B-sag: Bevillingsmæssige ændringer pr. august 2020
Udvalget skal tage stilling til bevillingsmæssige ændringer pr. august 2020.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at udvalget godkender interne omplaceringer pr. august 2020 inden for Børne- og Ungdomsudvalgets egen ramme.
- at udvalget godkender forslag til eksterne omplaceringer til/fra andre udvalg pr. august 2020 med henblik på senere behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Problemstilling
Bevillingsmæssige ændringer foretages fire gange årligt og vedrører budgetmæssige omplaceringer indenfor og mellem udvalg. Omplaceringerne skal godkendes af Borgerrepræsentationen, hvis der er tale om omplaceringer mellem udvalg.
Løsning
Formålet med bevillingsmæssige ændringer er at sikre en løbende opfølgning på udviklingen i udvalgenes økonomi, så budget og regnskab matcher hinanden. Bevillingsmæssige ændringer er et styringsmæssigt princip, hvor forbrug og budget placeres samme sted og på samme bevillinger. Ændringerne bidrager til at sikre en optimering af økonomistyringen og et retvisende regnskab. Dette er i tråd med den interne såvel som den eksterne revisions anbefalinger.
Der foretages tre typer omplaceringer; interne omplaceringer inden for Børne- og Ungdomsudvalgets egen ramme, eksterne omplaceringer til/fra andre udvalg samt omplaceringer indenfor anlægsområdet med Byggeri København.
Der er to grunde til at omplacere budget mellem udvalgets forskellige bevillingsområder, henholdsvis aktivitetsudvikling og teknisk omplacering.
Aktivitetsudvikling
- Budgettet skal stemmeoverens med den forventede aktivitet, bevillingsmodeller og øvrig udmøntning af det vedtagne budget. Det betyder blandt andet, at hvis det forventede forbrug er større end budgettet på et bevillingsområde, skal der omplaceres budget fra et eller flere bevillingsområder med forventet mindreforbrug.
Teknisk omplacering
- Omplacering af budget fra et bevillingsområde til et andet, hvis der er flytning af opgaver eller ændret bogføringspraksis mellem bevillingsområder.
Samlet medfører omplaceringerne en samlet nedskrivning af Børne- og Ungdomsudvalgets driftsramme med 28,1 mio. kr. og en nedskrivning af udvalgets anlægsramme med 12,2 mio. kr. i 2020, jf. tabel 1. De bevillingsmæssige ændringer er uddybet i bilag 1 og 2, hvor bilag 2 er en del af afleveringskravet til Økonomiforvaltningen. Desuden kommer en indtægtsbevilling som følge af, at der med finansloven blev afsat midler til flere et generelt løft af folkeskolen i 2020.
Tabel 1: Samlede omplaceringer pr. august 2020
Bevillingsområder (1.000 kr.) |
Netto-beløb |
Interne omplaceringer mellem Børne- og Ungdomsudvalgets bevillingsområder |
|
Drift |
|
1301 - Dagtilbud - Demografireguleret |
-692 |
1305 – Dagtilbud special - Demografireguleret |
0 |
1315 - Undervisning - Demografireguleret |
-8.209 |
1317 - Specialundervisning - Demografireguleret |
8.901 |
1321 – Administration |
0 |
1330 - Sundhed - Demografireguleret |
0 |
Drift i alt |
0 |
Omplaceringer til/fra andre udvalg |
|
Drift |
|
1301 - Dagtilbud - Demografireguleret |
-12.233 |
1305 – Dagtilbud special - Demografireguleret |
-691 |
1315 - Undervisning - Demografireguleret |
-13.615 |
1317 – Specialundervisning – Demografireguleret |
-2.754 |
1321 – Administration |
1.758 |
1330 - Sundhed - Demografireguleret |
-516 |
Drift i alt |
-28.051 |
3324 - Anlæg i alt |
-12.190 |
Der er tale om henholdsvis etårige, flerårige eller varige omplaceringer. Der er således forskellige typer omplaceringer, hvor de etårige omplaceringer udelukkende gælder i 2020, mens de varige er vedblivende.
Nedregulering af budget som følge lavere pris- og lønudvikling fra 2019 til 2020
Pris- og lønudviklingen fra 2019 til 2020 er lavere end forudsat i Økonomiaftalen for 2020, og kommunernes budgetter nedreguleres på den baggrund. For Københavns Kommune medfører dette en nedjustering på samlet set 105,5 mio. kr. på service. Den reserverede pulje til sænkelse af p/l på 26,8 mio. kr. håndterer delvist midtvejsevalueringen for Københavns Kommunes mens de resterende 78,7 mio. kr. videreformidles til udvalgene. Som i tidligere år indarbejdes midtvejsreguleringen i forvaltningernes rammer med 2. sag om bevillingsmæssige ændringer.
Nedjusteringen fordeles efter pris og løn i fagudvalgenes korrigerede budgetter for 2020. Børne- og Ungdomsudvalget budget skal på den baggrund reduceres med 34,2 mio. kr. i 2020, der føres tilbage til kassen.
Indtægter fra staten
Med finansloven for 2020 blev der afsat 275 mio. kr. i 2020 til et generelt løft af folkeskolen. 2020-midlerne fordeles mellem kommunerne efter den enkeltes kommunes andel af eleverne i 0.-9. klasse. Andelen for Københavns Kommune er opgjort til 7,4%, hvilket betyder, at Københavns Kommune modtager et tilskud på 20,4 mio. kr. i 2020 til flere lærere i folkeskolen. Udvalget traf beslutning om fordelingen af midlerne d. 17. juni 2020.
Med finansloven blev ligeledes afsat 500 mio. kr. i 2020 til bedre normeringer i dagtilbuddene. Københavns Kommune modtog på den baggrund 63,5 mio. kr., som indgik i sagen om bevillingsmæssige ændringer pr. april 2020, der blev godkendt af udvalget d. 20. maj 2020.
Omplaceringer mellem Børne- og Ungdomsudvalgets bevillingsområder i indeværende år (etårige)
I løbet af året kan der opstå et behov for at flytte midler fra et af udvalgets bevillingsområder til et andet, for at budgettet lægges på de bevillingsrammer, hvor udgifterne faktisk afholdes. Omflytningerne er beløbsneutrale for udvalget som helhed, idet der er tale om at flytte midler fra en bevilling til en anden.
Der er primært tale om omplacering af 8,9 mio. kr. fra specialundervisningsrammen til undervisningsrammen, der skyldes, at specialundervisningsrammen finansierer de alternative tilbud til dagbehandling og specialundervisning, som udbydes af almene skoler til elever, der har brug for ekstra støtte, men som ikke skal i specialskoletilbud/dagbehandling.
Omplaceringer mellem Børne- og Ungdomsudvalgets bevillingsområder (varige)
Der er med de bevillingsmæssige ændringer pr. august 2020 ingen varige omplaceringer mellem udvalgets bevillingsområder.
Omplaceringer mellem udvalg i indeværende år (etårige)
Børne- og Ungdomsudvalget afleverer samlet set 31,5 mio. kr. i etårige driftsmidler til andre udvalg og afleverer 12,2 mio. kr. i anlægsmidler, jf. bilag 1, tabel 3.
På driftssiden skyldes omplaceringen en nedskrivning af budgettet som følge af en lavere pris- og lønudvikling fra 2019 til 2020 end forventet, jf. afsnittet herom. På den baggrund afleveres 34,2 mio. kr. til kassen under Økonomiudvalget. Derudover modtages 2,3 mio. kr. fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalget som følge af ny lovgivning på løntilskudsområdet.
På anlægssiden overføres der samlet set 12,2 mio. kr. til Økonomiudvalget, hvor 5,0 mio. kr. er udgifter til enterprise- og rådgivningshonorarer på skole- og dagtilbudsområdet. Derudover tilbagebetales 7,2 mio. kr. til kassen under Økonomiudvalget i forbindelse med en delvis annullering af investeringscasen ’Effektivisering af administrative m2 i områdeforvaltningerne’.
Omplaceringer mellem udvalg (varige)
Børne- og Ungdomsudvalget modtager samlet set 3,4 mio. kr. i varige driftsmidler fra andre udvalg, hvilket alene skyldes, at der overføres midler fra Københavns Ejendomme som følge af en justering af huslejeudgiften på daginstitutionsområdet.
Økonomi
Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår med denne sag, at Børne- og Ungdomsudvalgets driftsramme nedskrives med 28,1 mio. kr., og at anlægsrammen nedskrives med 12,2 mio. kr.
Videre proces
Sagen forventes behandlet i Økonomiudvalget d. 19. august 2020 og i Borgerrepræsentationen d. 27. august 2020.
Tobias Børner Stax
/ Sti Andreas GardeBeslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 12. august 2020:
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.