Mødedato: 12.09.2007, kl. 08:15

Høring om samarbejdsaftale mellem Team Danmark og Københavns Kommune

Høring om samarbejdsaftale mellem Team Danmark og Københavns Kommune

Børne- og Ungdomsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 12. september 2007

 

 

5.      Høring om samarbejdsaftale mellem Team Danmark og Københavns Kommune  J.nr. 2007-70207

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Udvalget skal tage stilling til udkast til høringssvar om forslag til samarbejdsaftale mellem Team Danmark og Københavns Kommune.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

1.            at udvalget godkender forslag til høringssvar om samarbejdsaftale mellem Team Dan­mark og Københavns Kommune

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 12. september 2007

Indstillingen blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 8 medlemmer: A, B, F og V.

Imod stemte: ingen

1 medlem undlod at stemme: Ø.

 

PROBLEMSTILLING

Kultur- og Fritidsudvalget har i mødet den 14. august 2007 godkendt, at en samarbejdsaftale mellem Team Danmark og Københavns Kommune indstilles til Borgerrepræsentationens god­kendelse. Da aftalen blandt andet omhandler bestræbelser på at etablere idrætsfolkeskoler i kommunerne, har Kultur- og Fritidsudvalget ved brev af 20. august 2007 anmodet Børne- og Ungdomsudvalget om en udtalelse inden samarbejdsaftalen forelægges Borgerrepræsentationen.

Idet der henvises til vedlagte materiale fra Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af samar­bejdsaftalen, skal det bemærkes, at hensigten med aftalen - som ikke er juridisk bindende – er at styrke og fokusere Københavns Kommunes arbejde med eliteidræt.

Aftalen bygger på en række målsætninger, hvor bestræbelserne på at etablere 1 (eller flere) idrætsfolkeskole(-r) i aftaleperioden indgår.

 

LØSNING

Med etableringen af idrætsskolen på Bellahøj Skole fra skoleåret 2007/08 som led i Faglighed for alle, har Københavns Kommune allerede taget et initiativ, som er indeholdt i samarbejdsaf­talen. Det skal bemærkes, at Børne- og Ungdomsforvaltningen under udformningen af koncep­tet for idrætsskolen blandt andet har haft indgående drøftelser med Team Danmark og Team Copenhagen. Senest har Bellahøj Skole i juni 2007 præsenteret konceptet – både den almene linie og idrætslinien på de ældste klassetrin – for repræsentanter for både Team Danmark og Team Copenhagen, som begge har bifaldet konceptet. Det er blandt andet fremhævet, at ele­verne på idrætslinien alle dyrker idræt på højt konkurrenceniveau i respektive idræts­grene/klubber, ligesom der er knyttet eliteidrætstrænere til Bellahøj Skole i de respektive idrætsgrene, som for tiden udbydes på skolen. I det videre udviklingsarbejde med idrætsskolen er det hensigten at etablere samarbejdsrelationer til dels de respektive idrætsforbund og dels relevante idrætskraftcentre for at styrke idrætsskolen og de overordnede mål for udvikling af eliteidrætten i Københavns Kommune, ligesom der etableres et tæt samarbejde med lokale klubber. Som forudsat i idrætsskolekoncep­tet, er det hensigten efter nærmere aftale at præsen­tere konceptet m.v. for andre skoler i Køben­havns Kommune. 

På denne baggrund forslås, at Børne- og Ungdomsudvalget afgiver følgende høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget:

"Med etableringen af idrætsskolen på Bellahøj Skole fra skoleåret 2007/08 som led i Faglighed for alle, har Børne- og Ungdomsudvalget allerede taget et initiativ, som er indeholdt i samar­bejdsaftalen. Børne- og Ungdomsudvalget ser samarbejdsaftalen som en adækvat mulighed for at understøtte idrætsskolen på Bellahøj Skole, og dermed bidrage til at fremme Københavns Kommunes overordnede idrætspolitiske målsætninger.

Børne- og Ungdomsudvalget har noteret sig, at aftalen ikke er juridisk bindende for Køben­havns Kommune. 

Børne- og Ungdomsudvalget kan på den baggrund tilslutte sig en indgåelse af samarbejdsafta­len mellem Team Danmark og Københavns Kommune."

ØKONOMI

Ingen bemærkninger

 

VIDERE PROCES

Ingen bemærkninger.

 

BILAG

1. Kultur- og Fritidsudvalgets behandling af sagen i mødet den 16. august 2007, herunder samar­bejdsaftalen.

 

 

 

                                       Else Sommer                           Jan Dehn


 

Til top