Etablering af "second chance" uddannelsesforløb
Etablering af "second chance" uddannelsesforløb
Børne- og Ungdomsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 13. december 2006
10. Etablering af "second chance" uddannelsesforløb
J.nr. 2006-4340
INDSTILLING OG BESLUTNING
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og til Børne- og Ungdomsudvalget
· at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget godkender etableringen af et "second chance" uddannelsesforløb for unge, der ikke har folkeskolens afgangsprøver.
Indstillingen blev godkendt.
RESUME
Borgerrepræsentationen vedtog på mødet den 14. juni 2006 en integrationspolitik, som sætter mål og rammer for integrationsindsatsen i Københavns Kommune i de kommende år. Som led i integrationspolitikken foreslår Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen med denne indstilling et af disse initiativer udmøntet, nemlig etablering af et "second chance" uddannelsesforløb for unge, der ikke har folkeskolens afgangsprøver.
Unge, som er droppet ud af folkeskolen før afslutningen på 9. klassetrin, skal have en ny chance for at tilegne sig faglige og sproglige kompetencer, som kan medvirke til at fastholde dem i et uddannelsesforløb. I ungdomsskolens regi etableres et "second chance" uddannelsesforløb, der afsluttes med folkeskolens afgangsprøver på 9. eller 10. klassetrin. Eleverne visiteres via Ungdommens Uddannelsesvejledning.
Udgifterne til indsatsen udgør 0,8 mio. kr. som foreslås finansieret gennem de midler, der i forbindelse med vedtagelsen af budgettet for 2007 er afsat på Børne- og Ungdomsudvalgets ramme til initiativet "Indsats for unge kriminelle, med særlig fokus for unge under 15 år".