Frisættelse fra kravet om halvårlige trivselsmålinger på dagtilbudsområdet (TOPI)
Udvalget skal med denne sag tage stilling til, om dagtilbuddene skal frisættes fra den tidligere beslutning om obligatoriske halvårlige trivselsmålinger ved brug af TOPI (Tidlig opsporing og indsats). Sagen blev først behandlet i BUU den 11. december 2024, hvor udvalget anmodede forvaltningen om at vende tilbage med yderligere oplysninger om beslutningens oprindelige grundlag samt involverede aktørers synspunkter.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),
- at kravet om halvårlige trivselsvurderinger i dagtilbud fjernes og
- at institutionerne selv kan vælge, hvordan de vil arbejde med trivselsvurdering indenfor gældende lovgivning, idet TOPI i it-systemet "Hjernen&Hjertet" fortsat skal anvendes hvis institutionerne ønsker en systemunderstøttet metode.
Problemstilling
TOPI er et værktøj til at understøtte tidlig og forebyggende indsats gennem trivselsvurderinger i dagtilbud. Vurderinger foretages to gange årligt i Københavns Kommune. TOPI er understøttet digitalt for københavnske dagtilbud i it-systemet "Hjernen&Hjertet".
Forvaltningen foreslår som led i arbejdet med at forenkle og fjerne administrative regler at fjerne kravet om halvårlige trivselsvurderinger, så institutionerne selv kan vælge, hvordan og hvornår de vil foretage trivselsvurderinger. Hvis de ønsker en systemunderstøttet metode til trivselsvurdering, skal de bruge TOPI i it-systemet "Hjernen&Hjertet".
Forvaltningen har været i dialog med klyngeledere fra to områder, som ikke giver et entydigt svar på behovet for TOPI eller en bestemt hyppighed af vurderingerne. Derudover har forvaltningen været i dialog med BUPL og LFS. Begge bakker op om frisættelse fra halvårlige trivselsmålinger i dagtilbud og understreger, at pædagoger allerede har fokus på børns trivsel i deres daglige arbejde. BUPL påpeger, at redskaber som TOPI kan være nyttige til at systematisere denne opmærksomhed, men bør være valgfrie, så de anvendes, hvor det giver mening. LFS mener, at obligatoriske koncepter som TOPI ikke er nødvendige, da pædagoger allerede er forpligtet til at evaluere og dokumentere børns trivsel. De peger desuden på, at TOPI afspejler en mekanisk tilgang til børns udvikling, som ikke nødvendigvis styrker den pædagogiske faglighed.
Løsning
På BUU-mødet den 7. december 2011 vedtog udvalget "Specialreformens Tidlig indsats- og Inklusionspakke" (2011-139536) med fokus på at forebygge eksklusion og styrke mulighederne for udsatte børn. Ifølge et orienteringsnotat til udvalget i 2014 blev det ved udvalgsmødet i 2011 aftalt, at forvaltningen skulle udvikle en model for tidlig opsporing af udsatte børn (jf. bilag 1).
To pilotprojekter blev gennemført i område Valby/Vesterbro/Kgs. Enghave (VVK) og område Brønshøj/Husum/Vanløse (BHV). Socialstyrelsen og KORA udviklede en national opsporingsmodel med et trivselsskema, der blev testet i område BHV. Forvaltningen vurderede, at BHV’s version effektivt identificerede mistrivsel og var lettest at anvende i institutionerne. På den baggrund anbefalede forvaltningen, at modellen blev implementeret på tværs af Københavns tilbud. Det er KORA’s model, der i dag kendes som TOPI.
Formålet med TOPI er at skabe dialog om børns trivsel og tidligt identificere børn, der har brug for en pædagogisk indsats, så der kan sættes ind med relevante tiltag i tide.
Daginstitutioner har ifølge Dagtilbudsloven en pligt til at holde øje med børns trivsel (Barnets Lov § 9 og § 133 samt Dagtilbudsloven § 7), men der ikke krav om en bestemt metode eller frekvens for trivselsvurderinger (Dagtilbudsloven § 9, stk. 3).
Anvendelse af it-systemet i "Hjernen&Hjertet"
Hvis institutionerne ønsker at foretage systemunderstøttede trivselsvurderinger, skal der forsat anvendes TOPI i it-systemet "Hjernen&Hjertet". Systemunderstøttelsen i "Hjernen&Hjertet" fastholdes for at sikre, at den lokale ledelse i dagtilbuddene ikke skal overtage opgaven med at indgå databehandleraftaler og overholde GDPR-regler om sletning, opbevaring og aktindsigt.
Forvaltningen foreslår at ophæve kravet om halvårlige vurderinger, så institutionerne selv kan tilpasse den pædagogiske vurdering og dokumentation efter lokale behov.
Hvis udvalget beslutter at fjerne kravet, vil institutionerne kunne fastsætte vurderingshyppigheden individuelt. Dagtilbud, der ønsker at fortsætte med to årlige vurderinger, kan vælge at gøre det. Institutionerne skal fortsat kunne dokumentere trivsel, men uden registrering vil det ikke være muligt systematisk at følge udviklingen eller sammenligne på tværs af byen.
Politisk handlerum
Forvaltningens forslag om at forenkle arbejdsgangen i TOPI på dagtilbudsområdet kan godkendes eller afvises.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Intet yderligere.
Tobias Børner Stax / Mette Seneca Kløve, Sti Andreas Garde