Principper for ny budgetfordelingsmodel for dag- og fritidsinstitutioner samt klubber
Principper for ny budgetfordelingsmodel for dag- og fritidsinstitutioner samt klubber
Børne- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 13. december 2006
15. Principper for ny budgetfordelingsmodel for dag- og fritidsinstitutioner samt klubber
J.nr. 2006-4351
INDSTILLING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og
Ungdomsudvalget,
at der indføres en ensartet fordelingsmodel for Børne- og Ungdomsudvalgets dag- og fritidsinstitutioner samt klubber baseret på at alle dag- og fritidsinstitutioner samt klubber får budget efter en ens pris pr. plads
at der i forbindelse med den nye fordelingsmodel foretages en vurdering af puljer på området med henblik på en afbureaukratisering og forenkling, så ressourcerne i videst muligt omfang indgår direkte i den enkelte institutions budget
at der i forbindelse med udmøntning af fordelingsmodellen sker en beregning af områdets gennemsnitslønninger, og at gennemsnitslønnen fremadrettet fremskrives i forhold til Økonomiforvaltningens fastsatte fremskrivningsprocent
at der i december 2006 udmeldes foreløbige budgetter til institutionerne med en orientering om forslag om ny fordelingsmodel. Når der er truffet beslutning om modellen, udsendes de endelige budgetter
at afregning for merindskrivning og tomme pladser bliver baseret på en udgiftsneutral model, hvor alle institutioner højest betaler for en fast procentdel tomme pladser, og hvor budgetterne udmeldes på grundlag af antallet af indmeldte børn i de foregående 12 måneder.
at forslag til ny budgetfordelingsmodel sendes i høring hos de berørte institutioner, de relevante faglige organisationer, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og Klubber, Det Centrale Forældreforum samt paraplyorganisationerne for de selvejende daginstitutioner og at forslag efterfølgende freml ægges for udvalget med tidsplan for gennemførelse af en ny model, herunder hvordan besparelsen på 4 mill. kr. i 2007 realiseres og hvorvidt det foreløbigt udmeldte budget for 2007 skal reguleres
RESUME
Børne- og Ungdomsudvalget
godkendte den 21. juni 2006 en række initiativer til forbedring af økonomistyringen.
Et af initiativerne er at der udarbejdes en
forenklet budgetudmelding til institutioner baseret på enhedspriser til hhv.
løn og øvrig drift.
Desuden godkendte Børne- og Ungdomsudvalget d. 25. oktober 2006 et
samlet forandringsprogram for Børne- og Ungdomsforvaltningen i forlængelse af
budgetvedtagelsen for 2007. Et af forandringsprogrammets resultatkrav er, at
budgetterne til fritidshjemmene skal baseres på en enhedspris pr. plads senest
i 2008. Tilsvarende er det et resultatkrav i forandringsprogrammet, at
budgetterne til fritidshjem og klubber fastlægges på baggrund af forventet
belægning ud fra sidste års belægning.
Forvaltningen foreslår, at den budgetmodel for pladspriser, der i dag omfatter en stor del af daginstitutionsområdet, udvides til hele området, herunder fritidsinstitutioner og klubber, der hidtil har fået udmeldt budgetter på grundlag af timenormeringer af den enkelte institution. Pladsprisen i den foreslåede budgetmodel dækker udgifter til køkkenmedarbejdere, børnerelaterede driftsudgifter samt løn til pædagogisk personale ekskl. leder og ekskl. kompensationer for bygningsmæssige forhold og særlig lang åbningstid.
Desuden foreslås det, at reguleringerne for merindskrivning og tomme pladser harmoniseres, så afregning for merindskrivning og tomme pladser bliver baseret på en udgiftsneutral model, hvor alle institutioner højest betaler for en fast procentdel tomme pladser, og hvor budgetterne udmeldes på grundlag af antallet af indmeldte børn i de foregående 12 måneder.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund – Dag- og fritidsinstitutioner fra de to tidligere forvaltninger
Børne- og Ungdomsforvaltningens dag- og fritidsinstitutioner er overført fra hhv. den tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning og den tidligere Uddannelses- og Ungdomsforvaltning. Imidlertid var der i begge forvaltninger integrerede institutioner, der både havde 0-6 års pladser og en fritidshjem-/klubdel. Det betød at der var et overlap af pasningstyper mellem de to forvaltninger, idet begge forvaltninger f.eks. havde institutioner med fritidshjemspladser. Overlappet var størst på fritidshjemsområdet, hvor der i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning var ca. 40 integrerede institutioner med fritidshjemspladser.
Der skete ingen ændring i budgetmodeller eller fordelingsprincipperne ved etableringen af den ny forvaltning, og der udestår derfor en harmonisering for at sikre ensartede budgetter til institutioner med samme type pladser.
Daginstitutionerne i den tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning var omfattet af en budgetmodel baseret på faste pladspriser til pædagogisk personale og børnerelaterede driftsudgifter. Budgetterne til institutioner i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen blev fastsat efter en normeringsmodel, hvor antallet af personaletimer blev fastsat på for en række delelementer som åbningstidsintervallet, tid til at åbne/lukke institutionen, vikartimer, tid til andet arbejde, administrativ tid osv.
Rammer for en ny fordelingsmodel
KLK (KLs Konsulenter) udarbejdede i forbindelse med budgetforslaget for 2007 analysen Administrative konsekvenser og synergieffekter af ny struktur, der afvejer mulighederne for en harmonisering af fritidshjemsmodellerne fra det tidligere UUF og det tidligere FAF. Der lægges i analysen op til at indføre en model baseret på faste pladspriser for hele fritidsinstitutionsområdet. På grundlag af analysen indgår det i Børne- og Ungdomsudvalgets budgetforslag for 2007, at der indføres en ny model, der samlet skal medføre et provenu på 4 mill. kr., primært relateret til fritidshjemsområdet.
En pladsprismodel vil sikre ensartede økonomiske rammer for sammenlignelige institutioner. Desuden vil en pladsprismodel gøre budgetgrundlaget mere gennemskueligt for den enkelte institutionsleder. Endelig vil pladspriserne skabe en bedre overensstemmelse mellem den enkelte institutions budget og kommunens overordnede budgetmodel.
Principper for tildeling af ressourcer
På fritidsinstitutionsområdet budgetteres der med de faktiske lønudgifter til institutionens ledelse (herunder souschef og afdelingsledere), mens der på vuggestue- og børnehaveområdet kun budgetteres med den faktiske løn til lederen. For at sikre en harmonisering og sammenhæng mellem forhandlingskompetence og budgetgrundlaget anbefales det, at det i den nye model kun er lederens løn, der holdes uden for pladsprisen.
Selv om der er behov for ensartede økonomiske rammer, har København bygningsmæssigt set en meget sammensat institutionsstruktur, og en lang række institutioner bliver kompenseret for trapper, manglende legeplads m.v. Det anbefales, at der sker en systematisk gennemgang af institutionernes bygningsmæssige kompensationer i 2007, og at de nuværende kompensationer videreføres uændret i 2007.
Desuden omfatter pladspriserne ikke ejendomsrelaterede udgifter (løn til gårdmand og rengøring, husleje, vedligeholdelse samt ejendomsskatter og -afgifter) og udgifter til busordninger.
Konsekvenser ved en ny fordelingsmodel
Overordnet set vil den nye økonomifordelingsmodel betyde, at integrerede institutioner fra den tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning med fritidshjemspladser vil få reduceret deres budgetgrundlag, da pladsprisen på fritidshjemsområdet i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har været højere end den gennemsnitlige pladspris i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
Overgangen til en ens pladspris på fritidsinstitutionsområdet vil medføre en omfordeling af midler mellem institutionerne fra den tidligere Uddannelses- og Ungdomsforvaltning. Årsagen til omfordelingen er, at en række af delelementerne i den nuværende budgetmodel for fritidshjemmene ikke relaterer sig direkte til antallet af børn i fritidshjemmet, men i stedet f.eks. er et fast beløb pr. institution eller konkret beregnet ud fra specifikke lønudgifter.
Decentralisering af puljer
Der er en række mindre forskelle i administration af puljer og andre ressourcer til institutioner fra de to tidligere forvaltninger. Det bør sikres, at daginstitutionerne i Børne- og Ungdomsforvaltningen oplever at ressourcetildelingen sker efter ensartede og gennemskuelige principper. Desuden bør ressourcerne i videst muligt omfang indgå direkte i den enkelte institutions budget for at sikre et enkelt og ubureaukratisk styringsgrundlag. Derfor vil forvaltningen i forbindelse med den ny fordelingsmodel vurdere om der er puljer på daginstitutionsområdet der kan omlægges, så midlerne indgår direkte i institutionernes pladspris.
Som eksempel på forskellene har tilskud til koloniophold været fordelt på den enkelte institutions pladspris for daginstitutioner fra den tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning, mens institutioner fra den tidligere Uddannelses- og Ungdomsforvaltning har fået et driftstilskud i forbindelse med koloniophold. Baggrunden for de to ordninger er dels beslutning i det tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsudvalg i forbindelse med indførelse af ny økonomifordelingsmodel, og dels beslutning 24. november 2004 i Uddannelses- og Ungdomsudvalget i forbindelse med udmøntning af budget 2005. Forvaltningen foreslår, at tilskud til koloniophold decentraliseres, så beløbet indgår i den enkelte institutions pladspris.
Desuden kan det overvejes at nedlægge en række puljer, så midlerne i stedet decentraliseres til institutionerne via pladspriserne. Det gælder puljerne til tillæg for pædagogisk grunduddannelse (PGU), tillæg til tillidsrepræsentanter, praktikanter samt barnsbestemt handicaptillæg.
Forvaltningen vil fremlægge forslag om decentralisering af midler og konsekvenserne af en decentralisering på grundlag af høringssvarene.
Klubber
Ressourcetildelingen til Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens klubber har været baseret på et grundtimetal samt et timetal pr. barn. Klubbernes lønbudgetter er derefter fastsat ud fra denne timetildeling ganget en fast gennemsnitsløn. Tilsvarende har tildelingen for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens klubber været baseret på et grundbeløb og en pladspris pr. barn. Begge modeller for ressourcetildelingen til klubberne er trådt i kraft pr. 1. januar 2006.
Det anbefales, at ressourcetildelingen fremadrettet baseres på en pladsprismodel i lighed med det øvrige institutionsområde. Det vurderes, at en overgang til pladspriser vil have marginal betydning i forhold til en omfordeling mellem klubberne. Det skyldes, at den nuværende budgettildeling for alle klubberne er sammensat af en grundtakst og et beløb pr. plads.
Afregning for tomme pladser og merindskrivning
Afregning for tomme pladser er sket efter forskellige principper i de to forvaltninger.
I den tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning har den enkelte daginstitution fået reguleret budgettet for det kommende år i forhold til det forventede antal passede børn. Ved årets afslutning er der sket en efterregulering i forhold til det faktisk antal passede børn, dog har institutionerne højest skulle betale for 2 procent tomme pladser.
Til sammenligning har institutioner fra den tidligere Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen betalt fuldt ud for tomme pladser ved årets afslutning.
Afregningen for tomme pladser og merindskrivning bør så vidt muligt ske efter ensartede principper.
Det er muligt at etablere en fælles afregningsmodel, der samlet set er udgiftsneutral, hvor alle institutioner højest betaler for en fast procentdel tomme pladser. Det skønnes, at en model, hvor alle institutioner betaler for op til 5 procent tomme pladser, stort set vil være udgiftsneutral for kommunen. Det skal understreges, at den nuværende "2 procents regel" for daginstitutioner fra den tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning indgår som en del af aftalegrundlaget med de faglige organisationer om afregningsmodellen på området. Dermed vil en ændring af aftalen forudsætte drøftelser med de faglige organisationer.
I forbindelse med den nye afregningsmodel foreslås det, at budgetterne udmeldes på grundlag af antallet af indmeldte børn i de foregående 12 måneder.
Den videre proces
Forvaltningen har haft drøftelser med de faglige organisationer om en ny fordelingsmodel, og der er planlagt dialogmøder om den nye model med ledere af institutioner med fritidsinstitutionspladser.
På grundlag af høringsfasen fremlægges indstilling om ny fordelingsmodel for Børne- og Ungdomsudvalget med henblik på at fastsætte en tidsplan for gennemførelse af en ny model. Høringsfasen medfører, at indstillingen tidligst kan fremlægges for Børne- og Ungdomsudvalget i februar 2007. Derfor foreslås det, at der i december udmeldes midlertidige budgetter til institutionerne for 2007 baseret på de gældende fordelingsmodeller med en orientering om arbejdet med den ny fordelingsmodel.
Der vil efter høringsfasen i forbindelse med fremlæggelsen af en ny budgetfordelingsmodel blive taget stilling til en eventuel regulering af de foreløbigt udmeldte budgetter for 2007.
Økonomi
Den ny budgetfordelingsmodel skal sikre implementering af det vedtagne budget 2007, herunder forslaget om at reducere institutionsområdets samlede budgetgrundlag med 4 mill. kr.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
Høring
Forslag til ny budgetfordelingsmodel sendes i høring. Høringen vil omfatte daginstitutioner, fritidsinstitutioner samt klubber, relevante institutionsfora, de faglige organisationer, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og Klubber, Det Centrale Forældreforum samt paraplyorganisationerne for de selvejende daginstitutioner.
BILAG VEDLAGT
· Bilag 1: Budgetudmelding 2007 - konsekvenser af ensartet pladspris på fritidshjemsområdet
· Bilag 2: Budgetudmelding 2007 - korrektion for tomme pladser i fritidshjem og klubber
Kurt G. Jensen