B-sag: Bevillingsmæssige ændringer pr. august 2014
Udvalget skal tage stilling til forslag om bevillingsmæssige ændringer i udvalgets budget 2014.
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at udvalget godkender forslag til bevillingsmæssige ændringer pr. august 2014 med henblik på senere behandling i Borgerrepræsentationen
Problemstilling
Bevillingsmæssige ændringer foretages fire gange årligt og vedrører budgetmæssige omplaceringer indenfor eller mellem udvalg. Omplaceringerne skal godkendes af Borgerrepræsentationen, hvis der er tale om omplaceringer mellem udvalg.
Løsning
Formålet med bevillingsmæssige ændringer er at sikre en løbende opfølgning på udviklingen i udvalgenes økonomi således, at budget og regnskab matcher hinanden. Bevillingsmæssige ændringer bidrager således til at sikre optimering af økonomistyringen gennem budgetåret, samt at regnskabet er retvisende.
Der foretages i udgangspunktet tre typer af overordnede omplaceringer – interne omplaceringer indenfor Børne- og Ungdomsudvalgets egen ramme (som samlet set går i nul), eksterne omplaceringer til/fra andre udvalg samt omplaceringer indenfor anlægsområdet med Københavns Ejendomme. Der er tre grunde til at omplacere budget mellem udvalgets forskellige bevillingsområder.
For det første må udvalget ikke forvente at bruge flere midler end budgetteret på hvert bevillingsområde. Hvis det forventede forbrug overstiger budgettet på et bevillingsområde, så skal der således omplaceres budget fra bevillingsområder med forventet mindreforbrug. For det andet anmoder forvaltningen udvalget om at omplacere budget fra et bevillingsområde til et andet, hvis der sker en tilsvarende flytning af opgaver eller ændret bogføringspraksis mellem bevillingsområderne. Endelig sker der interne omplaceringer mellem de enkelte budgetområder, så fordelingen af budgettet på bevillingsområder er i overensstemmelse med den forventede aktivitet, de besluttede budgetfordelingsmodeller og øvrige udmøntning af det vedtagne budget. Dette budget er udgangspunktet for budgetopfølgningerne i løbet af året, som udvalget præsenteres for i de kvartalvise regnskabsprognoser.
Samlet medfører de bevillingsmæssige ændringer pr. august 2014, at der sker en nedjustering af Børne- og Ungdomsudvalgets ramme med ca. 17,1 mio. kr., fordelt med en nedskrivning af anlægsrammen på 6,7 mio. kr. og en nedskrivning af driftsrammen på 10,4 mio. kr.
Tabel 1: Bevillingsmæssige omplaceringer pr. august 2014 (t.kr. 2014 P/L)
Bevillingsområde - omplacering i 2014 |
Beløb (t.kr.) |
Dagtilbud |
-3.613 |
Specialdagtilbud |
-1.402 |
Undervisning |
-2.815 |
Specialundervisning |
-2.563 |
Administration |
371 |
Sundhed |
-415 |
Samlet drift |
-10.437 |
Anlæg |
-6.681 |
Samlet anlæg |
-6.681 |
I alt (drift og anlæg) |
-17.118 |
Interne omplaceringer indenfor Børne- og Ungdomsudvalgets egen ramme
Som nævnt i sagen på BUU-mødet den 5. februar 2014 (Overblik over budget 2014) samt i 1. sag vedrørende bevillingsmæssige omplaceringer på BUU-mødet den 14. maj 2014 kan der i løbet af året være et internt behov for at omflytte midler fra et af udvalgets bevillingsområder til et andet. I forlængelse af ovenstående sager og 2. regnskabsprognose 2014, som udvalget også behandler på dette møde, ønskes omplaceret 0,4 mio. kr. til dagtilbud, 0,8 mio.kr til undervisning og 0,9 mio. kr. til administration for at sikre, at budget og forbrug balancerer. Pengene overføres med 1 mio. kr. fra specialundervisning, 1,1 mio. kr. fra specialdagtilbud. Omplaceringen af 0,9 mio. kr. til administration vedrører to konkrete forhold, der uddybes i bilag 1, og er ikke udtryk for opskrivning af administrationsrammen.
Eksterne omplaceringer til/fra andre udvalg
Parterne bag Budget 2014 blev enige om at udvide antallet af skoler med madordning i København med 15 skoler i forbindelse med Folkeskolereformen. De 15 skoler svarer til de resterende skoler, der har mulighed for at etablere madordning. Som følge heraf skal der overføres 1,9 mio. kr. fra Økonomiforvaltningen til Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Derudover skal der overføres 0,1 mio. kr. i forbindelse med SOA, tilbageføres 0,4 mio. kr. som følge af reguleringen af bevillingen til pc-infrastruktur1 og tilbageføres 11,9 mio. kr. som følge af negativ P/L regulering.
Derudover overføres der 0,7 mio. kr. fra Teknik- og Miljøforvaltningen i forbindelse med inventar til Naturcenter på Amager Strand og et Trafikprojekt udfor Kirsebærhavens Skole.
Omplaceringer med Københavns Ejendomme
Der søges om en samlet omplacering af ca. 7,4 mio. kr. i anlægsmidler til Københavns Ejendomme til finansiering af diverse anlægssager, som Københavns Ejendomme udfører for Børne- og Ungdomsudvalget. Overførslerne er en følge af de anlægsbevillinger, som udvalget og Borgerrepræsentationen tidligere har vedtaget.
Økonomi
Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår med denne sag, at Børne- og Ungdomsudvalgets budget for 2014 nedjusteres med i alt ca. 17,1 mio. kr. Samtlige bevillingsmæssige omplaceringer er uddybet i bilag 1. De eksakte beløb fremgår af bilag 2, der alene er af teknisk karakter og er en del af afleveringskravet fra Økonomiforvaltningen i forbindelse med bevillingsmæssige ændringer.
De bevillingsmæssige ændringer i denne indstilling er indarbejdet i forventningerne til 2014 i den særskilte indstilling til udvalget om 2. regnskabsprognose 2014, som behandles på dette møde. Det betyder, at de bevillingsmæssige ændringer er neutrale i forhold til de forventninger, som fremgår af regnskabsprognosen, og de vil således ikke medføre yderligere mer- eller mindreforbrug.
Videre proces
Sagen skal behandles i Borgerrepræsentationen den 28. august 2014.
Else Sommer /Sti Andreas Garde