Styrket madindsats
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
1. at udvalget godkender forslag til anvendelse af midler til en styrket madindsats for i alt 3,2 mio. kr. årligt i 2017 og 2018.
Problemstilling
Børne- og Ungdomsudvalget besluttede på mødet den 23.11.16 at styrke madindsatsen på skole- og dagtilbudsområdet. Der blev således afsat 3,2 mio. kr. årligt i 2017 og 2018 hertil i forbindelse med fordelingen af de resterende midler fra 2017-2019 til intern omstilling.
Forvaltningens forslag til midlernes anvendelse afspejler Børne- og Ungdomsudvalgets ønske om at fastholde og udvikle maddannelse, madkultur og børnenes involvering i de daglige madtilbud.
Løsning
I tabel 1 fremgår en oversigt over forslag til anvendelse af midlerne. Under tabellen findes en nærmere beskrivelse af indsatserne.
Tabel 1: Oversigt over madindsatser
Indsats (mio. kr.) |
2017 |
2018 |
1. Evaluering og involvering |
0,8 |
|
2. Styrkelse af madskoler |
1,0 |
1,0 |
3. Madlejrskole |
0,5 |
0,5 |
4. Kompetenceudvikling og lokale læringsforløb |
0,9 |
1,7 |
I alt |
3,2 |
3,2 |
1. Evaluering og involvering (0,8 mio. kr. i 2017)
Indsatsen rummer opfølgning på hidtidige indsatser, når det gælder maden til byens børn, samt forslag til "fremtidens mad". På baggrund af en involverende proces med skoler og institutioner udarbejdes en redegørelse i bogform, hvor der gøres status på børnenes mad i København gennem et årti fra 2007 til 2017. Redegørelsen vil supplere de hidtidige evalueringer af skolemad og mad i daginstitutioner, begge fra 2013, og præsentere kommunens udvikling på området. Redegørelsen skal indeholde visioner og konkrete forslag til ”fremtidens mad” – hvordan kommer København endnu længere. Temaerne er: madkvaliteten, måltiderne, medarbejderne, maddannelse og udbredelsen af mad til alle, herunder hvad tilbuddene betyder for de fattigste familier. Redegørelsen skal være færdig i løbet af sommeren 2017.
Desuden afholdes en madkonference i 2017, som formidler evalueringens resultater og visionerne for fremtiden. Konferencen skal involvere bredt blandt alle, der kan medvirke til at skabe en styrket madfaglighed, madhåndværk og maddannelse hos den opvoksende generation. Konferencen skal medvirke til, at den opvoksende generation bliver bedre til at lave mad end deres forældre.
Konferencen og præsentationen udføres fuldt ud af en ekstern leverandør.Der afsættes 500.000 kr. til udarbejdelse af redegørelsen og 300.000 til afholdelse af konference.
2. Styrkelse af madskoler (1 mio. kr. pr. år)
Fokus er på styrket sammenhængskraft mellem skoletilbud og skolemad på byens 12 madskoler, hvor støtte, kompetenceudvikling og øvrig udvikling tilpasses den enkelte madskoles behov. Til at varetage disse aktiviteter vælges en ekstern leverandør med relevante kompetencer indenfor både mad, læring og pædagogik. Der afsættes 1 mio. kr. pr. år til madskoleunderstøttelse og udvikling.
3. Madkolonier (0,5 mio. kr. pr. år.)
Forvaltningen råder over kolonien Kattingeværk ved Roskilde Fjord, som fra skoleåret 2017/2018 bl.a. bliver hjemsted for et stort antal faglige camps som en del af forvaltningens Åben Skole indsats – lejrskoleophold med fagligt indhold for københavnske folkeskoleklasser. En del af forløbene ønskes afholdt som madlejrskoler/madkolonier. Konceptet for madkolonier udvikles på baggrund af erfaringer fra andre madlejrskoler, herunder madkoloni Bornholm, og skal udnytte at madlejerskolerne finder sted på landet, herunder udvikle samarbejde med lokale gårde. Der vælges en ekstern leverandør med viden om mad, læring og pædagogik, som skal stå for udvikling af indholdet og varetage afholdelse af forløbene. Indsatsen i 2017 er primært udvikling og test af konceptet (200.000 kr.), mens implementering og afvikling (800.000 kr.) primært foregår i 2018.
4. Børn udvikler deres smag (0,9 mio. kr. i 2017 og 1,7 mio. kr. i 2018)
Indsatsen er et samlet program for, hvordan børn bedst muligt udvikler deres smag, og inddrages mest muligt i madlavningen. Programmet består af en række udviklingsprojekter, der arbejder med børn og personale i deres konkrete sammenhæng. Programmet varetages af en ekstern leverandør, der har erfaring med madudvikling i børnehøjde og med samarbejde med personale i institutioner.
- ”Madindsats i fritidshjem og KKFO’er”, er et projekt der medvirker til, at der både spises og laves mere mad de steder, hvor børnene er efter skoletid. Projektet vil involvere ca. 40 børne- og ungetilbud årligt og skal på den ene side udvikle maden disse steder, og på den anden side udarbejde en model for tilbuddene og løsningerne til inspiration for de resterende steder i BUF. Der afsættes 500.000 kr. pr. år til denne aktivitet.
- ”Cooking Kids” er en årlig madkonkurrence, der frem til 2015 blev understøttet af Nordea Fonden. Cooking Kids er en del af Copenhagen Cooking, og det forventes at mindst 2000 børn deltager i denne konkurrence over 3 dage. Der afsættes 150.000 kr. pr. år til denne aktivitet.
- ”Åben køkkendøren” er et pilotprojekt for daginstitutioner, hvor formålet er at åbne køkkendøren og gøre madlavningen og madens tilblivelse til et pædagogisk og socialt projekt. Der udarbejdes desuden en model for yderligere udbredelse i BUF. Der afsættes 400.000 kr. til dette projekt i 2018.
To udviklingsprojekter, der giver værktøjer til alle:
- ”Børns smag i centrum”. Et udviklingsprojekt, der i samarbejde med skoler og klubber skal ruste børnene til at evaluere og smage på maden.
- ”Køkkenalder”, der skal medvirke til at formidle til forældre mfl., hvornår børn kan hvad i et køkken.
Der afsættes en ramme på 250.000 kr. i 2017 og 650.000 kr. i 2018 til udvikling og implementering af disse redskaber og koncepter.
Økonomi
Forslaget er finansieret af udvalgets pulje til intern omstilling, jf. BUU 23.11.16. De bevillingsmæssige ændringer fremgår af tabel 2.
Tabel 2: Bevillingsmæssige ændringer
Aktivitet |
Bevilling |
Funktion |
1.000 kr. - 2017-PL |
||
2017 |
2018 |
Varig |
|||
Finansiering |
|||||
Bedre kapacitetsudnyttelse som følge af større enheder på skoleområdet |
1315 Undervisning |
03.22.01.1 |
-2.000 |
-2.000 |
Ja |
Faldende dækningsgrader på fritidsområdet |
1301 Dagtilbud |
03.22.15 |
-1.200 |
-1.200 |
Ja |
Udgift |
|||||
Styrket madindsats |
1315 Undervisning |
03.22.01.1 |
2.000 |
2.000 |
Nej |
Kompetenceudvikling fritid |
1301 Dagtilbud |
05.25.15 |
660 |
660 |
Nej |
Kompetenceudvikling klub |
1301 Dagtilbud |
05.25.16 |
540 |
540 |
Nej |
I alt |
|
|
0 |
0 |
|
Videre proces
Hvis udvalget godkender de konkrete indsatser, vil forvaltningen igangsætte processen med at indhente tilbud fra leverandører på området. Valg af leverandører vil ske i henhold til principperne i udbudsloven om ligebehandling og saglighed. Økonomisk støtte og tilskud vil desuden ske inden for de vedtagne rammer for arbejds- og sociale klausuler.
Tobias Børner Stax /Sti Andreas Garde