2. regnskabsprognose 2021
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at udvalget godkender 2. regnskabsprognose for 2021.
Problemstilling
Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) skal melde forventninger til det samlede regnskabsresultat til Økonomiudvalget (ØU) og Borgerrepræsentationen (BR) i tre kvartalsvise regnskabsprognoser i henholdsvis maj, august og november. Nu fremlægges den 2. regnskabsprognose med forventningen til regnskabsresultatet for 2021. Forventningen er baseret på forbrug og aktiviteter i de første 6 måneder af året. I bilag 1 er der mere detaljerede regnskabsforklaringer på bevillingsniveau, mens bilag 2 er en del af afleveringskravet til Økonomiforvaltningen (ØKF).
COVID-19 situationen påvirker ligesom i 2020 forvaltningens drift på samtlige bevillingsområder. I modsætning til sidste år er der dog en langt større forudsigelighed i de økonomiske konsekvenser, og hovedparten af udgifterne bæres centralt. De kendte mindre- og merudgifter som følge af COVID-19 indgår i prognosen og er uddybet i bilag 2.
Med indstillingen er der samtidigt en status på specialområdet. Børne- og Ungdomsudvalget vedtog den 18. december 2019 ifm. principperne for styring og opfølgning af specialundervisningsområdet, at der skal udarbejdes kvartalsvise opfølgninger om antal indstillinger, visitationer og klager på specialområdet. Opgørelsen forelægges udvalget ifm. regnskabsprognoserne og ved regnskabet i marts.
Endelig følger indstillingen op på udvalgets beslutning i forbindelse med 1. prognose om et styrket fokus på rekrutteringsudfordringen vedr. pædagoger på dagtilbudsområdet.
Løsning
I tabel 1 nedenfor ses forventningen til det samlede resultat ved 2. prognose 2021. Der forventes et budget i balance, hvor der ekskl. covid-19 nettoudgifter er et forventet mindreforbrug på 96,4 mio. kr. fordelt med 96,3 mio. kr. i decentral opsparing mv. og 0,1 mio. kr. i ordinær drift.
De forventede COVID-19 nettoudgifter er på 210,8 mio. kr. Uden kompensation for COVID-19 udgifterne ville det forventede resultat være et merforbrug på 114,4 mio. kr.
Tabel 1: Forventet regnskabsresultat 2021
Forudsætninger og usikkerheder
Det forventede korrigerede budget er inkl. alle kendte ændringer herunder den demografiske efterregulering og midler fra overførselssagen 2020-2021. Derudover er det inkl. nationale midler til trivsel, minimumsnormeringer og til løft af folkeskolen.
Der blev i overførselssagen 2020-2021 besluttet, at der i forlængelse af augustprognosen vil ske en bevillingsmæssig dækning af forvaltningernes udgifter til COVID-19. Indstillingen om en kompensation af forvaltningernes COVID-19 nettoudgifter for første halvdel af 2021 vil blive forelagt Økonomiudvalget den 25. august 2021.
Der er en række usikkerhedsfaktorer, som fortsat kan påvirke det endelige regnskabsresultat heriblandt især følgerne af COVID-19 situationen og myndighedernes anbefalinger i resten af 2021. I forhold til det forhøjede rengørings- og hygiejneniveau er der indregnet udgifter for hele 2021. Derudover er størstedelen af budgettet aktivitetsafhængigt, og derfor udgør ændringer i antal børn og elever også den største usikkerhed.
Økonomiske konsekvenser som følge af COVID-19
Det er i øjeblikket forventningen, at der vil være merudgifter på omkring 210,8 mio. kr. i 2021, hvor 193,2, mio. kr. er centrale udgifter og 17,6 mio. kr. er decentrale udgifter. De decentrale udgifter er primært udgifter til vikardækning af test i arbejdstiden samt diverse driftsudgifter. Der er samtidig en række decentrale mindreudgifter og merindtægter – eksempelvis refusioner på over 20 mio. kr. knyttet til Covid-19. Herudover forventes der, bl.a. som følge af de fortsatte restriktioner mv. en række driftsmidler, som er skubbet til efteråret, hvilket vurderes at medføre et mindreforbrug på nuværende tidspunkt.
De centrale udgifter er udgifter til test samt rengøring og hygiejne, hvor der i hele 2021 er budgetteret med et forhøjet rengørings- og hygiejneniveau. Tabel 2 giver et overblik over, hvordan merudgifterne fordeler sig på de forskellige bevillingsområder. Udgifterne er uddybet i bilag 1. Det er fortsat usikkert, hvor mange udgifter der præcist vil være, og der vil komme en opdateret status på COVID-19 udgifterne ifm. 3. prognose.
Tabel 2. Overblik over forventede COVID-19 udgifter
*Note: Ud af de 25 mio. kr. til test (Falck) hører ca. 5-6 mio. kr. til ved Socialforvaltningen.
Decentral opsparing
Den decentrale opsparing dækker over skoler og institutioners samlede opsparing og gæld. Den decentrale opsparing forventes at være 96,3 mio. kr. ved udgangen af 2021. Forventningen er inkl. en kompensation på 17,6 mio. kr. til dækning af udgifter som følge af Covid-19.
Ved regnskab 2020 var den decentrale opsparing på 103,4 mio. kr. efter COVID-19 omfordelingen (jf. BUU 10. marts). Som det fremgår af tabel 3, forventes samlet set et lille fald i den decentrale opsparing ift. regnskab 2020. De 96,3 mio. kr. indeholder eksterne midler på 5,2 mio. kr. og ligger fortsat en smule højere end i årene før 2020.
Tabel 3: Decentral opsparing 2020 og 2021
Ordinær drift
Der er et forventet merforbrug på den ordinære drift på 193,1 mio. kr. Det skyldes hovedsageligt forvaltningens ekstraordinære udgifter til COVID-19 på 193,2 mio. kr., og der er dermed balance på den ordinære drift ekskl. COVID-19. Bilag 1 uddyber resultatet vedr. den ordinære drift.
Der er stadig mange forhold, der kan rykke ved resultatet i løbet af året. Udover COVID-19 situationen kan mindre ændringer i aktiviteten ændre resultatet. Det er også forvaltningens erfaring, at der i løbet af året vil komme mindreforbrug på blandt andet centrale puljer.
Status på specialområdet
På specialområdet forventes et merforbrug på 4,7 mio. kr. – jf. tabel 1, som primært skyldes en forskydning af pladser. Dvs., at der kommer flere børn i specialundervisningstilbud med en højere pladspris, mens der kommer færre med en lavere pladspris. Kategori 3 og 4 tilbud har en væsentlig højere pladspris end kategori 1 og 2 tilbud. I bilag 1 er den forventede helårsaktivitet fordelt på de fire forskellige pladskategorier.
Bilag 3 og 4 viser, at væksten i antallet af specialelever fra 2020 til 2021 forventes at aftage i sammenligning med udviklingen i 2018-20 - målt indenfor skoleår. Samme tendens ses ved sammenligning af 1. prognose og 2. prognose 2021, hvor forventningen til stigningen i pladser er faldet med 29 elever. Forventningstallet 2021 vil imidlertid fortsat blive overskredet i forhold til 2019-niveauet med ca. 185 elever svarende til 8 pct.
Der skal tages en række forbehold for forventningstallene ved 2. prognose. Der kan fx være behov for et antal straks-visitationer frem mod 5. september, som vil øge tallet. Omvendt vil et mindre antal af de visiterede ikke starte i tilbuddet, ligesom antallet af afgange fra 0.–8. klasse over sommerferien, dvs. afgange ud over afgangsklasserne, pt. er ukendt.
Forvaltningen følger udviklingen tæt og vil ved 3. prognose følge op på, om der er behov for tiltag for at rette op på udviklingen. Hvis der bliver behov for kompenserende besparelser til at håndtere merudgifter på specialområdet skal de findes ved, at alle enheder på undervisnings- og specialundervisningsrammen reduceres med deres relative andel jf. princippet for håndtering af et eventuelt merforbrug på specialundervisningsrammen besluttet på BUU 18.12.2019.
For en uddybning på specialområdet vedrørende 2022 henvises til aflæggerbordsnotatet ’Forventninger til specialområdet 2022’, som fremlægges på samme BUU-møde som denne indstilling.
Status på rekruttering
I forbindelse med 1. prognose tog udvalget forvaltningens forslag om et styrket fokus på rekrutteringsudfordringen vedr. pædagoger på dagtilbudsområdet til efterretning. Tabel 4 nedenfor viser antallet af ansatte medarbejdere på 0-5 års området fra januar til maj i år. Der har samlet set været en stigning på 162 medarbejdere, hvilket dækker over en stigning i både antallet af uddannede pædagoger og pædagogmedhjælpere. Udviklingen skal ses i lyset af det stigende budget på dagområdet, hvor en lille nedadgående udvikling i børnetallet opvejes af bl.a. midler til minimumsnormeringer. I 2021 er der tilført 172 mio. kr. (ekskl. private institutioner) til bedre normeringer på dagtilbudsområdet.
Tabel 4: Faste medarbejdere + timelønnede 0-5 års området 2021
Økonomi
Sagen om bevillingsmæssige ændringer som følge af 2. regnskabsprognose behandles også på dette møde.
Videre proces
Det forventede regnskab pr. august 2021 for hele kommunen fremlægges for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
Den 24. november skal Børne og Ungdomsudvalget tage stilling til 3. regnskabsprognose for 2021.
Tobias Børner Stax / Sti Andreas Garde
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 11. august 2021:
Indstillingen blev godkendt.