B-sag: Organisering af "Murergården" - efter høring
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
1. at "Murergården" organiseres som selvejende institution for 0-5 år og 10-13-årige.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen besluttede på mødet den 2. juni 2022 a) at relevante aktører omkring Murergården skulle høres om fremtidig organisering af Murergården som selvejende institution for 0-5 år og 10-13-årige eller muligheden for at indgå i den eksisterende klyngestruktur og b) at resultatet af høringen forelægges Børne- og Ungdomsudvalget med henblik på endelig stillingtagen.
Høringen er gennemført i perioden 10. juni 2022 til 31. august 2022.
Løsning
Der er i alt modtaget 5 høringssvar fra Murergårdens forældreråd, ledelsesteamet Nørrebro Bispebjerg Klynge A, Nørrebro Lokaludvalg, ledelseskolleger og fra en kreds af samarbejdspartnere, jf. bilag 1 og 2.
I høringssvaret fra Murergårdens forældreråd fremgår, at der på baggrund af grundig intern dialog er enighed blandt forældre og personale om at arbejde for, at Murergården overgår til selvejende drift og forbliver en samlet integreret institution.
Af de øvrige høringssvar støtter tre direkte op om Murergårdens ønske om at overgå til selveje, og der er ikke nogen høringssvar, der taler imod det. I høringssvarene berøres også andre temaer som ikke direkte handler om organisering af Murergården som selvejende institution, bl.a. spørgsmål til den politiske proces, ungdomsklubspladser mv.
Med en entydig tilbagemelding fra Murergårdens forældreråd anbefales det, at udvalget godkender, at Murergården organiseres som selvejende institution. Dermed iværksættes en proces for overgang til selvejende drift. Processen gennemføres i overensstemmelse med ”Vejledning om overgang til selvejende drift”, jf. bilag 3. Hvis det i processen - mod forventning - viser sig, at Murergården ikke kan etableres som selvejende institution, overgår institutionen til almindelig kommunal institution i en klynge.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
En evt. udlånsaftale for tjenestemænd, der kan komme på tale i forbindelse med overgang til selvejende drift, vil være udgiftsneutral for Murergården, idet pensionsforpligtelsen opretholdes i den centrale forvaltning.
Videre proces
Murergården iværksætter den formelle proces for afklaring af overgang til selvejende drift. BUU forelægges herefter en indstilling om godkendelse af, at der indgås driftsoverenskomst med ”Murergården”, forventeligt primo 2023.
Tobias Børner Stax Nina Hemmersam
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 12. oktober 2022:
Indstillingen blev godkendt.
Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: ”Der har længe været et ønske fra Murergården om at få etableret ungdomsklubaktiviteter i forlængelse af fritidsklubben, og der mangler flere tilbud og faciliteter til unge på Indre Nørrebro. Derfor bør det ved kommende budgetforhandlinger sikres, at institutionen i driftsoverenskomsten med Københavns Kommune også får tilført ungdomsklubpladser”.