Mødedato: 13.03.2019, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Funktionsprogram for Kultur- og Læringscentre (Fællesindstilling BUF og KFF)

Se alle bilag
Det blev i Budget 2019 besluttet, at der skal udarbejdes forslag til tværgående funktionsprogrammer, der indeholder forslag til samtænkning af funktioner. Der skal tages stilling til ”Funktionsprogram for Kultur- og Læringscentre”.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Funktionsprogram for Kultur- og Læringscentre vedtages som et tilvalgsscenarie til BUF’s ”Funktionsprogram for skoler og KKFO/FH”

     

  2. at der anvises finansiering til driftsudgifter forbundet med det enkelte anlægsscenarie, når der træffes beslutning om anlægsbevilling - og at der på baggrund af de afsatte midler indgås specifik driftsaftale

Problemstilling

Der er et potentiale i et tættere samarbejde og fællesskab mellem de forskellige kultur-, kunst- og idrætsaktører og byens børn, som folkeskolen kan være centrum for. Konkret er der et uudnyttet potentiale i et tættere samarbejde mellem folkebiblioteker og folkeskolernes Pædagogiske Læringscentre (PLC).

Derudover har København vokseværk, og det lægger pres på byens kapacitet, og gør det nødvendigt at bygge flere skoler og biblioteker, samt at ny- og samtænke de kommunale funktioner.

Det foreslås derfor, at Funktionsprogram for Kultur- og Læringscentre vedtages som et tilvalgsscenarie til BUF’s ”Funktionsprogram for skoler og KKFO/FH”, ligesom der i dag findes tilvalgsscenarie om madskole og idrætshal.

Løsning

Faglig vision

Visionen med at samtænke og sambygge er at styrke biblioteket og skolen som lokalt samlingspunkt for skolebørn, forældre og andre borgere og at bidrage til et mere sammenhængende hverdagsliv for børn og unge.

Kultur- og Læringscentret skal være stedet, der binder folkeskolen, folkebiblioteket og kultur- og fritidslivet sammen. Kultur- og Læringscentret skal understøtte elevernes kreativitet, dan­nelse og læringsparathed og styrke de beslægtede kompe­tencer og opgaver mellem faggrupperne til gavn for elever, medarbejdere og andre borgere.

Skolens vejledere, der er forankret i det pædagogiske læringscenter, arbejder fortsat inden for bekendtgørelsen herom og har fortsat til opgave bl.a. at vejlede, inspirere og understøtte kollegaer, teams mv. med fokus på læreprocesser og læringsresultater. Ligeledes har Kultur- og Læringscentrets biblioteksfunktion også fortsat en opgave i at tilbyde aktuel og relevant information og litteratur til borgerne.

I det fælles hus er der optimale muligheder for videndeling og faglige synergier mellem skole og folkebibliotek både med sigte på elevernes læring og dannelse, medarbejdernes forberedelse og muligheder samt borgernes adgang til kultur- og fritidsaktiviteter i lokalområdet. Det vil fx blive lettere i fællesskab at udvikle tilbud, der stimulerer elevernes lystlæsning, litterære dannelse, Åben Skole initiativer osv. I centeret er der en større indgang til at præsentere kultur- og fritidstilbud for de børn, der ikke normalt møder kultur- og fritidslivet.

Under samme tag

Kultur- og Læringscentret kan være med til at skabe sammenhæng mellem skole og fritid og mellem genera­tioner. Det vil gøre det lettere for elever og forældre at bruge Kultur- og Læringscenterets mange tilbud i en travl hverdag, når den er en integreret del af skolen. Kultur- og Læringscenteret skal udgøre et lokalt kulturelt samlingssted både i dag- og aftentimerne og kan bidrage til en tættere kobling mellem forenings- og fritidslivet og folkeskolen. 

Kultur- og Læringscentre vil også fremme en mere effektiv udnyttelse af kommunens bygninger, samt anlægs- og driftsudgifter, fordi det giver mulighed for dobbeltanvendelse af de kommunale kvadratmeter, samt øget brug i ydertimerne, fx om aftenen.

Funktionsprogram­met udstikker retningen for, hvilke funktioner og arealer, der skal tilgodeses, når der etableres nye Kultur- og Læringscentre. Funktionsprogrammet præsenterer to skitseforslag til et Kultur- og Læringscenter fordelt på samlet set 702 m2 i henholdsvis ét og to plan. Funktionsprogrammet er skaleret ift. en tresporet skole, og skitseforslagene vil kunne skaleres alt efter skolestørrelse og befolkningsgrundlag i lokalområdet.

Ved at etablere et Kultur- og Læringscenter ved nybyg er der en arealgevinst på næsten 200 m2 ved at bygge sammen set i forhold til, hvis man skulle bygge en tresporet skole og et folkebibliotek hver for sig. Udgifter forbundet med driften vil derfor alt andet lige være mindre i et Kultur- og læringscenter, sammenlignet med hvis man byggede både en skole/PLC og et folkebibliotek. Også selv om brugen af lokalerne forventes at være højere i et Kultur- og Læringscenter.

Om samarbejde og drift af Kultur- og Læringscentre

Når der søges anlægsbevilling, skal der også tages højde for eventuelle driftsudgifter ifm. Kultur- og Læringscenteret, og der skal herefter laves en driftsaftale på baggrund af den afsatte bevilling.

Kultur- og Fritidsforvaltningen er forpligtet ift. at varetage biblioteksopgaver for alle borgere, og det er afgørende for samarbejdet, at der er tydelighed om ledelsen af personale, drift og udvikling af det fælles bibliotekstilbud, hvilket har været en forudsætning ifm. udarbejdelsen af funktionsprogrammet. Det er en biblioteksleder, der leder Kultur- og Læringscenteret i tæt samarbejde med skolens ledelse. Det er der gode erfaringer med på eksempelvis Ørestad Skole og Bibliotek, hvor bibliotekslederen samarbejder tæt med skolens ledelse om udviklingen af det fælles tilbud. Dette skal bl.a. beskrives i en samarbejdsaftale ved etableringen af Kultur- og Læringscentre, så der er gode og tydelige aftaler på plads fra starten.

Antallet af medarbejderressourcer og deres kompetencer vil variere lokalt. Det vil bl.a. afhænge af opgaveporteføljen, skolens størrelse (elevtal) og de lokale behov. Det kan eksempelvis være folkebibliotekarer, læringsvejledere, kulturformidlere, fagdidaktiske vejledere, medievejledere, it-vejledere, journalister og inklusionsvejledere, fritidsguider osv. Erfaringerne har vist, at der som minimum skal indgå et årsværk med skolefaglig baggrund i Kultur- og Læringscentret, som kan sikre forankring hos skolens vejledere og medarbejdere og sikre en enkel og naturlig kommunikation personalegrupperne imellem. Det er derfor en forudsætning, at skolens ressourcer til PLC indtænkes i Kultur- og Læringscenteret.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

 

Videre proces

Vedtages indstillingen af Børne- og Ungdomsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget sendes den til videre behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

 
Tobias Børner Stax  
 
Mette Touborg

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 13. marts 2019:

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Til top