B-sag: Aflæggelse af anlægsregnskaber
Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til 9 anlægsregnskaber for afsluttede anlægssager, inden de sendes til Økonomiforvaltningen og kommunens Interne Revision.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
1. at udvalget tager aflæggelsen af 9 anlægsregnskaber til efterretning
Problemstilling
Aflæggelse af anlægsregnskaber skal ske senest i forbindelse med aflæggelsen af årsregnskabet for det år, hvor det pågældende anlægsarbejde er afsluttet, jf. Økonomi og Indenrigsministeriets Budget- og Regnskabssystem for kommuner.
Hermed aflægges regnskab for BUU’s andel af anlægsbevillingerne for 9 anlægssager, der vedrører regnskabsårene 2007 til 2016.
Løsning
I Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) anvendes budgettet til en given anlægssag primært til rådgivning, indvendig vedligeholdelse, montering og inventar. I BUF er en anlægssag først afsluttet, når de daglige brugere har købt det nødvendige inventar. BUF har også i den ny anlægsproces ansvaret for denne del af anlægssagerne, så der fortsat skal forelægges anlægsregnskaber for BUU.
Indkøb af inventar afsluttes ofte først efter, at et byggeri er færdiggjort og ibrugtaget, da institutioner og skoler indkøber i takt med den besluttede indfasningsplan, fx skoler der fyldes op nedefra. Det betyder, at anlægsregnskabet ofte først afsluttes flere år efter færdiggørelsen. Forvaltningen har fokus på at afkorte tiden fra ibrugtagningstidspunktet til færdiggørelsen af anlægsregnskabet.
Denne indstilling indeholder anlægsregnskaber for 9 afsluttede anlægssager. Anlægsregnskaber skal opgøres i regnskabsårets prisniveau for det år, hvor regnskabet aflægges.
Skema 1
Anlægssag |
Resultat (1.000 kr. 2016 p/l) | Forklaring på mer/mindreforbrug |
Ideoplæg til udvidelser af skoler og fritidstilbud | 378 | Mindreforbruget skyldes, at det nødvendige antal idéoplæg blev udarbejdet for færre midler end afsat. |
Daginstitution Ragnhildgade | -1.241 | Merforbruget skyldes større udgifter end ventet til oprensning af den kraftigt forurenede grund. |
Daginstitution Amagerfælledvej |
1.502 | Mindreforbruget skyldes primært, at udgifterne til oprensning af forurening på grunden blev betydelig lavere end budgetteret. |
Daginstitution på Grøndals vænge Allé |
3.324 | Mindreforbruget skyldes primært, at udgifterne til oprensning af forurening på grunden blev betydelig lavere end budgetteret. |
Daginstitution Emdrup Vænge |
1.371 | Mindreforbruget skyldes primært, at der i budgettet var afsat midler til bl.a. diverse tilpasninger på naboarealer, der ikke var behov for at finansiere alligevel. |
Bavnehøj Skole - profilskolekoncept |
6 | Mindreforbruget giver ikke anledning til bemærkninger. |
Daginstitution på Carlsberg |
560 | Mindreforbruget giver ikke anledning til bemærkninger. |
Daginstitution Sundholmsvej |
1.265 | Mindreforbruget skyldes primært, at udgifterne til oprensning af forurening på grunden blev betydelig lavere end budgetteret. |
Lokaler til Second Chance |
-433 | Merforbruget skyldes ekstraomkostninger til etablering af spiseområde og køkken. Desuden var vinduerne i så dårlig stand, at de måtte udskiftes. Endelig kom TMF's Center for Bygninger med krav om etablering af ramper for at sikre handicaptilgængelighed. |
I alt | 6.732 |
Økonomi
De aflagte regnskaber udviser et samlet netto mindreforbrug på 6,7 mio. kr. (2016 P/L). Løber et anlægsprojekt over flere år, vil der grundet prisfremskrivningen være en forskel mellem det faktiske resultat og resultatet opgjort i prisniveauet i regnskabsåret. Det faktiske resultat viser her et samlet mindreforbrug på 6,7 mio. kr. Det er den sum, kommunens kasse reelt er blevet påvirket med.
Efter de gældende principper i bestiller/udførermodellen for anlægssager har Børne- og Ungdomsudvalget det økonomiske ansvar for den del af anlægssagen, hvor bevillingen er givet til Børne- og Ungdomsudvalget. Derfor forbliver et netto mindreforbrug i udvalget og vil indgå i finansieringen af eventuelle merforbrug på andre anlægssager i forvaltningen.
Videre proces
Det forventes, at der i løbet af 2017 vil blive aflagt anlægsregnskaber for i alt 20-25 anlægssager.
Regnskaberne fremsendes til Økonomiforvaltningen og Intern Revision.
Tobias Børner Stax /Sti Andreas Garde