Reduktion af sygefravær i forvaltningen - og anvendelse af midler til en indsats for øget trivsel
Reduktion af sygefravær i forvaltningen - og anvendelse af midler til en indsats for øget trivsel
Børne- og Ungdomsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 13. december 2006
17. Reduktion af sygefravær i forvaltningen - og anvendelse af midler til en indsats for øget trivsel
J.nr. 2006-4354
INDSTILLING OG BESLUTNING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
at udvalget godkender forslag om konkrete indsatser, der kan være med til at nedbringe sygefraværet i Børne- og Ungdomsforvaltningen, samt udlægning af midler til skoler og institutioner
at udvalget beslutter hvorledes midler til nedbringelse af sygefraværet skal fordeles mellem skoler og institutioner
Indstillingens første "at" blev godkendt.
Vedr. andet "at" vedtog udvalget model 2 om fordeling efter institutionens størrelse beregnet ud fra personalebudgettet.
RESUME
Ved at reducere sygefraværet med 1-2 dage i 2007 skal der hentes besparelser. En reduktion af forvaltningens sygefravær udmøntes i en reduktion af lønsumsbudgetterne. Med vedtagelsen af budget 2007 i Borgerrepræsentationen den 5. oktober 2006 er det besluttet at tilbagerulle noget af besparelsen (10 mio. kr.) til initiativer, der skal nedbringe sygefraværet i vuggestuer, børnehaver, fritidshjem og klubber. Dette dels for at sikre at der lokalt arbejdes aktivt på at nedbringe sygefraværet, så målet nås - dels for at forvaltningen opleves som en attraktiv arbejdsplads med et højt serviceniveau. Der er jf. budget 2007 afsat 10 mio. kr. pr. år til og med 2009.
Denne indstilling giver anvisning på, hvordan forvaltningens institutioner lokalt kan anvende midlerne. Det anbefales, at midlerne i 2007 fordeles på alle forvaltningens institutioner.