Mødedato: 13.10.2021, kl. 13:00
Mødested: Ørestads Boulevard 218, 2300 Kbh S (pavillonerne, som skolen på Hannemanns Allé benytter)

Plan for udmøntning af budgetbeslutning om øget ledelse i dagtilbud

Se alle bilag

Der skal tages stilling til planer for udmøntning af beslutningen i budget 2022 om øget ledelse til dagtilbud.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at de beskrevne planer for udmøntning af beslutningen i budget 2022 om øget ledelse til dagtilbud, tages til efterretning - herunder a) at de ekstra midler til ledelse i 2022 fordeles til klyngerne ud fra de objektive kriterier, der er besluttet i pejlemærkerne, og udmeldes som en ekstra bevilling til ledelse og b) at høringsforslaget til justeret klyngestruktur rummer bud på løsninger, hvor klynger bringes i overensstemmelse med de politiske intentioner om mindre klyngestørrelse under hensyntagen til lokale forhold og udvikling. 

Problemstilling

I budgetaftalen for 2022 er parterne enige om at udjævne klyngernes størrelse og øge ledelseskapaciteten tæt på børnene i dagtilbud i København i tråd med de pejlemærker, der er vedtaget af Børne- og Ungdomsudvalget, jf. bilag 1. Der er afsat varige midler til øget ledelse i dagtilbud fra 2022. For at midlerne til øget ledelse kan udmøntes i institutionernes budgetter fra 1. januar 2022, er der allerede nu brug for at forberede udmøntningen. Samtidig er der også behov for at forberede høringsforslag til justeringen af klyngestrukturen som følge af de besluttede pejlemærker.   


Udvalget skal på sit møde den 24. november 2021 tage stilling til både den samlede udmøntning af budget 2022 og høringsforslag til justeringen af klyngestrukturen. Som forventningsafstemning forud for dette orienteres udvalget med denne sag om, hvordan forvaltningen planlægger at udmønte budgetbeslutningen om øget ledelse til dagtilbud.

Løsning

Målet med budgetbeslutningen om øget ledelse til dagtilbud er, at forældre og medarbejdere skal opleve mere nærværende pædagogisk ledelse i dagligdagen i Københavns dagtilbud, og at klyngerne ikke opleves som for store. 

For at implementere budgetbeslutningen i 2022 skal der gennemføres tre ting på området:

a. Fritidstilbud for 10 – 17 årige skal skilles ud fra de nuværende klynger

b. Midler til mere pædagogisk ledelse skal udmøntes

c. Der skal foretages justering af klyngestruktur på dagtilbudsområdet

a. Fritidstilbud for 10 – 17 årige skal skilles ud fra de nuværende klynger

Fritidstilbuddene for 10-17 årige vil fra 1. januar 2022 blive organiseret i fem nye, midlertidige ”fritidsklynger” (en i hvert område) indtil der i løbet af 2022 bliver taget stilling til den fremadrettede organisering af tilbuddene.

Der er i budget 2022 afsat midler svarende til fem klyngelederstillinger. De midler bliver udmøntet på fritidsområdet. Forvaltningen aftaler – efter dialog med de klyngeledere, der i dag har fritidstilbud i deres klynge - hvem der skal være klyngeledere i de 5 fritidsklynger. De vil blive omplaceret med virkning fra 1. januar 2022 til fritidsklyngerne. Der er endnu ikke oprettet bestyrelse og LokalMED i fritidsklyngerne, men der er forældreråd og TRIO i de enkelte fritidstilbud, som vil blive orienteret om processen - og de nye klyngeledere vil invitere dem til dialog og opstartsmøde.

Der hvor klyngelederen overgår til en fritidsklynge, skal der ansættes nye klyngeledere. Forældre og medarbejdere bliver inddraget i ansættelsesprocessen i henhold til de gældende retningslinjer.

b. Midler til mere pædagogisk ledelse skal udmøntes

Af pejlemærkerne for organisering og ledelse af dagtilbud fremgår det, at

  • når en pædagogisk leder har 35 eller flere medarbejdere anbefales det at ansætte en ekstra pædagogiske leder
  • hvis en institution er delt på flere adresser med mere end 200 meters afstand skal der sikres lokal pædagogisk ledelse på alle adresser i form af enten pædagog(er) med ledelsesfunktion eller en pædagogisk leder. Er der mere end 10-12 medarbejdere på adressen anbefales det at ansætte en pædagogisk leder.
  • det er klyngelederens ansvar at sammensætte ledelsen og fordele ledelsesopgaver i klyngen. Sammensætning af ledelsen skal drøftes med forældrebestyrelsen og LokalMED og afspejle de lokale forhold og behov for ledelse i klyngen.

De ekstra midler vil i 2022 blive udmeldt som en ekstra bevilling til ledelse ud over de 8,5 % af lønmidlerne, som i forvejen er målrettet ledelse. Fordelingen af de ekstra midler til ledelse vil blive beregnet konkret for de enkelte klynger på baggrund af de objektive kriterier, der er besluttet via pejlemærkerne. På udvalgsmødet vil forvaltningen vise et foreløbigt overblik over, hvordan de ekstra midler til ledelse vil blive fordelt mellem klynger på baggrund af de objektive kriterier.  

De samlede budgetter til klynger i 2022 forventes udmeldt primo december 2021. Den endelige prioritering af midler til ledelse besluttes lokalt i den enkelte klynge, som del af den samlede budgetplanlægning. Alle klyngeledere får til opgave i perioden fra november 2021 til januar 2022 at gennemføre dialog med forældrebestyrelse og forældreråd samt LokalMED og TRIO om sammensætning af ledelsen i klyngen ud fra de lokale forhold og behovet for ledelse under hensyntagen til den politiske intention om mere ledelse. Den dialog danner grundlag for den lokale beslutning om udmøntning af budgetmidler i 2022 til ledelse internt klyngen.

Til selvejende og private institutioner udmeldes de ekstra midler til ledelse i henhold de eksisterende budgettildelingsprincipper.

c. Justering af klyngestruktur

Det fremgår af pejlemærkerne, at hvis der er mere end 750 pladser i en klynge, skal områdechefen gå i dialog med direktionen om den fremtidige klyngeorganisering i området og behovet for eventuelle tilpasninger.

Forvaltningen er derfor gået i gang med – i dialog med klyngeledere – at vurdere, hvor i byen det nye pejlemærke giver anledning at justere i den eksisterende klyngestruktur. Høringsforslaget vil ikke kun være en ren matematisk opdeling i enheder med maksimalt 750 pladser. Forvaltningen søger at udarbejde et høringsforslag, der  - under hensyntagen til den politiske intention om at klynger ikke overstiger 750 børn i størrelse -  også tager hensyn til forventet byudvikling, eksisterende lokale særlige forhold og stiler mod at bevare kontinuitet og stabilitet i flest mulige klynger.

Der vil således i løsningsforslagene indgå vurderinger i forhold til klynger, der fx:

  • er del af byudviklingsområder, hvor der der skal lægges en plan for opdeling i flere klynger på sigt (fx Ørestad)
  • ligger i et område med eksisterende særlig tiltag som fx Tingbjerg hvor der allerede nu arbejdes med mere ledelse i klyngen

På BUU-mødet den 24. november 2021 får udvalget forelagt et høringsforslag om justering af klyngestrukturen. Hvis udvalget godkender forslaget, sendes det i høring hos forældrebestyrelser, MED-udvalg, faglige organisationer, lokaludvalg mv. Efter høringen vil udvalget i foråret 2022 få forelagt et tilpasset forslag til justeringer i klyngestrukturen med virkning pr. 1. januar 2023. Forslaget vil efterfølgende også skulle behandles i ØU og BR.  

Økonomi

I budgetaftalen for 2022 er der bevilliget følgende midler til øget ledelse i dagtilbud, idet bevillingen fra 2023 og frem er varig:

1.000 kr., 2022 p/l

2022

2023

8 ekstra klyngeledere

2.742*

6.582

Ekstra pædagogisk ledelse ved afstand på mere end 200 meter mellem adresser og mere end 10-12 medarbejdere

9.672

9.672

Ekstra pædagogisk ledelse ved store institutioner med mere end 35 medarbejdere pr. pædagogiske leder

12.896

12.896

Tilsvarende budgettilførsel til selveje (30 %) og privat (8%)

15.825

15.825

Ledertalent – 38 årlige forløb

1.009

1.009

Tilbagerulning af effektivisering Klyngestruktur Brønshøj/Vanløse

783

783

Forældrebetaling

-6.360

-6.360

Udgifter i alt (netto)

36.568

40.407

* Ny klyngestruktur på dagtilbudsområdet træder først i kraft pr. 1. januar 2023, så i 2022 finansierer posten ekstra klyngeledere, der hvor klyngeledere omplaceres til klubområdet.

Videre proces

Den 24. november 2021 behandler BUU den samlede udmøntning af budget 2022 og et høringsforslag til justeringer i klyngestrukturen.

Den 15. december 2021 får BUU forelagt en status på arbejdet med at beskrive klarere ledelsesroller i dagtilbud og administrative ledelsesopgaver.

 

 

Tobias Børner Stax                                                          Nina Hemmersam    

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 13. oktober 2021:

Indstillingen blev taget til efterretning, idet udvalget ønskede at følge op på i hvilket omfang budgetudmøntningen fører til øget ledelse i dagtilbud.

Klyngeleder Henrik Nielsen (klynge VVK G) og klyngeleder Hanne Brusch (klynge NB A) deltog i forbindelse med punktets indledning.

Til top