Mødedato: 12.09.2007, kl. 08:15

Høring om Kvarterplan for områdeløft i Haraldsgadekvarteret

Høring om Kvarterplan for områdeløft i Haraldsgadekvarteret

Børne- og Ungdomsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 12. september 2007

 

 

16.      Høring om Kvarterplan for områdeløft i Haraldsgadekvarteret   J.nr. 2007-69426

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Udvalget skal tage stilling til en høring fra Teknik- og Miljøudvalget (TMU) vedrørende forslag til kvarterplan for områdeløft i Haraldsgadekvarteret.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

1. udvalget godkender udkast til høringssvar til Teknik- og Miljøudvalget.

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 12. september 2007

Indstillingen blev godkendt.

 

PROBLEMSTILLING

Socialministeriet har imødekommet Teknik- og Miljøforvaltningens ansøgning om områdeløft i Haraldsgadekvarteret Syd og Nord og reserveret 18 mio. kr. til formålet. Det er et vilkår for ministeriets reservation, at kommunen selv bidrager med mindst det dobbelte beløb.

 

Som betingelse for Socialministeriets reservation, skal Borgerrepræsentationen inden december 2007 træffe endelig beslutning om områdeløft i Haraldsgadekvarteret på baggrund af et byfornyelsesprogram (her kaldet kvarterplan), som Teknik- og Miljøforvaltningen i samarbejde med de øvrige forvaltninger blev bemyndiget til at udarbejde på Borgerrepræsentationens møde d. 12. oktober 2006.

 

Der foreligger nu et forslag til kvartersplan for områdeløft, som TMU den 15. august 2007 har besluttet at sende til høring i fagudvalgene.

 

LØSNING

Med henblik på udarbejdelse af Kvartersplanen er der etableret en projektorganisation bestående af en styregruppe med repræsentanter for områdets beboere samt andre interessenter mv., et projektsekretariat samt et antal arbejdsgrupper, som har udarbejdet forslag til projekter og fok usområder i forbindelse med områdeløftet.

 

Kvartersplanen tager udgangspunkt visionerne for 7 opstillede temaer. De enkelte temaer er beskrevet med baggrund, mål og indsatsområder samt en afsluttende oplistning af, hvilke projekter der vurderes at kunne bidrage til at realisere vision og mål.

 

Et af de 7 temaer er "Børn og unge" på grund af det store antal børn og unge i kvarteret, i alt ca. 1.800 under 15 år. Heraf er godt 1.100 efterkommere af indvandrere og ca.  200 førstegenerationsindvandrere.

 

På baggrund af 3 workshops for børn og unge i alderen 6 til 18 år er der i planen indarbejdet en række forslag til indsatsområder: Etablering af et pænt og godt kvarter i form af pænere og grønnere udearealer, flere tilbud om opholdssteder uden for hjemmet, flere fritidstilbud samt generelt et trygt kvarter, hvor der tidligt tages fat på unge, som er i risiko for at falde ind i et kriminelt miljø.

 

Endelig er der under overskrifterne "Skoler, klubber og væresteder", "Unge i uddannelse eller job", "Leg og aktiviteter på gadeplan" samt "Ud af kvarteret" oplistet arbejdsgruppernes forslag til projekter. Konkret foreslås på Børn og unge området

 

·        Udflugter for kvarterets børn og unge

·        Børneklubber

·        Ungeklubber

·        Streetsport i Haraldsgadekvarteret

·        Madklub

·        Brobygning til foreninger uden for kvarteret

·        Et mødested til spejderaktiviteter

·        Lektiehjælp

·        Foden indenfor

·        Move@school/Legepatruljer

·        Containeridræt for større børn

 

Forslag til BUUs høringssvar til TMU:

"Det er Børne- og Ungdomsudvalgets vurdering, at flere af de skitserede projektforslag vil kunne understøtte og fremme udviklingen af heldagsskolen på Klostervængets Skole, ligesom det forventes, at skolen vil være en aktiv part i områdeløftprojektet. Tilsvarende gælder det de lokale fritids- og ungdomstilbud, hvor områdeløftet kan bidrage til, at flere børn og unge benytter det offentlige fritidstilbud, herunder klubtilbudet i Haraldsgården."

 

 

ØKONOMI

Vedtagelsen af kvarterplanen har ingen økonomiske konsekvenser for Børne- og Ungdomsforvaltningen.

 

VIDERE PROCES

Efter høringen behandler Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen sagen.

 

 

BILAG

1. Indstilling og beslutning fra TMU´s møde den 15. august 2007

2. Haraldsgadekvarterets områdeløft.

 

.  

 

 

                                    Else Sommer                            Knud Langberg                 


 

Til top