Mødedato: 12.08.2020, kl. 15:00
Mødested: Udv. vær. D - 1.sal, vær. 103

B-sag: Høringssvar vedr. samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til udkast til udvalgets høringssvar vedr. Samarbejdsaftale ml. Københavns Kommune og Det Kongelige Teater (2021-2024).


Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget godkender indstillingen som udvalgets høringssvar til Økonomiudvalget.

Problemstilling

Den nuværende samarbejdsaftale med Det Kongelige Teater blev vedtaget af Borgerrepræsentationen den 10. november 2016 og udløber med udgangen af 2020. Borgerrepræsentationen skal inden udgangen af året vedtage en ny samarbejdsaftale for årene 2021-2024 (jf. bilag 1).

Københavns Kommune har med beslutning i Borgerrepræsentationen den 9. juni 2004 vedtaget, at Københavns Kommune yder et årligt tilskud til Operaen i København på 10,3 mio. kr. i 2004 og herefter 40 mio. kr. årligt (2004 p/l). I 2020 udgør driftstilskuddet 47,9 mio. kr., hvoraf 5 mio. kr. er øremærket til at åbne husene for borgerne i København og til konkrete samarbejder med københavnske skoler, festivaler og kulturaktører. De særlige fokusområder inden for de øremærkede midler konkretiseres i den fireårige samarbejdsaftale mellem Københavns Kommune og Det Kongelige Teater.

På Økonomiudvalgets møde den 26. maj blev det besluttet at sende aftalen i udvalgshøring i samtlige fagudvalg.

Løsning

I processen med udarbejdelsen af samarbejdsaftalen, har den været sendt i administrativ høring ved forvaltningerne. I den administrative høring opfordrede BUF til, at der ligeledes blev arbejdet med tilbud til dagtilbud, hvilket er imødekommet i den nuværende aftaletekst, ligesom Det Kongelige Teater generelt har udtrykt positiv vilje til at samarbejde om evt. konkrete ønsker på børne- og ungdomsområdet.

Udkastet til den kommende samarbejdsaftale tager udgangspunkt i den eksisterende aftale (jf. bilag 2), men med en udvidelse af skolesamarbejdet, så det nuværende samarbejde med 19 udvalgte skoler udvides til at gælde alle de københavnske folkeskoler. Derudover vil Det Kongelige Teater med den nye samarbejdsaftale tilbyde ledig scenekapacitet til scenekunstnere, der ikke har egen scene samt undersøge og afprøve modeller for tilbud om forestillinger og besøg til københavnske dagtilbud i løbet af aftaleperioden.

De særlige fokusområder i aftalen er præsenteret herunder:

  • Børn og unge: Det Kongelige Teater iværksætter forløb, der tilbyder alle københavnske skoler med scenekunst som eksempelvis opera, ballet eller musik på skoleskemaet. Dette sikrer, at mange københavnske skolebørn gennem deres skoletid får mulighed for at opleve scenekunsten. Det Kongelige teater vil i aftaleperioden undersøge og afprøve modeller for tilbud om forestillinger og besøg til københavnske dagtilbud.

     

  • Åben Scene: Det Kongelige Teater tilbyder scenekapacitet til uafhængige scenekunstnere, der ikke selv har en scene. Teatret arbejder for at stille ledig scenekapacitet på Lille Scene eller Takkelloftet til rådighed i 16-20 uger hver sæson.

  • Samarbejde: Det Kongelige Teater indgår forpligtigende samarbejder med øvrige kunstneriske aktører i Københavns Kommune om f.eks. opera-koncerter om sommeren og øvrige samarbejder med det københavnske teatermiljø og andre relevante parter, for at understøtte København som en stærk kulturhovedstad til gavn for hele landet, dets image og besøgende.

Forslag til BUU’s høringssvar (kursiv):

"Børne- og Ungdomsudvalget bakker op om udkastet til samarbejdsaftale ml. Københavns Kommune og Det Kongelige Teater (2021-2024).

Udvalget finder, at udkastet til samarbejdsaftale fint beskriver, hvordan skolerne kan benytte Det Kongelige Teaters tilbud.

Udvalget hilser det velkomment, at samarbejdsaftalen udvides til samtlige skoler fremfor de nuværende 19 skoler, ligesom udvalget desuden finder det positivt, at Det Kongelige Teater med aftalen skal undersøge og afprøve modeller for tilbud om forestillinger og besøg til københavnske dagtilbud i løbet af aftaleperioden. For Børne- og Ungdomsudvalget er det vigtigt, at alle kommunens børn og unge får gavn af samarbejdsaftalen og mulighed for at opleve scenekunsten.

Udvalget ønsker med den kommende aftale at fortsætte det gode samarbejde med Det Kongelige Teater og i den nye aftaleperiode samarbejde og arbejde henimod, at de nuværende læringsforløb, der tilbydes skolerne, i endnu højere grad udvides og tilpasses skolernes behov."

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Økonomiforvaltningen vil vurdere og indarbejde eventuelle høringssvar i aftaleudkastet med inddragelse af Kultur- og Fritidsforvaltningen og Det Kongelige Teater.

Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen vil i efteråret 2020 få nyt udkast til samarbejdsaftale forelagt til endelig godkendelse før aftalens ikrafttræden den 1. januar 2021.

 

Tobias Børner Stax                                    /Mette Seneca Kløve

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 12. august 2020:

Indstillingen blev godkendt.

Til top