Mødedato: 12.03.2025, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Medlemsforslag om rollespilspædagoger

Det indstilles,

1. at Børne- og Ungdomsforvaltningen skal vende tilbage med flere modeller for etablering af et fagligt netværk for alle de pædagogiske medarbejdere, der arbejder med rollespil som pædagogisk aktivitet i klubber og skoler i København. Netværket skal kunne danne grundlag for erfaringsudveksling, kompetenceudvikling og samarbejde på tværs af de københavnske institutioner, og for en stærkere brobygning mellem fritidslivet i institutioner og fritidslivet i foreninger. Der ønskes både en model, der kan realiseres indenfor forvaltningens ramme, og én der vil forudsætte en budgetbevilling.

2. at Børne- og Ungdomsforvaltningen kontakter Københavns Professionshøjskole eller andre relevante uddannelsesinstitutioner mhp. - i samarbejde med fx Rollespilsakademiet, Rollespilsfabrikken eller andre relevante aktører - at få udviklet en model for en meritpædagoguddannelse målrettet de pædagogiske medhjælpere og assistenter, der i dag er ansvarlige for rollespil som pædagogisk aktivitet i københavnske institutioner, og vender tilbage til udvalget herom.

(Stillet af Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti)

Motivering

I mange københavnske fritids- og juniorklubber og ungeværker er rollespil blevet en væsentlig pædagogisk aktivitet, som både skaber stor glæde blandt børn og unge, men som også er et særligt greb til at kunne arbejde med pædagogiske interventioner i hele børnegrupper med henblik på at styrke fællesskaberne og forbedre trivslen. Mange af medarbejderne er imidlertid ansat som pædagogmedhjælpere og derfor kan der være udfordringer med at fastholde dem indenfor fritidspædagogikken i København. Forslaget sigter derfor på at få styrket samarbejdet på tværs mellem medarbejdere i forskellige institutioner, at få styrket brobygningen mellem fritidslivet i institutionerne og fritidslivet i foreningerne og at få sonderet mulighederne for at udvikle en attraktiv merituddannelse inden for fritidspædagogik målrettet denne medarbejdergruppe.

 

 

Til top