Mødedato: 12.06.2024, kl. 08:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Opfølgning på medlemsforslag i BR om frisættelse af folkeskolen

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen har pålagt Børne- og Ungdomsforvaltningen at undersøge mulighederne for frisættelse af folkeskolen fra regler vedrørende afgangsprøver og timetal. Udvalget skal godkende henvendelsen herom til Børne- og Undervisningsministeriet.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at henvendelsen til Børne- og Undervisningsministeriet (jf. bilag 1), godkendes.

2. at ”Medlemsforslag om frisættelse af folkeskolen” godkendt i Borgerrepræsentationen den 14. marts 2024 hermed er håndteret.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har den 14. marts 2024 vedtaget, at Børne- og Ungdomsforvaltningen skal undersøge muligheden for at ansøge Børne- og Undervisningsministeriet om frisættelse af folkeskolen, jf. bilag 2.

Ønsket om frisættelsen begrundes i, at flere børn og unge mistrives, bl.a. grundet øget præstationspres og lange skoledage, og at der er behov for at give mere fleksibilitet i skolen og mere ro på. 

Løsning

Børne- og Undervisningsministeren kan fravige folkeskolelovens bestemmelser for at fremme forsøgsvirksomhed og pædagogisk udviklingsarbejde, jf. folkeskolelovens §55. Børne- og Ungdomsforvaltningen vil derfor anmode Børne- og Undervisningsministeren om en forsøgsordning til:

1. Frisættelse fra afgangseksamensregler, så den højeste karakter, årskarakteren eller afgangseksamenskarakteren, er gældende på afgangsbeviset.

2. Frisættelse fra afgangseksamensregler, så elever kan aflægge afgangsprøven i 9. klasse over flere år og fx afslutte nogle fag et år og de resterende fag næste år.

3. Frisættelse fra reglerne om minimumstimetal for fagene dansk og matematik, så skoledagen forkortes og ressourcer i stedet kan benyttes til fx co-teaching, to-lærerordning og lærer-pædagogordning i de to fag. 

Der er siden Borgerrepræsentationen vedtagelse af medlemsforslaget indgået en national ”Aftale om folkeskolens kvalitetsprogram - frihed og fordybelse”. Denne aftale, der forventes udmøntet i lovgivning i efteråret 2024, indeholder ingen af de nævnte ønsker om frisættelse af folkeskolen.

Børne- og Undervisningsministeriet har desuden oplyst, at de eksisterende frisættelsesforsøg på folkeskoleområdet i Holbæk og Esbjerg kommuner afsluttes i 2025.

På baggrund heraf har forvaltningen udarbejdet en henvendelse - jf. bilag 1 - til Børne- og Undervisningsministeriet om muligheden for en ny forsøgsordning i Københavns Kommune.

Politisk handlerum

Der kan potentielt ansøges om andre former for frisættelse af folkeskolen.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen orienterer udvalget, når børne- og undervisningsministeren har svaret på henvendelsen.

 

Tobias Børner Stax Mette Seneca Kløve

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 12. juni 2024:

Enhedslisten stillede ændringsforslag i tilknytning til indstillingens 1. at-punkt om at denne ordlyd tilføjes som nyt tredje afsnit i henvendelsen til ministeriet:

”Der er også brug for en højere kvalitet af undervisningen i folkeskolen, så flere end nu kan bestå folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik”.

ÆF blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 6 medlemmer: F, Ø og Å.

Imod stemte 5 medlemmer: A, C og V.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Indstillingen blev herefter i sin helhed godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 6 medlemmer: F, Ø og Å.

Imod stemte 5 medlemmer: A, C og V.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Det Konservative Folkeparti ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen, hvilket Socialdemokratiet tilsluttede sig: ”Vi kan se, at børn af de mindst uddannede forældre har svært ved at bestå dansk og matematik, og derfor ønsker vi ikke færre timer i dansk og matematik”.

Det Konservative Folkeparti ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen, hvilket Socialdemokratiet og Venstre tilsluttede sig: ”Vi mener at det er vigtigt at elever får lov at gå op til eksaminer og teste deres viden, men vi ønsker mere praktiske eksamener, og ikke at sprede eksamenspresset over endnu flere år”.

Til top