Medlemsforslag om forsøg med selvstyrende folkeskoler - UDVALGSHENVIST FRA BR 10.10.24
(Stillet af Socialistisk Folkeparti)
Motivering
Det kunne også være interessant at undersøge muligheden for, at give fri- og privatskoler mulighed for at omdanne sig til selvstyrende folkeskoler, hvor tilskuddet vil stige til 100 pct., mens skolerne til gengæld ikke længere ville have ret til at opkræve brugerbetaling eller afvise elever. Det er ikke vores ønske at tvinge nogen fri- eller privatskoler til at omdanne sig, men snarer at give skoler og forældre flere valgmuligheder.
Eksempler på tidligere lignende frisættelsesindsatser er Folketingets frihedsforsøg, hvor folkeskolerne i udvalgte kommuner blev fritaget fra en række nationale og kommunale regler frem til skoleåret 2025/26, hvor de igen skal følge den samme skolelov som de øvrige folkeskoler i landet.
Vi vil med forslaget gerne udforske muligheden for at kombinere det bedste fra både privatskoler og folkeskoler. En selvstyrende folkeskole kan tage privatskolernes frihed og selvbestemmelse, og kombinere det med folkeskolens bredde, social ansvarlighed og fællesskab.
Det kræver større frihedsgrader fra det kommunale system for at skabe plads til selvforvaltning og lokalbestemmelse. Forældrene og skolebestyrelsen skal spille en langt større rolle. Men frihed forpligter. Kommunen skal have mulighed for at visitere børn til skolen, på lige fod med andre folkeskoler, så man fortsat sikrer bredden, og sørger for, at alle folkeskoler løfter deres del af det sociale ansvar.
Med selvforvaltning og lokalselvbestemmelse får skolerne mulighed for at tilpasse deres pædagogik og ressourcer til de lokale behov. Det kan skabe et tættere bånd mellem skole og lokalsamfund, hvilket vil styrke engagement og ansvarsfølelse hos både lærere og forældre. Det er værd at undersøge nærmere.
Med forslaget ønsker vi at åbne for nye ideer til at drive folkeskole, forbedre vores skoler og sikre et bedre børne- og ungdomsliv. Vi skylder børnene at afsøge alle muligheder indenfor den nuværende lovgivningsmæssige ramme.
Derfor ønsker vi, at forvaltningen skal undersøge og udarbejde forskellige bud på, hvordan og hvor det ville kunne være mest hensigtsmæssigt med en forsøgsordning med en selvstyrende folkeskole. Oplægget skal udarbejdes i samarbejde med repræsentanter for forældre, ansatte og ledere, så det rummer flest mulige perspektiver og muligheder.
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 13. november 2024:
Det Konservative Folkeparti stillede ændringsforslag om følgende at-punkt til erstatning af medlemsforslagets at-punkt:
”At Børne- og Ungdomsforvaltningen opdaterer oversigten Kortlægning af systemer og dokumentationskrav, som blev behandlet på udvalgsmødet den 25. maj 2022 i tilknytning til temadrøftelsen om forenkling på dagtilbuds- og skoleområdet, så udvalget får et opdateret overblik over kommunens og statens krav til skolerne. Ligeledes skal forvaltningen gå i dialog med SKK og KLF og om en afdækning af, hvad lærere og ledere oplever af opgaver, der opleves som ikke relevante som følge af de kommunale krav.”
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning, idet udvalget ønskede at der skal finde en udvalgsdrøftelse sted inden dialogen med SKK og KLF.