Mødedato: 11.08.2021, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, Festsalen

Ungeråd KBH's forslag om bedre seksualundervisning i folkeskolen

Se alle bilag

Der skal tages stilling til håndtering af forslag fra Ungeråd KBH om bedre seksualundervisning i den københavnske folkeskole.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller at Børne- og Ungdomsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at skolebestyrelserne opfordres til at drøfte organisering og planlægning af seksualundervisningen på skolen.
  2. at der udarbejdes et budgetnotat, som kan løftes ved forhandlingerne om budgettet for 2022.

Problemstilling

Ungeråd KBH mener, at skolernes seksualundervisning kan forbedres og have mindre fokus på forplantning og heteroseksuelle normer og relationer. Ungeråd KHB har fire forslag, som skal styrke seksualundervisning i folkeskolerne i København.

Det drejer sig om 1) krav om at seksualundervisningen skal indgå i skolernes årsplanlægning, 2) krav om minimum 10 lektioner i faget på hver årgang, 3) krav om efteruddannelse af alle lærere, der underviser i faget fra 2025 og 4) en portal med undervisnings- og inspirationsmateriale til lærerne, jf. bilag 1.

Sundheds- og seksualundervisning og familiekundskab (omtales som seksualundervisning) er et obligatorisk emne i folkeskolen. Det er ikke et fag med selvstændigt timetal, men indgår i undervisningen på alle klassetrin. Det påhviler dermed skolelederen at beslutte, hvilke fag undervisningen skal foregå i og indarbejde det i skolens planlægning mv.

Løsning

Årsplanlægning og minimumstimetal (jf. forslag 1+2)

Seksualundervisning skal som obligatorisk emne allerede i dag indgå i skolernes årsplanlægning, men der er ikke specifikke krav til hvordan. Skolerne har undervisning omkring ”uge 6”, benytter sig af de mange Åben Skole-forløb eller af Sex & Samfunds ”ung til yngre” for 4.-10. klasse. Derudover er pubertet et fast emne for skolesundhedsplejen, som planlægger undervisningen sammen med den enkelte lærer.

Skolerne har således forskellig praksis for deres årsplanlægning og organiseringen af seksualundervisning og opfylder forpligtelsen på forskellige måder.

Forvaltningen foreslår, at skolerne fastholder deres nuværende årsplanlægning og mulighed for at prioritere de emner, de finder aktuelle og relevante, men at skolebestyrelsen spiller en mere aktiv rolle ved at drøfte organisering og planlægning af seksualundervisningen på den enkelte skole.

Forvaltningen vil:

  • Sende Sex og Samfunds vejledning om seksualundervisning (bilag 2) til skolerne med en ugepakke for at understøtte drøftelsen
  • Opfordre skolebestyrelserne til at drøfte, hvordan de løbende sikrer en tidssvarende og relevant seksualundervisning i tæt dialog med elevrådet
  • Inddrage ungerådets forslag til emner, når der fremadrettet indkøbes eksterne læringsforløb til Åben Skole.

Kompetenceudvikling, inspirationsmateriale og viden (jfr. forslag 3+4)

 Der findes i dag forskellige former for efteruddannelse for lærere, fx har Sex og Samfund udviklet forløb til lærere med fokus på gode undervisningsprincipper, opdateret viden, organisering på skolerne, årsplanlægning mv. Skolerne kan inden for egne rammer prioritere kompetenceudvikling, men en større, systematisk uddannelsesindsats eller kompetenceudvikling vil forudsætte finansiering.

Der findes ligeledes en del gratis undervisningsmateriale målrettet de enkelte klassetrin med udgangspunkt i de obligatoriske emner, færdigheds- og vidensområder, udarbejdet af forskellige aktører fx LGBT+ Danmark, Sex og Samfund, EMU’en, normstormerne, mv. Skolerne kan understøttes i at finde og bruge de forskellige muligheder.

Forvaltningen vil:

  • Lancere en oversigt over inspirationsmateriale og viden på siden "Bedst Sammen" og invitere Ungeråd KBH til at bidrage med relevante emner.

Iværksættelse af yderligere kompetenceudvikling eller udvikling af nyt materiale med de emner, Ungerådet foreslår, kan ikke ske inden for skolernes nuværende rammer.

Økonomi

Indstillingen har ingen direkte økonomiske konsekvenser, men hvis Borgerrepræsentationen ønsker at iværksætte de forslag, der forudsætter finansiering (undervisningsmateriale samt kompetenceudvikling), kan der udarbejdes et budgetnotat til budgetforhandlingerne 2022.

Videre proces

Tiltræder Borgerrepræsentationen indstillingen, vil forvaltningen samle en ugepakke til skolerne og skolebestyrelserne og offentliggøre oversigt over inspirationsmateriale på siden "Bedst Sammen".

 

Tobias Børner Stax                                                 Mette Seneca Kløve

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 11. august 2021:

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Helle Bonnesen (C) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Konservative er enige med ungerådet i, at undervisningen kan være bedre. Imidlertid er det vigtigt, at der ikke skal være mindre fokus på forplantning og heteroseksuelle normer og relationer, men at man kan udvide undervisningsområdet. Udover de emner som Ungerådet nævner kan det være: seksuel sundhed, dvs. prævention, seksuelle sygdomme og forebyggelse af samme, Meetoo og personlige grænser og fertilitet og udviklingen af fertilitet per køn gennem årene. Endelig foreslår vi, at man i højere grad indhenter sundhedsfagligt personale og personer fra organisationer, som fx jordemødre eller personer fra Sex og Samfund. Eksterne undervisere vil have et meget fagligt fokus, vil fremstå neutrale og vil bedre kunne håndtere en undervisningssituation på et sårbart område, som måske ikke alle lærere er lige begejstrede for. Dette vil også kunne ske som reel temaundervisning, hvor man fx samler flere klasser i udskolingen på tværs".

(Repræsentanter for Ungeråd KBH deltog i forbindelse med sagens indledning).

Til top