Mødedato: 12.09.2012, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Høring om Københavns Ejendommes Grundbudget 2013

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til høringssvar til Københavns Ejendomme vedr. grundbudget for planlagt vedligehold 2013.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller,

  1. at Børne- og Ungdomsudvalget godkender udkast til høringssvar til Københavns Ejendomme

Problemstilling

Københavns Ejendomme har i lighed med de foregående år fremsendt forslag til Grundbudget, herunder vedligeholdelsesplanen for 2013 til høring i fagforvaltninger/udvalg. Høringsmaterialet fremgår af bilag 1-4. I 2011 fik Børne- og Ungdomsudvalget forvaltningens høringssvar til orientering, jf. sager til efterretning på mødet den 2.11.2011, pkt. A3. Høringssvaret fremlægges for Børne- og Ungdomsudvalget, da forvaltningen vurderer, at der er behov for fokus på en række væsentlige vedligeholdelsesproblematikker på udvalgets område.

Løsning

Børne- og Ungdomsforvaltningen har modtaget materiale vedrørende prioriteringsprincipperne for Københavns Ejendommes grundbudget for 2013. Forvaltningen har følgende bemærkninger, som foreslås fremsendt som høringssvar fra Børne- og Ungdomsudvalget til Københavns Ejendomme:

Forvaltningen vurderer overordnet, at der for 2013 er for få vedligeholdelsesmidler i Københavns Ejendomme set i forhold til det behov, der er for vedligeholdelse af bygningsmassen. Dette understøttes desuden af den seneste revisionsberetning af 9.8.2012 vedr. regnskab 2011 fra kommunens revisionsfirma Deloitte. Det fremgår heraf, at selvom der har været sat mange penge af til vedligeholdelse, er det nødvendigt, at der sættes yderligere ekstraordinære beløb af til genopretning, såfremt det vedligeholdelsesmæssige efterslæb skal indhentes, da det vedligeholdelsesmæssige efterslæb ikke kan nedbringes inden for rammerne af den bevilgede planlagte vedligeholdelse. Deloitte konstaterer desuden ud fra oplysninger fra Københavns Ejendomme, at den akutte vedligeholdelse har været stigende gennem de seneste år, hvilket skyldes ejendommenes vedligeholdelsesmæssige efterslæb. 

Det virker bekymrende, at fordelingen af den planlagte vedligeholdelse ikke stemmer bedre overens med fordelingen af den samlede bygningsmasse uagtet den overordnede prioritering af midlerne. Børne- og Ungdomsforvaltningen er tildelt 21 % af de samlede vedligeholdelsesmidler i 2013, men råder over ca. 42 % af den samlede bygningsmasse. Forvaltningen har tidligere modtaget en oversigt over prioritering af vedligeholdelsesmidlerne og anbefaler at Københavns Ejendomme genindfører denne praksis med at udarbejde og fremsende en 5-års plan.

Desuden bør institutioner i 3. mands lejemål prioriteres lige så højt som andre institutionstyper, idet Københavns Ejendomme har samme vedligeholdelsesforpligtelse over for denne type institutioner som over for institutioner i Københavns Ejendommes egne bygninger. Endelig bør der særskilt afsættes midler til renovering af køkkener og toiletter/skifterum i institutionerne.

Økonomi

Udgifter forbundet med Vedligeholdelsesplanen afholdes af Kultur- og Fritidsudvalgets budget.

Videre proces

På baggrund af fagforvaltningernes/udvalgenes høringssvar udarbejder Kultur- og Fritidsforvaltningen en indstilling om vedligeholdelsesplanen til Kultur- og Fritidsudvalget til behandling den 1/11 2012 og i Økonomiudvalget den 20/11 2012 med henblik på endelig godkendelse i Borgerrepræsentationen den 13/12 2012.

 

           

                           Else Sommer                             /Knud Langberg

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

Karin Storgaard (O) og Cecilia Lonning (V) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vi forventer, at partierne bag Budget 2013 retter op på de uhensigtsmæssigheder som høringssvaret påpeger". 
Til top