Mødedato: 13.03.2019, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Høringssvar om arealpleje

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til høringssvar til Økonomiudvalget vedr. business case om arealpleje.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget godkender indstillingen som udvalgets høringssvar til Økonomiudvalget

Problemstilling

Økonomiforvaltningen har fremsendt business case vedr. arealpleje til Børne- og Ungdomsforvaltningen med henblik på høring af BUU, jf. bilag 1.

I budgetaftalen for 2019 fremgår, at parterne er ”…enige om at udvikle løsninger for synergieffekter i kommunens arealpleje med henblik på at realisere et potentiale på minimum 5-10 mio. kr.” I den forbindelse er udarbejdet en business case for, hvordan der kan skabes synergi og effektiviseringer ved fælles viceværts- og arealplejedrift på tværs af forvaltninger. Business casen indeholder tre faser.

I første fase hentes effektiviseringer via:

  • fælles løsninger for renhold og snerydning af fortov, brøndsugning, træ- og hækbeskæring. Opgavevaretagelsen samles hos Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF), som dermed overtager ansvar fra BUF m.fl.  

  • samling af viceværts- og arealplejedrift i udenbys enheder hos BUF. I dag varetages ansvaret for Socialforvaltningens (SOFs) udenbys enheder af KEID. Ansvaret for SOFs udenbys enheder vil overgå til BUF, der i forvejen har ansvaret for viceværts- og arealplejedrift på en række udenbys BUF-enheder.

Business casens anden fase drejer sig om et pilotforsøg med fælles viceværts- og arealplejedrift på tværs af kommunale institutioner på Amager. I dag varetages viceværts- og arealplejedriften i BUF dels af enhedernes eget personale og dels af Gårdmandskorpset. Gårdmandskorpset er BUF's centrale løsning svarende til Rengøringssektionen. Ca. en fjerdedel af skolerne og ca. en tredjedel af institutionerne benytter Gårdmandskorpset. Hvilke enheder i BUF, der skal indgå i pilotforsøget er ikke afgjort, det besluttes i forbindelse med Budget 2020, hvor business case for pilotprojektet fremlægges med henblik på en godkendelse og igangsættelse af forsøget.

Det er forventningen, at arealpleje- og viceværtsopgaverne, der er omfattet af pilotforsøget på Amager, skal varetages af KFF. Det fremgår af business casen, at KFF vil gå i dialog med enhederne om mulighederne for at tilslutte sig pilotforsøget. De selvejende institutioner er ikke omfattet af pilotforsøget. Det betyder, at Gårdmandskorpset fortsat vil varetage driftsopgaver på Amager, uagtet at kommunale enheder, der benytter Gårdmandskorpset eventuelt bliver omfattet af pilotforsøget.

Det er hensigten, at pilotforsøget skal evalueres med henblik på en mulig implementering af modellen i resten af byen i forbindelse med budgetaftalen for 2023. Dette udgør business casens tredje fase.   

Løsning

Forslag til BUUs høringssvar:

"Overordnet ser BUU positivt på initiativerne i  business casen, idet de har til formål at skabe effektiviseringer og forbedringer. Samtidig noterer BUU sig, at initiativerne betyder, at arealpleje- og viceværtsopgaver ikke samles i én forvaltning eller enhed men derimod spredes ud på flere forskellige. Således lykkedes det ikke at opnå en forenkling af organiseringen af driftsopgaver og af driftsansvar. En risiko herved er, at lederne af decentrale enheder skal holde styr på flere samarbejdspartnere, leverandører og snitflader i forhold til driften.

BUU lægger vægt på, at der tages hensyn til de decentrale ledere og findes løsninger, som ikke besværliggør ledernes varetagelse af bygninger og arealer. Det er et mål, at løsningerne så vidt muligt bidrager til, at de decentrale ledere får nemmere ved at løfte deres opgaver relateret til arealpleje- og viceværtsdrift.   

BUU noterer sig, at en række driftsopgaver, som fx renhold og snerydning af fortov og brøndsugning, overgår til TMF for så vidt angår enheder, der benytter Gårdmandskorpset. TMF vil gå i dialog med de øvrige enheder, som har mulighed for at tilvælge de konkrete løsninger for fortov, brøndsug, træfældning og hækklip.

BUU noterer sig desuden, at det er hensigten i pilotforsøget (fase 2), at viceværts- og arealplejedrift på tværs af kommunale institutioner på Amager samles i én forvaltning. I forbindelse med Budget 2020 træffes beslutning om igangsættelse af forsøget og hvilke enheder, der skal indgå. BUU lægger vægt på, at enhedernes fritvalg bevares i så vidt omfang som muligt.

BUU gør opmærksom på, at pilotforsøget bør afdække, hvorledes det bliver attraktivt for enhederne, at én forvaltning – herunder en central enhed som fx Gårdmandskorpset – overtager driften af viceværts- og arealplejeopgaver. Det er blandt andet væsentligt, at enhedernes vilkår angående en overgang til en central løsning bliver rimelige. Fx bør der findes en løsning på en problematik som ”feriebyrden”, der vedrører de enheder, der i dag har eget driftspersonale men er interesseret i at benytte en central/fælles løsning. ”Feriebyrden” indebærer, at enhederne har udgifter til feriepenge i året efter, at ansættelsen af eget personale er ophørt. BUU lægger vægt på, at enhederne får fuld kompensation i den sammenhæng.

BUU lægger desuden vægt på, at det sikres, at brugerne af bygningerne (børn, borgere, medarbejdere, ledere m.fl.) oplever en tilfredsstillende kvalitet i opgavevaretagelsen og en god proces i forbindelse med forsøget. Samtidig er det vigtigt, at der i planlægningen af den fælles varetagelse af driftsopgaverne sikres fornuftige og klare snitflader mellem de forskellige forvaltningers ansvarsområder. Dette vil blandt andet være til gavn for de decentrale enheder.

Derudover noterer BUU sig potentialet ved at finde en fælles løsning for pleje af større græsarealer som boldbaner og parker. Potentialet indebærer en besparelse på 2,6 mio. kr. årligt fra 2023. BUU opfordrer til, at forvaltningerne finder frem til en løsning for, hvor opgaven kan placeres, så potentialet kan indfries".

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

BUUs høringssvar fremsendes til ØU. Sagen behandles efterfølgende i Borgerrepræsentationen i forbindelse med Overførselssagen 18/19.

 

Tobias Børner Stax                                        /             Sti Andreas Garde

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 13. marts 2019:

Indstillingen blev godkendt.

Enhedslisten ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Ved investering i fremtidige effektiviseringer af institutionsnær drift på tværs af forvaltninger foretrækker Enhedslisten, at der primært er fokus på en model for arealpleje, ejendomsservice og rengøring, som organiseres per skoledistrikt, således at ansvaret for opgavernes løsning ikke bliver upersonligt. Et primært mål for tværgående samarbejde må samtidig være etablering af en større andel af fuldtidsstillinger. Vi ser derfor frem til at forvaltningen fremlægger en model for en sådan løsning på udvalgets møde den 24/4."

Til top