarantien overholdes kræver dette, at forældrebetalingen på alle pladser på 0-6 års området reduceres og, at de forældre, der ikke har fået plads til tiden modtager fuld kompensation. Der kan i særlige tilfælde gives dispensation for disse to forhold, hvis pågældende forældre inden for en måned modtager tilbud om plads (jf. de relevante paragraffer i bilag 3).

Angående de forældre, hvor pasningsgarantien indtil nu har været overskredet, så har de modtaget plads inden for to måneder, men ikke inden for fire kilometer, Endvidere har de efterfølgende modtaget tilbud om plads inden for afstandskriteriet. Derfor indstiller Børne- og Ungdomsforvaltningen, at der ikke på nuværende tidspunkt er nogen forældre, der skal modtage fuld kompensation. Det må dog forventes, at mindst et forældrepar vil vælge at klage over denne vurdering til højere instans.

 

Videre proces

Fast monitorering: Forvaltningen følger løbende kapacitetsbehovet. Børne- og Ungdomsudvalget vil månedsvis blive orienteret om situationen på Amager foreløbig frem til marts, hvor det forventes, at der med de planlagte tiltag vil kunne opretholdes pasningsgaranti inden for to måneders fristen. Tilsvarende vil der være en månedlig afrapportering for andre bydele, hvor garantiventelisten kan komme under pres.

Personalesituationen: Forvaltningen fremlægger en model for muligheder i forbindelse med tiltag omkring øget rekruttering, f.eks. i forbindelse med, at man tilbyder institutioner, der rekrutterer mange pædagogmedhjælpere et beløb til merituddannelsesforløb. Dette beløb kan afsættes inden for rammerne af Rekrutteringspuljen, som forventes fortsat i Børneplan II perioden.                

Analyse af ventelistereglerne: Der fremlægges en analyse af den nuværende pladsanvisningsmodel med henblik på at afdække fordele og ulemper ved den nuværende model og fremkomme med forslag til ændringer, der bedre kombinerer kravet om pasningsgaranti med en stram økonomi- og kapacitetsstyring.              

 

Bilag

1.      Etablering af pladser på Amager på kort og på langt sigt.

2.      Amager/Ekstrapladser

3.      Uddrag af dagtilbudsloven omkring overholdelse af pasningsgarantien.

4.      Medlemsforsl ag om pladssituationen på Amager (BUU den 24. oktober 2007).

5.      Planlagte projekter og forklaring på forsinkelse på Amager

 

                                        Else Sommer                          Henriette Bjørn Nielsen         

 

 

 

 



 

Til top