Implementering af energispareplan i Børne- og Ungdomsforvaltningen
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at børnehaver, kategori 4 specialtilbud og tandklinikker friholdes fra regeringens energispareplans anbefaling om temperatursænkning til 19 grader
Problemstilling
Økonomiudvalget (ØU) besluttede d. 27. september at godkende implementeringen af regeringens energispareplan. Energispareplanen omfatter bl.a. temperatursænkninger i offentlige bygninger, hvor det anbefales, at temperaturen sænkes til 19 grader.
Som en del af implementeringen skal BUU tage stilling til, hvilke bygninger som evt. skal friholdes fra dette krav.
Det fremgår af energispareplanens anbefalinger, at vuggestuer, plejehjem og sygehuse ikke skal sænke temperaturen.
Løsning
Børne- og Ungdomsforvaltningen anbefaler, at børnehaver, kategori 4 specialtilbud og tandklinikker friholdes fra krav om temperatursænkning. For specialtilbud gælder det både dagtilbud- og undervisningsområdet.
Københavns Kommune har mange integrerede børnehaver, der fritages fra temperatursænkninger, da enhederne har tilknyttet vuggestuepladser, som er friholdt fra energispareplanens anbefalinger. Forvaltningen foreslår på den baggrund, at kravet også omfatter børnehaver uden vuggestuepladser.
Derudover anbefaler forvaltningen, at kategori 4 specialtilbud friholdes fra kravet om temperatursænkninger, da temperatursænkninger risikerer at have en negativ indvirkning på børnenes trivsel.
Endeligt foreslår forvaltningen, at tandklinikker friholdes fra temperatursænkninger på baggrund af Sundsstyrelsens retningslinjer, hvor det fremgår, at tandklinikpersonale af hygiejnemæssige årsager skal bruge kliniktøj med korte ærmer.
Forvaltningen gør opmærksom på, at der teknisk kan være udfordringer med at styre temperatursænkningen pba. størrelsen på bygninger og forskellige varmeanlæg, og der derfor kan forekomme lokale temperaturforskelle.
Indstillingen medfører øgede omkostninger til energiområdet, da flere enheder friholdes fra krav om temperatursænkninger.
Udvalgets beslutning videreformidles til KEID, som er ansvarlig for implementeringen af energispareplanen. Der nedsættes en beredskabsgruppe til implementering af energispareplanen i BUF.
Økonomi
Intet yderligere.
Videre proces
Intet yderligere.
Tobias Børner Stax Sti Andreas Garde
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 12. oktober 2022:
Rasmus Steenberger (F) og Emil Sloth (B) stillede følgende ændringsforslag til erstatning af forvaltningens indstilling:
”1. at børnehaver i integrerede institutioner, kategori 4 specialtilbud og tandklinikker friholdes fra regeringens energispareplans anbefaling om temperatursænkning til 19 grader”.
Ændringsforslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 2 medlemmer: B og F.
Imod stemte 8 medlemmer: A, C, V og Ø.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.