Mødedato: 12.10.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Almene 10. klassetilbud på erhvervsuddannelsesinstitutioner

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til, om forslag om, at en større andel af de almene 10. klasser placeres i tilknytning til en erhvervsuddannelsesinstitution, skal sendes i høring.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at forslag om, at en større andel (80 pct.) af de almene 10. klasser varetages af erhvervsskoler, sendes i høring

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede d. 22. januar 2015 at samle al kommunal 10. klasseundervisning i Ungdomsskolen fra august 2015 for at sikre en fælles styring og udvikling af det samlede tilbud. De nationale mål  frem mod 2022 tilsiger, at andelen af unge, der tager en ungdomsuddannelse, skal øges til 95 pct. - særligt skal flere tage en erhvervsuddannelse. Da søgningen til 10. klasse viser, at de unge i stadigt højere grad vælger tilbuddet på erhvervsskolerne, og dette oftere fører til påbegyndelse af en ungdomsuddannelse, fremlægger forvaltningen forslag om, at en større andel (ca. 80 pct.) af 10. klasse varetages af erhvervsskolerne.

Samlet set er formålet med forslaget at:

  • understøtte elevernes erfaring med ungdomsuddannelsesmiljøet
  • skabe fagligt stærke miljøer i regi af ungdomsuddannelser
  • reducere antallet af 10. klassepladser som følge af fald i søgning og på sigt skabe varige løsninger for placeringen af tilbuddet 
  • gennemføre et samlet udbud af de udbudspligtige kontrakter med erhvervsskolerne som følge af nye udbudsregler

Løsning

Baggrund

Allerede i grundskolen arbejdes der med at gøre eleverne uddannelsesparate og vejlede dem i deres uddannelsesvalg. 10. klasse er kommunens største uddannelsesforberedende tilbud til elever, der ved afslutningen af grundskolen ikke er uddannelsesparate. 10. klassetilbuddet er bredt forberedende til alle typer af ungdomsuddannelser og imødekommer målgruppens forskellige forudsætninger og ønsker.

Børne- og Ungdomsudvalget besluttede den 11. juni 2014 som et bærende princip for kommunens 10. klassetilbud, at de skal placeres i umiddelbar tilknytning til en ungdomsuddannelse, primært på erhvervsskolerne. 10. klassetilbuddet er derfor samlet  i Ungdomsskolens regi og på erhvervsskoler. Erhvervsskolerne driver en stadigt større andel af kommunens 10. klassetilbud som følge af elevernes ønsker (se bilag 1).

Forvaltningen har været i dialog med de københavnske erhvervsskoler for at leje lokaler til almene kommunale 10. klasser. Erhvervsskolerne har imidlertid enten ikke haft lokalekapacitet eller vil hellere selv drive 10. klasser på kontraktvilkår. Derfor foreslår forvaltningen, at en større andel af de kommunale almene 10. klasser varetages af erhvervsuddannelsesinstitutioner. Skoletilbud for elever med særlige behov varetages fortsat i kommunalt regi og er ikke omfattet af dette forslag.

1. januar 2016 trådte en ny udbudslov i kraft. Det medfører, at almene  undervisningsydelser med en samlet værdi på mere end 5,6. mio. kr. (over en 4-årig periode) er blevet udbudspligtige, hvis de skal varetages af eksterne leverandører. Den samlede udbudsproces anslås at tage ca. 10 måneder, se bilag 2. Kontraktholderrollen og det samlede ansvar for kvalitetsudvikling af 10. klassetilbuddene placeres hos Ungdomsskolen. Evt. nye 10. klassetilbud kan således tidligst blive udbudt fra skoleåret 2018/19.

Styrkelse af faglige resultater og øget tilknytning til ungdomsuddannelser

Kvalitetsrapport for 10. klasse og Ungdomsskolens heltidsundervisning (skoleåret 2014-15), som blev fremlagt under sager til efterretning på udvalgets møde d. 6.6.16, indikerer, at elever i erhvervsskoleregi både opnår bedre faglige resultater og en bedre overgang til og fastholdelse i ungdomsuddannelser end elever i kommunalt regi. 70 pct. af eleverne i kommunale 10. klasser er i gang med en ungdomsuddannelse 15 måneder efter afsluttet 10. klasse, mens det samme gælder for 77 pct. af eleverne på erhvervsskoler. Der er også en større andel af eleverne i erhvervsskoleregi, som påbegynder en erhvervsfaglig ungdomsuddannelse end elever i kommunale 10. klasser. Der findes ikke tal for gennemførelsesprocenten på ungdomsuddannelsen.

Bedre kapacitetsudnyttelse

Det er forvaltningens vurdering, at de kommunale tilbud skal udgøre ca. 20 pct. (svarende til ca. 240 pladser) for at have en volumen, der sikrer, at kvaliteten og det frie skolevalg fastholdes. Ved at placere ca. 80 pct. (svarende til ca. 960 pladser) af 10. klasserne i tilknytning til en erhvervsskole, kan der på sigt blive mulighed for at samle de resterende kommunale 10. klasser på færre skoler eller kommunale lejemål. 

Udbuddet forventes gennemført og den geografiske placering af 10. klasser i erhvervsskoleregi kendt i efteråret 2017. Derefter fastlægges placeringen af de kommunale tilbud, så der sikres en god dækning samlet set i byen. I december 2017 udgiver UU København sit 10. klassehæfte for skoleåret 2018/19, som beskriver de enkelte tilbud, eleverne kan vælge imellem. Den endelige volumen i henholdsvis kommune- og erhvervsskoleregi bestemmes af elevernes søgning i det pågældende skoleår.

For at sikre, at eleverne i videst muligt omfang kan få det tilbud, som de ønsker og har kompetencer til, er der indarbejdet en overkapacitet i pladsantallet i både kommunalt regi og erhvervsskoleregi. Søgningen til 10. klasse er generelt faldende i kommunen, jf. bilag 1. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at vurdere, om adgangskravene til ungdomsuddannelserne på sigt vil medføre en stigende søgning.

På den baggrund foreslår forvaltningen, at kapaciteten af det samlede 10. klassetilbud nedbringes fra de nuværende 1.400 pladser til 1.200 pladser. Derved nedbringes også den nuværende overkapacitet til ca. 400 pladser. Overkapaciteten medfører ingen ekstraudgifter, eftersom Ungdomsskolen og erhvervsskolerne kun afregnes for det faktiske antal indskrevne elever. 

Vedr. de ansatte lærere i de kommunale 10. klassetilbud vil en udbudsaftale omfatte virksomhedsoverdragelse for de ansatte.

Økonomi

Placering af 10. klasser i erhvervsskoleregi kan indebære højere driftsudgifter til eleverne (jf. fortroligt bilag 3). Den faktiske merudgift afhænger af resultatet af udbuddet.

Hvis flere elever tager 10. klasse i erhvervsskoleregi, betyder det, at flere elever kommer i gang med en ungdomsuddannelse. Dermed giver forslaget en reduktion i udgifterne til yderligere uddannelsesforberedende forløb. Et evt. driftsunderskud i en overgangsperiode dækkes inden for den samlede undervisningsramme. Den økonomiske udvikling følges tæt og forvaltningen vil, i fald der bliver behov for det, fremlægge en sag herom.

Videre proces

Hvis udvalget godkender indstillingen, sendes forslaget i 6 ugers høring i bestyrelsen for Københavns Kommunes Ungdomsskole, Uddannelsesforbundet, Københavns Lærerforening, Skolelederforeningen, skoler med 10. klasse, Københavns Fælles Elevråd, foreningen Skole og Forældre, Landsforening for 10. klassecentre, Ungdomsskoleforeningen, Brug Folkeskolen, Handicaprådet og LAVUK. Udvalget vil herefter få forelagt en indstilling på baggrund af høringssvarene.

Til orientering har forvaltningen fået en henvendelse fra Skolen på Borgervænget LAVUK, se under sager til efterretning. LAVUK er en selvejende institution, målrettet fysisk og psykisk udviklingshæmmede mennesker, som bl.a. tilbyder den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, STU. Skolen ønsker at etablere et 10. kl. specialtilbud. Forvaltningen vil senere vende tilbage med en vurdering af dette forslag.

Tobias Børner Stax                       /Mette Seneca Kløve

Beslutning

Indstillingen blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 2 medlemmer: C og V.

Imod stemte 8 medlemmer: A, B, F, O og Ø.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Socialdemokratiet ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen, hvilket Dansk Folkeparti og Enhedslisten tilsluttede sig: "Vi mener, at organiseringen med 10. klasse på Ungdomsskolen stadig er så ny, at det ikke giver mening at lave om på den allerede nu. Vi mener også, at medarbejderne har brug for ro til at arbejde i den nuværende organisering. Derfor er det vores ønske, at der er ro omkring den stadigt nye organisering af 10. klassetilbuddet på Ungdomsskolen. Vi ønsker årsagerne til de forskellige ungdomsuddannelseseffekter belyst og forelagt udvalget".

Til top