Handleplan for en grøn folkeskole
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at der nedsættes en bredt sammensat taskforce, som kan give anbefalinger til en handleplan og understøtte arbejdet med en grøn folkeskole.
-
at udvalget drøfter visionspapiret "Københavns Bæredygtige Skole", jf. bilag 2
- at budgetnotat om midler til facilitering af en taskforce godkendes, jf. bilag 3.
Problemstilling
Enhedslisten, Radikale Venstre og SF stillede den 20. maj 2021 (jf. bilag 1) medlemsforslag om handleplan for en grøn folkeskole. Et flertal i Borgerrepræsentationen vedtog forslaget, hvorefter Børne- og Ungdomsforvaltningen i samarbejde med de øvrige relevante forvaltninger skal udarbejde et forslag til handlingsplan for en grøn folkeskole, som bl.a. tager udgangspunkt i Ungerådets 7 krav til en grøn københavnsk folkeskole. Af beslutningen fremgår også, at handleplanen skal omfatte indholdet i undervisningen og skolernes fysiske indretning og bæredygtige drift.
Løsning
En velfunderet handleplan kan fremme en grøn folkeskole og danne vidende og handlekompetente unge borgere. Det er afgørende for at få forankret den fortsatte grønne indsats direkte på skolerne, at handleplanen bliver udarbejdet gennem en inddragende proces, som omfatter en bred kreds af relevante aktører, herunder repræsentanter for elever, forældre, lærere, skoleledere og eksterne aktører. Herved sikres det, at alle relevante perspektiver indtænkes i arbejdet, og at relevante erfaringer og viden kommer i spil.
En grøn handleplan vil rumme flere spor, herunder især et pædagogisk-didaktisk spor og et bygnings- og driftsspor. De relevante forvaltninger vil således skulle varetage væsentlige perspektiver inden for deres respektive ressort og bidrage til samarbejdet om udviklingen inden for fælles områder.
En taskforce, som formuleret i Ungerådets 1. krav, kan bistå forvaltningerne og den brede gruppe af aktører, som kan indgå i arbejdet, med at formulere og konkretisere en handleplan og i arbejdet med at gøre handleplanen virksom på skolerne og blandt de omgivende aktører. Taskforcen kan samtidig bidrage med, at viden og perspektiver på bæredygtige omstilling deles mellem skolerne og indgår i undervisningen. Arbejdet vil ske i samarbejde med øvrige relevante forvaltninger.
Som led i taskforcens arbejde kan der ske en indsamling og udbredelse af gode eksempler og erfaringer fra byens skoler inden for undervisning i bæredygtig udvikling, fx Øster Farimagsgades Skoles klimapolitik og deres erfaringer med udviklingen heraf. Forløb med bæredygtighed i Åben Skole og på naturcentrene kan udbredes, og forvaltningens funktionsprogram for byggeri kan tones i en mere bæredygtig retning. Disse indsatser kan umiddelbart sættes i gang som led i taskforcens arbejde.
Medlemmerne i taskforcen kan bestå af repræsentanter for centrale organisationer på skoleområdet samt skolens samarbejdspartnere inden for industri og erhverv, af forskere og fagfolk inden for det pædagogisk-didaktiske felt og inden for bæredygtig omstilling, herunder inden for byggeri, indretning og drift samt af unge og elever, som kan bidrage med aktuelle ønsker, viden og behov. Vedlagte visionspapir, jf. bilag 2, kan sammen med bl.a. Ungerådets syv punkter udgøre en del af afsættet for taskforcens bidrag til arbejdet med udmøntning af BR's beslutning, som er vedlagt i bilag 1.
Det er nødvendigt med facilitering og støtte til en taskforce, som skal indsamle viden, inddrage aktører og iværksætte fx mindre analyser, workshops og processer blandt aktørerne.
Sammenhæng med sag om en varieret og inspirerende skole for alle - fastholdelse af skolernes ressourcer
Udvalget besluttede i forbindelse med status på Styrket Udskoling den 7. april 2021 at ”forvaltningen bl.a. arbejder videre med uddannelsesparathed, praksisfaglighed og vejledning med udgangspunkt i elevinddragelse, kreativitet, klima mv. og vender tilbage til udvalget frem mod budget 2022.” Udvalget får på samme møde som dette forelagt et forslag til en skolepakke, som skaber mulighed for, at skolerne kan fastholde arbejdet med praksisfaglighed og virkelighedsnære udfordringer, hvor bl.a. Åben Skole tones i grøn retning, og hvor der afsættes midler til Klima Ambassadør Uddannelsen. Løftes budgetnotatet ind i forhandlingerne om budget 2022, vil det således kunne sikre indsatser, der spiller sammen med handleplanen for en grøn folkeskole.
Yderligere initiativer og greb
Udmøntning af andre elementer kræver, at indsatsen finansieres via Budget 2022. Hvis taskforcens anbefalinger indebærer behov for finansiering af nye indsatser, så vil forvaltningen vende tilbage i forbindelse med budgettet for 2023. Det kan fx gælde kompetenceudvikling af lærere og pædagoger, udvikling af håndværksfag med bæredygtighedsprofil og af et grønt og bæredygtigt valgfag, udvikling af undervisningsforløb i fagene, herunder med pædagogisk anvendelse af skolens drift og dagligdag som cases, brug af eksterne læringsmiljøer, og udvidelse af antallet af Åben Skole forløb, herunder i samarbejde med civilsamfund og virksomheder. Sådanne indsatser kan indtænkes af taskforcen i anbefalinger til en grøn handleplan, eller kan iværksættes af skolerne, hvis der findes yderligere finansiering.
Økonomi
Intet yderligere.
Videre proces
Intet yderligere.
Tobias Børner Stax Mette Seneca Kløve
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 11. august 2021:
Helle Bonnesen (C) stillede ændringsforslag om at ordet "handleplan" erstattes af ordene "eksempelsamling og idékatalog" i indstillingens første at-punkt.
Ændringsforslaget bortfaldt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 2 medlemmer: C og V.
Imod stemte 8 medlemmer: A, B, F, Ø og Frie Grønne, Danmarks nye venstrefløjsparti.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Der blev herefter stemt samlet om indstillingen, der blev godkendt med følgende resultat:
For stemte 8 medlemmer: A, B, F, Ø og Frie Grønne, Danmarks nye venstrefløjsparti.
Ingen medlemmer stemte imod.
2 medlemmer undlod at stemme: C og V.
Helle Bonnesen (C) valgte at videreføre følgende protokolbemærkning fra mødet i Borgerrepræsentationen den 20. maj 2021: "Konservative mener at tanken om en grøn folkeskole er meget prisværdig, herunder går flere af ungerådets forslag fint i tråd med en ønsket grøn udvikling. Imidlertid bærer store dele af forslaget præg af, at lærerne får udstukket nye opgaver. Konservative mener for det første, at lærerkræfterne lige nu bør fokusere på det læringsefterslæb som Covid-19 har med-ført, herunder genopbygning af trivsel. Endvidere mener Konservative, at den bedste skole opnås hvis lærerne selv får initiativet, fremfor en detailregulering fra centralt hold.”
Jens-Kristian Lütken (V) ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen: "Klima og grøn omstilling er vigtige emner også for undervisningen i folkeskolen. For Venstre er det imidlertid afgørende at både den enkelte skole og den enkelte lærer får større frihed end det er tilfældet i dag, derfor er Venstre kritiske overfor tiltag som potentielt medfører større styring af en i forvejen presset hverdag.”