Mødedato: 13.06.2012, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Økonomisk strukturelle handleplaner

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til den videre proces for arbejdet med de økonomisk strukturelle handleplaner.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at forvaltningen melder ud, at institutioner med fusionsplaner søger godkendelse heraf inden 17. september 2012 med henblik på at sikre, at disse institutioner er bæredygtige ved udgangen af 2012, når indfasningsbeløbet bortfalder
2. at forvaltningen iværksætter en administrativ opfølgning for de institutioner, som vurderes umiddelbart at have en balanceret handleplan

3. at forvaltningen inviterer til dialog med institutionerne Rundkørslen og Det Gule Hus med henblik på at drøfte mulighederne for en fusion i 2015
4. at institutionen Christianshavns Fritidshjem indtænkes i arbejdet med en ny struktur på fritids- og klubområdet
5. at forvaltningen reserverer op til 3 mio. kr. til midlertidig forlængelse af indfasningsbeløbet for institutioner der fusionerer og udbygges. De resterende 12,7 mio. kr. overføres til sociale kompensationer pr. 1. januar 2013   

Problemstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen har siden foråret 2011 gennemført en proces med indgåelse af økonomisk strukturelle handleplaner for de institutioner, der ved indførelsen af en ny budgetmodel på dagområdet, mistede mere end 5 pct. af det hidtidige budget. Processen har haft til formål at sikre bæredygtigheden for disse institutioner via sammentænkning af strukturelle, kapacitetsmæssige og økonomiske forhold.   

Udvalget skal med denne indstilling beslutte, hvad der skal ske fremadrettet med den restgruppe af institutioner, hvortil der endnu ikke er fundet en bæredygtig løsning.

Løsning

Samlet set har forvaltningen udarbejdet handleplaner for 12 kommunale klynger og 167 kommunale uden for klynger samt selvejende institutioner.

Det er forvaltningens målsætning at gøre institutionerne på økonomisk strukturel handleplan bæredygtige. For enkelte institutioner kan hverken institutionen eller forvaltningen imidlertid pege på et strukturelt tiltag, som kan gøre de pågældende institutioner mere bæredygtige. Det er ikke forvaltningens vurdering, at disse institutioner umiddelbart skal lukkes, men der indføres i stedet et øget tilsyn med henblik på at sikre både økonomi og kvalitet i institutionen.

Godkendte handleplaner

Dette arbejde er mundet ud i 126 godkendte handleplaner (Kategori A + B + C i tabel 1 nedenfor), svarende til 70 pct. Det er forvaltningens vurdering, at klyngerne/institutionerne har arbejdet seriøst og konstruktivt med at finde holdbare løsninger. Projektet i kategori C nedenfor omhandler et anlægsprojekt på Carlsberggrunden. Forvaltningen vil fremlægge en konkret anlægscase for dette projekt på et senere tidspunkt. 

Af tabel 1 nedenfor fremgår, hvordan de enkelte handleplaner fordeler sig i de forskellige kategorier.

Tabel 1 Antal klynger/institutioner i hver handleplanskategori

 

Klynger

Kommunale udenfor klynge

Selvejende

I alt

A. Realistisk og holdbar handleplan uden behov for anlægsmidler

8

9

102

119

B. Realistisk og holdbar handleplan med finansiering til anlægsprojekt

1

0

5

6

C. Handleplan med realistisk anlægsprojekt, men hvor finansiering udestår

0

0

1

1

D. Handleplan, som vurderes urealistisk enten grundet anlægsprojekt, økonomi eller struktur

0

0

14

14

E. Handleplaner, der kræver opfølgning idet der arbejdes med fusion eller lign.

3

2

23

28

F. Handleplaner, hvor institutionen har ønsket privatisering

0

0

11

11

I alt

12

11

156

179

 

Handleplaner med fusionsplaner

En række institutioner arbejder fortløbende på fusioner, men har endnu ikke været konkrete omkring eventuelle fusionspartnere og tidsplaner for en sådan proces, jf. kategori E i tabel 1. For at sikre at disse planer realiseres, inden indfasningsbeløbet bortfalder ved udgangen af 2012 foreslår forvaltningen, at fusioner skal godkendes i forvaltningen inden 17. september 2012.

Ikke bæredygtige handleplaner

Samlet set er 14 handleplaner vurderet som ikke bæredygtige, jf. kategori D i tabel 1. Da disse institutioners nuværende handleplan ikke er holdbar på sigt, foreslår forvaltningen en række løsninger skitseret nedenfor:

Administrativ opfølgning

En række institutioner har via deres økonomisk strukturelle handleplaner vist, at institutionen via løn- og driftstilpasninger kan få økonomien til at balancere under de forudsætninger, den nye budgetmodel bygger på. Forvaltningen tager dette til efterretning, men konstaterer at disse institutioner er sårbare over for langtidssygefravær, belægning etc. På den baggrund foreslås, at disse institutioner fortsætter som hidtil uden indfasningsmidler, men sættes under øget pædagogisk og økonomisk tilsyn, når indfasningsordningen udfases efter 31. december 2012.

Følgende institutioner vurderes, at have en balanceret handleplan:

  • Anna Havanna (Amager)
  • Købnerkirkens Børnehave (Amager)
  • Møllelængens Børnehave (Amager)
  • Nyboder Børnehave (Indre By)
  • Helligåndskirkens Børnehave (Indre By)
  • Høbjerg (Indre By)
  • Røde Rose 2 (Nørrebro)
  • Krudtuglen (Vesterbro)
  • Børnehaven Æbeløgade (Østerbro)

Institutioner under paraplyorganisationen SBBU

To af institutionerne (Kantorparkens Fritidscenter og Skolevangen) har i en årrække haft problemer med bl.a. svigtende belægning og deraf afledte økonomiske vanskeligheder. Det har derfor været svært at udarbejde en realistisk og bæredygtig handleplan. Forvaltningen og SBBU har derfor i samarbejde udarbejdet en deltaljeret plan for afdrag af gælden i Kantorparkens Fritidscenter i sammenhæng med en plan for fusion med RYAC (også SBBU institution) i 2013. Institutionen Skolevangen er besluttet lukket.

Oplagte fusioner

Forvaltningen vil tage kontakt til institutionsbestyrelserne i institutionerne Rundkørslen og det Gule Hus med henblik på at drøfte mulighederne for en fusion med virkning fra 2015. Såfremt der foreligger en godkendt handleplan herfor ved udgangen af 2012, vil institutionerne få forlænget deres indfasningsbeløb frem til en fusion træder i kraft.

Ny fritids- og klubstruktur

Forvaltningen vil undersøge muligheden for, at institutionen Christianshavns Fritidshjem indtænkes i arbejdet med en ny struktur på fritids- og klubområdet. Såfremt der ikke findes en løsning i 2012, vil institutionen fortsætte uden indfasning men med øget økonomisk og pædagogisk tilsyn.

Privatisering

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at 11 institutioner som en del af deres handleplan har ønsket at blive private, jf. kategori F i tabel 1.

Partnerskabsmodel

På foranledning af Frie Børnehaver og BUPL er forvaltningen i meddialog om at definere en model for partnerskabsaftaler, som sikrer, at institutionerne i partnerskabet løser en række opgaver i fællesskab og samler en tilstrækkelig stor del af deres økonomi i det fælles partnerskab til, at det sikrer de enkelte institutioner økonomisk, og dermed gør dem bæredygtige. 
 

I modsætning til i klyngestrukturen bevares de enkelte institutioner som selvstændige juridiske og økonomiske enheder i partnerskabet. Disse indgår en partnerskabskontrakt og flytter en del af deres økonomi til løsning af de fælles opgaver, som aftales i partnerskabskontrakten. Det er omfanget af fællesøkonomien, som udgør forskellen til klyngen på den ene side og den anden netværksmodel på den anden side. Det er af afgørende betydning, at fælles opgaver og økonomi defineres meget klart i partnerskabsmodellen. Forvaltningen vil foretage en konkret vurdering af hvert enkelt partnerskab, idet konceptet forudsætter, at hver institution som udgangspunkt kan balancere økonomisk, og at der lægges en tilstrækkelig del af økonomien i partnerskabet til at kunne afhjælpe, hvis det er nødvendigt.

 

En række institutioner på handleplan anser partnerskabet som en mulighed for at skabe et meget forpligtende samarbejde, der fungerer som et gensidigt økonomisk forsikringssystem uden, at institutionerne skal opgive deres selvstændighed.

 

Flere af institutionerne med en ikke-bæredygtig handleplan samt institutioner, der arbejder med fusioner, har vist interesse for denne model.

 

Institutioner med deltids åbent

10 daginstitutioner fungerer i øjeblikket som deltidsbørnehaver karakteriseret ved en åbningstid på mindre end 48 timer pr. uge. Disse institutioner er i sin tid holdt uden for den nye budgetmodel, som indførtes 1. januar 2011, da institutionens vilkår dermed er forskellige fra den ”normale” institution. Dette indebærer også, at der ikke hidtil er udarbejdet handleplaner for disse institutioner.

Vurderingen er dog nu, at disse fremadrettet bør indgå i en tilsvarende handleplansproces, hvilket giver mulighed for at sammentænke løsninger med de øvrige handleplansinstitutioner. Forvaltningen vil derfor tage kontakt til disse institutioner med henblik på at indgå i en dialog om institutionernes bæredygtighed. En løsning kan her være, at institutionerne i forbindelse med fusioner eller andre ændringer overgår til samme budgetmodel som de øvrige institutioner.

Økonomi

Med BUU-indstillingen af 10. november 2010 om Ny budgetmodel på institutionsområdet (2010-85030) blev det vedtaget at afsætte indfasningsmidler på 15,7 mio. kr. til sikring af, at ingen institutioner som resultat af budgetmodellen og klyngebesparelsen mistede mere end 5 pct. af deres nuværende budget. I tillæg til disse midler afsattes 3,2 mio. kr. i 2011 fra omstruktureringspuljen til finansiering af yderligere indfasning som konsekvens af den konkrete budgetudmelding (jf. 2010-173476). 

Det er tidligere forudsat, at indfasningsmidlerne afsat i 2011 og 2012 overgår til sociale kompensationer/normeringer. Med de foreslåede løsninger ovenfor vil der være behov for i en midlertidig periode at forlænge indfasningsperioden for de institutioner, som fusionerer senere end 1/1 2013 eller som afventer et færdigt anlægsprojekt. Dette beløb udgør op til 3 mio. kr. Dermed overføres de resterende 12,7 – 15,7 mio. kr. til sociale kompensationer/normeringer.

Videre proces

Forvaltningen vil orientere udvalget med notat på mødet den 31. oktober 2012 om status på de Økonomisk Strukturelle Handleplaner og indfasning.

          
                 Else Sommer                     /Sti Andreas Garde               
                                                            

Beslutning

Indstillingen blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 8 medlemmer: A, F, O og V.

Imod stemte ingen.

Ét medlem undlod at stemme: Ø.
Til top