Mødedato: 12.03.2008, kl. 08:15

Fritidstilbud i Lundtoftegade

Fritidstilbud i Lundtoftegade

Børne- og Ungdomsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 12. marts 2008

 

 

6.      Fritidstilbud i Lundtoftegade  J.nr. 2008-508

 

 

Udvalget skal tage stilling til forslag om etablering af en fritidsinstitution i Lundtoftegade.

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

1.      at den integrerede institution Kloden nytænkes strukturelt som fritidsinstitution for målgruppen 11 – 17 årige børn og unge, som ikke søger heldagsskoletilbuddet i Hillerødgade Skole

2.      at institutionen forbliver under BUF, men der arbejdes tæt sammen med afdelingsbestyrelsen i boligforeningen AKB samt Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen omkring det konkrete projekt.

3.      at der tilknyttes en opsøgende medarbejder med fokus på brobygning til fritidsinstitutionen og forældrekontakt for at sikre tryghed og gode opvækstvilkår for lokalområdets børn og unge

4.      at der arbejdes videre på at finansiere et kontingentfrit tilbud for brugerne af Kloden

5.      at fritidsinstitutionen og dens tilknyttede lokalarbejde for 11 – 17 årige bliver evalueret efter en 1 årig periode med henblik på at vurdere om institutionen har tiltrukket den forventede målgruppe til tilbuddet

6.      at der søges om midler til anlægsomkostninger ved reetablering af tilbuddet hurtigst muligt

7.      at tilbuddet igangsættes så hurtigt som muligt, dog senest i august 2008.

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 12. marts 2008

Indstillingen blev godkendt.

 

 

PROBLEMSTILLING

I AKBs bebyggelse, Lundtoftegade 5-81, er der mange børn og unge, som har behov for en særlig indsats. BUF har mulighed for at genåbne et klubtilbud i Lundtoftegade, som ikke anvendes i heldagsskoleforsøget, og som vurderes at kunne tiltrække børn og unge, der ikke går i heldagsskolen i Hillerødgade.

Klodens indsats har været en væsentlig del af den positive udvikling fra starten af 2000 – 2007, som har præget området i Lundtoftegade. Institutionen har i samarbejde med vidt forskellige interessenter opnået gode resultater med forskellige tiltag kontingentfrihed, væresteder, integrationsprojekter, pigeklub, arbejdsmarkedsprojekter, lommepengeprojekter m.fl. Klodens indsats har vist tydelige resultater, hvor kriminaliteten og hærværksudøvelsen i Lundtoftegade er faldet i de senere år, ligesom området har en meget lav ungdomsarbejdsløshed.

Kloden blev en del af Hillerødgades heldagsskoletilbud fra august 2007, og der er efterfølgende ikke tilbud til de børn og unge, der søger et andet skoletilbud end heldagsskolen samt til lokalområdets unge i aftentimerne. Heldagsskolen har imidlertid ikke behov for at anvende Klodens lokaler, da skolens lokaler har vist sig tilstrækkelige. Der er dermed afsat huslejemidler til Kloden i heldagsskoleprojektet, men lokalerne anvendes ikke til dette formål p.t.

I forhold til børn og unge uden for heldagsskolen er der alene etableret et mindre fritidstilbud i form af et selvstyrende værested med et vist tilsyn, men dette har vist sig utilstrækkeligt. Det har bevirket, at børn og unge færdes alene i det lokale boligområde uden et fritidstilbud, hvilket har givet anledning til bekymring, og det har skabt en del utryghed med hærværk og indbrud o.lign. Boligafdeling i AKB Lundtoftegade har i denne sammenhæng sendt en klage til forvaltningerne (BIF, SOF, KFF og BUF), som støttes af samtlige samarbejdspartnere, der agerer i området.

 

LØSNING

BIF, SOF og BUF er enige om, at situationen i Lundtoftegade er meget alvorlig, og forvaltningerne har derfor holdt en fælles møderække med afdelingsbestyrelsen for at få en uddybning af de oplevede problemer og drøfte fremadrettede løsningsmuligheder. Der er behov for at få et fritidstilbud til børn og unge i området, og indsatsen skal støttes af en opsøgende indsats målrettet børn og unge, der ikke går på heldagsskolen. AKBs arbejde udspringer bla. af bidrag fra Landsbyggefonden til en helhedsindsats i området. 

BUF foreslår på denne baggrund, at Kloden genetableres med en normering på 40 fritidsklubpladser og 50 ungdomsklubpladser i de eksisterende lokaler i Kloden. Dette vil betyde, at hvis Kloden via det opsøgende arbejde kan indskrive et antal børn svarende til den foreslåede normering, så vil de automatisk få budget til dette ved årets afslutning. Som i alle andre institutioner får Kloden ikke i udgangspunktet udmeldt budget til flere personer, end der er indskrevet, hvorfor de ved årets start får udmeldt budget til det antal unge, der var indskrevet ved årets start op til den givne normering. Klubtilbuddet kan eventuelt opdeles i særskilte pigetilbud. Der vil tillige være et samarbejde mellem fritidsinstitutionen og heldagsskolen.

Desuden tildeles Kloden et beløb svarende til 1 fuldtidsmedarbejder, som står for den opsøgende sociale indsats foreløbigt i en 1 årig periode uanset antal indskrevne børn. Indsatsen skal i videst muligt omfang iværksættes i samarbejde med den udgående medarbejder fra den boligsociale indsats i AKB. De to medarbejdere skal både være opsøgende til fritidsinstitutionerne og heldagsskolen.

BUF vil i givet fald i samarbejde med den boligsociale indsats og SOF arbejde videre med at etablere en lokal socialpulje på 500.000 kr., hvor medarbejdere, beboere og forældre kan søge om friplads til børn og unge med særlige behov. Der nedsættes en tværfaglig gruppe fra afdelingsbestyrelsen, SOF og BUF, som ud fra fastsatte retningslinjer hurtig kan bevillige friplads, således at det sikres, at børn og unge med særlige behov for voksen professionel kontakt i deres fritidsliv kan benytte tilbuddet. Socialpuljen bliver evalueret efter 1 år, og det aftales med boligforening og SOF, om socialpuljen skal fortsætte for et år af gangen.

Økonomien til socialpuljeindsatsen forventes bevilget af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens tværgående integrationspulje. Det skal understreges, at en mulig bevilling fra BIF kun vil være med fuld effekt 1 år, hvorefter den gradvist udfases med ¼ pr. år over fire år. Efter 1 år skal økonomien til dette altså findes på ny i kommende budgetforhandlinger.

 

ØKONOMI

Der anlægges den samme form for økonomisk betragtning som i forbindelse med vedtagelsen omkring Haraldsgården (BUU 30. januar 2008), der også er et fritids- og klubtilbud, som ligger uden for heldagsskoleprojektet, og som skal anvendes til at tiltrække de børn og unge, der ikke via heldagsskoleprojektet har et fritidstilbud.

Der tildeles den gældende pladsprisøkonomi pr. indmeldt barn/unge op til en normering på 40 fritidsklubpladser og 50 ungdomsklubpladser. Disse midler finansieres af rammebudgettet til fritidshjem- og klubtilbud.

Det er ikke på grund af manglende pladser på Nørrebro, at dette initiativ foreslås, men fordi det er vurderingen, at Kloden kan yde et målrettet tilbud til den gruppe af børn og unge, der er i området, og som har brug for en ekstra indsats. Derfor vil det muligvis blive nødvendigt at lukke eller nednormere andre fritids- og ungdomsklubpladser, med henblik på at holde den samlede ramme.

Der vil der blive taget højde for i forbindelse med den netop besluttede analyse af institutions- og klubtilbud, jf. BUU den 27.2.2008 (j.nr. 2008-17984).

Der vil også blive taget samlet stilling til klubtilbud i forbindelse med de initiativer, der iværksættes i forbindelse med den senere tids uroligheder på blandt andet Nørrebro.

Institutionen tildeles derudover en et-årig bevilling på 350.000 kr. til en opsøgende medarbejder. Institutionen får mulighed for at overflytte dele af denne lønsum til næste års budget, da forsøget ikke får fuld effekt i 2008. Beløbet dækkes via handleplanspuljen til institutioner med mere end 10 % tomme pladser.

Klodens husleje, der i øjeblikket finansieres via bevillingen til heldagsskoleforsøget, trækkes ud af dette projekt og anvendes fortsat til at finansiere huslejen i Kloden.

Udover driftsøkonomien arbejdes der videre med at sikre midler til et kontingentfrit tilbud via ovennævnte socialpulje.

Det er en forudsætning, at der anlægsmæssigt skaffes midler til at montere og til en vis grad genetablere Kloden, da bygningerne har været ude for en del hærværk i perioden som selvstyrende værested med begrænset tilsyn. Der er ikke p.t. fundet midler til dette, men der vil blive fremlagt en anlægsindstilling i april med forslag til finansiering af denne udgift.

 

VIDERE PROCES

-

 

BILAG

-

 

                            Else Sommer                   Henriette Bjørn Nielsen

 

 

 

 


 

Til top