Mødedato: 11.05.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Ændring af skoledistrikter til skoleåret 2017/18

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til, hvorvidt forslag om ændring af skoledistrikter skal sendes i høring.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at nedenstående forslag om ændring af grunddistrikter og forslag om oprettelse af grunddistrikt til ny skole på Amager sendes i høring:

1. at ny skole på Amager Strandvej nr. 3 tildeles et grunddistrikt bestående af rode 374, 373 og 371 fra Lergravsparkens Skole og rode 324 fra Sønderbro Skole

2. at Amager Fælled Skole afgiver rode 326 og 345 til Sønderbro Skole

3. at Ørestad Skole afgiver nordlige del af rode 390 (området nord for græsplænen, se kortbilag) og nordlige del af rode 342 (området nord for Landehjælpvej, se kortbilag) til Dyvekeskolen

Problemstilling

Forvaltningen foreslår en række ændringer af skoledistrikterne, som sigter på at løse kapacitetsudfordringerne på Amager Fælled Skole og Ørestad Skole samtidig med, at de nærliggende skoler, som har plads til flere elever, får udvidet deres distrikt.

Ligeledes foreslås, at der nu oprettes et grunddistrikt for den nye skole på Amager (skolen blev i overførselssagen 2015-16 placeret på Amager Strandvej nr. 3, som en 4 sporet skole) således, at de første børnehaveklasseelever i området og tilflyttere, kan indskrives på den nye skole fra skoleåret 2017/2018.

Såfremt ændringerne skal have effekt, skal de vedtages før indskrivningen til skoleåret 2017/18. Derfor fremlægges forslagene nu. Elever, der er indskrevet på en skole, og børn der har søskendegaranti m.v., berøres ikke af distriktsændringerne.

Forslagene er udarbejdet således, at de i videst muligt omfang tilgodeser principperne om sikre skoleveje, blandede grunddistrikter og mindst mulige indgreb. Principperne er vedtaget i Børne- og Ungdomsudvalget den 22. juni 2011.

Ved siden af de her fremlagte forslag, har Borgerrepræsentationen vedtaget en distriktsændring i forbindelse med sammenlægningen af Vanløse og Hyltebjerg Skole (BR 28. april 2016).

Løsning

Forslagene om distriktsændringer vedrører alene skoler på Amager, hvor der bygges en ny skole, og hvor der også er behov for at flytte en del af elevunderlaget fra Amager Fælled Skole og Ørestad Skole til henholdsvis Sønderbro Skole og Dyvekeskolen.

Forvaltningen har også vurderet behovet for ændringer i de øvrige dele af byen på baggrund af drøftelser med skolelederne. De øvrige dele af byen har p.t. ikke behov for distriktstilpasninger i år i henhold til gældende kriterier og principper for distriktsændringer.

Nedenfor tilknyttes enkelte bemærkninger til forslagene.

Amager

I overførselssagen blev det besluttet at placere den nye 4 sporede skole på Amager på Strandvej nr. 3, som ligger i Lergravsparkens grunddistrikt i det nordøstlige hjørne af Amager. Den nye skole skal dække behovet i denne del af Amager, hvor der er opført mange nye boliger, og hvor der er yderligere ca. 4.000 nye boliger på vej.

Den nye skole bliver placeret tæt på vandet og syd for Prags Boulevard. På Nordsiden af denne vej kan der ad åre også åbnes op for byudvikling (se kortbilaget).

På baggrund af den nye skoles placering i boligområdet, og idet der lægges vægt på at opnå et blandet elevunderlag for såvel den nye skole som Lergravsparkens Skole, foreslås det at trække distriktsgrænsen i en nordvest - sydøst akse. Det betyder, at den nye skoles distrikt kommer til at bestå af både nye og ældre boligområder. Lergravsparken beholder betydelige dele af de nye boliger, som er opført i området, og afgiver også en del af de gamle boliger til den nye skole. Lergravsparkens Skole og den nye skole får således et blandet elevunderlag bestående af børn fra både de nye boliger og de gamle boliger. Endelig bemærkes det, at området nord for Prags Boulevard også flyttes til den nye skole. Der er ingen boliger i området, men mulighed herfor på sigt.

På den korte bane er planen at placere eleverne på den nye skole på Sønderbro Skole, indtil den nye skole er bygget. Den nye skole forventes færdigbygget tidligst til august 2021, men kan blive forsinket til august 2023 blandt andet på grund af, at der først skal udarbejdes en helhedsplan for grunden og skolens placering på denne. Hermed kan der kan opstå behov for at foretage afhjælpende foranstaltninger på Sønderbro Skole således, at der skabes plads de sidste par år af perioden.

Amager Fælled Skole har gennem en periode haft et støt stigende elevtal, mens der er god plads til flere elever på Sønderbro Skole. Amager Fælled Skole har ikke plads til fortsat at optage så mange elever, og det foreslås derfor at beskære distriktet således, at Sønderbro Skole tillægges områder fra Amager Fælled Skole. Områderne, der foreslås overført, er blandede målt på familiernes sociale og økonomiske status (escs) og tosprogede elever (se kortbilaget).

Ørestad Skole har haft en stigende søgning fra grunddistriktet, som i øvrigt er under fortsat udbygning med nye boliger. Da Ørestad Skole ikke kan rumme alle eleverne, og da Kalvebod Fælled Skoles distrikt også vokser betydeligt, da det også udbygges med nye boliger, foreslås nu at føre en del af Ørestad Skoles distrikt til Dyvekeskolen, der har plads til flere elever. Den foreslåede ændring reducerer elevunderlaget for Ørestad Skole betydeligt, men da der fortsat sker en udbygning med nye boliger i området, vil elevunderlaget igen vokse. Ændringen giver endvidere et mere balanceret elevunderlag i Dyvekeskolens distrikt.

Vanløse - Brønshøj/Husum

Sammenlægningen af Vanløse Skole og Hyltebjerg Skole og de tilhørende distrikter løser udfordringerne i området, såfremt skolen udvides til syv spor. Forudsætningen herfor er, at denne udvidelse vedtages i budget 2017. Såfremt udvidelsen ikke vedtages, vil forvaltningen fremlægge forslag til distriktsændringer i området næste forår.

Nørrebro

Der er pres på Guldberg Skole, og der er mulighed for at løse en del af dette pres ved at foretage distriktsændringer mellem skolerne på Nørrebro og Sortedamskolen på Østerbro. Men da der er færre søskendegarantibørn til næste skoleår og en mindre årgang undervisningspligtige i distriktet, fremlægges der ikke forslag til ændringer i år.

Indre By / Østerbro

Skolerne i Indre By kan ikke dække behovet i området, og i overførselssagen blev det derfor vedtaget at undersøge mulighederne for at udvide Nyboder Skole. På baggrund af denne undersøgelse fremlægges forslag til udvidelse forventeligt til budget 2018, såfremt det er muligt at gennemføre projektet. Eventuelle tilpasninger af distrikterne afventer, at denne udbygningsmulighed er afklaret. 

Øvrige (Vesterbro, Valby, Bispebjerg)

Grunddistrikternes elevunderlag og skolernes kapacitet giver ikke anledning til at fremlægge forslag om distriktstilpasninger i disse dele af byen.

Økonomi

Der er ingen økonomiske konsekvenser tilknyttet distriktsændringer.

Videre proces

Forslaget sendes i seks ugers høring hos de berørte skolebestyrelser, lokaludvalgene, Skole og Forældre, Brug Folkeskolen, Københavns Forældreorganisation, Københavns Fælles Elevråd.

Sagen fremlægges herefter for udvalget igen på baggrund af de indkomne høringssvar på mødet den 17. august. Forslagene skal godkendes af Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Ændringerne af skoledistrikterne træder i givet fald i kraft ved Borgerrepræsentationens godkendelse og vil således være gældende ved indskrivningen til skoleåret 2017/18.

 
På Nørrebro arbejder forvaltningen videre med at få afdækket mulighederne og finde de bedste løsningsforslag til skolerne, som kan drøftes på budgetseminaret i august. I Indre By og i Vanløse afventer distriktstilpasningerne, at mulighederne for udvidelser afklares.

 

Tobias Børner Stax                      /Sti Andreas Garde

 

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt.

Partierne har mulighed for at medsende eventuelle bemærkninger eller udtalelser med høringen.


Til top