Mødedato: 11.12.2024, kl. 13:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Frisættelse fra kravet om halvårlige trivselsmålinger på dagtilbudsområdet

Udvalget skal med denne sag tage stilling til, om dagtilbuddene skal frisættes fra den tidligere politiske beslutning om halvårlige trivselsmålinger ved brug af TOPI (Tidlig opsporing og indsats).

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

  1. at det politiske krav om halvårlige trivselsvurderinger i dagtilbud fjernes og
  2. at hvis institutionerne ønsker at foretage systemunderstøttet trivselsvurdering, skal TOPI i it-systemet "Hjernen&Hjertet" fortsat anvendes.

Problemstilling

I december 2011 vedtog BUU Tidlig Indsats- og Inklusionspakken, som havde til formål at forebygge eksklusion og styrke mulighederne for udsatte børn. I november 2014 besluttede BUU at implementere TOPI som et fælles redskab. TOPI er et værktøj, der understøtter den tidlige og forebyggende indsats gennem trivselsvurderinger i dagtilbud. TOPI er understøttet digitalt for københavnske dagtilbud i it-systemet "Hjernen&Hjertet". TOPI er også en del af den automatiserede vidensoverdragelse mellem dagtilbud og er planlagt til at indgå i vidensoverdragelse fra børnehave til skole/KKFO.

Ledere i dagtilbud har ifølge dagtilbudslovens §6 ansvar for, at der sker en løbende pædagogisk evaluering og dokumentation af børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse. BUU har tidligere besluttet, at denne løbende pædagogiske dokumentation skal foregå som halvårlige trivselsvurderinger i TOPI.

Forvaltningen har været i dialog med klyngeledere, der har peget på forskellige ønsker vedrørende både behovet for - og hyppigheden af - brug af TOPI. Herunder også klyngeledere, der ikke ønsker at kravet om TOPI tilbagerulles.

Løsning

Forvaltningen foreslår, at det politiske krav om to årlige trivselsvurderinger tilbagerulles og at det fremover bliver frivilligt. På den måde kan hver institution selv tilpasse den løbende pædagogiske vurdering og dokumentation, hvor det giver mest mening for børn og medarbejdere.

Hvis institutionerne ønsker at foretage systemunderstøttet trivselsvurderinger, skal der forsat anvendes TOPI i it-systemet "Hjernen&Hjertet". Systemunderstøttelsen i "Hjernen&Hjertet" fastholdes for at sikre, at den lokale ledelse i dagtilbuddene ikke skal overtage opgaven med at indgå databehandleraftaler og overholde GDPR-regler om sletning, opbevaring og aktindsigt.

Forældresamarbejde og handleplaner

Blandt klyngelederne er der forskellige erfaringer med tidsforbruget, særligt i det opfølgende arbejde med handleplaner og forældresamarbejde, som nogle oplever som ressourcekrævende i forhold til den effekt, det har. Forvaltningen foreslår derfor, at hvis institutionerne fortsat vælger at anvende TOPI, så overlades det til lokal beslutning om, hvorvidt der udarbejdes handleplaner og afholdes forældresamtaler ved bekymring for et barns trivsel, så arbejdsgangene tilpasses de konkrete behov og ressourcer.

Politisk handlerum

BUU kan vælge ikke at godkende eller komme med justeringer til forvaltningens forslag til forenkling af arbejdsgangen i TOPI på dagtilbudsområdet.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med indstillingen.

Videre proces

Forvaltningen vil informere dagtilbudslederne om, at de er frisat fra anvendelse af TOPI på intranettet i januar 2025.

 

Tobias Børner Stax                                                             Sti Andreas Garde

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 11. december 2024:

Udvalget ønskede at forvaltningen vender tilbage med yderligere oplysninger om det oprindelige grundlag bag beslutningen om TOPI og om involverede aktørers synspunkter i sagen.

Til top