Mødedato: 11.01.2012, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Udmøntning af puljer til mentorordninger for børn og unge - Budget 2012 - FÆLLESINDSTILLING ØKF, SOF, BIF, BUF

Se alle bilag

Budget 2012 omfatter to puljer til frivillige mentorordninger for udsatte børn og unge. Puljerne foreslås udbudt til administration i frivillige organisationer - de unge foreslås visiteret fra klubber og den udgående beskæftigelsesindsats.

Indstilling og beslutning

Økonomiforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget at udvalgene over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende udmøntning af 2 mio. kr. (p/l 2012) årligt i 2012 og 2013 til mentorordninger for udsatte børn og unge. Bevillingen er afsat i budget 2012 og udgifterne afholdes på Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning, drift, funktion 06.45.51.1,
  2. at godkende overordnede vilkår og proces for udbud af puljerne,
  3. at Økonomiforvaltningen bemyndiges til efter udbud at indgå kontrakter med en eller flere tilbudsgivere,
  4. at godkende, at der ikke kan afgives interne kontrolbud af kommunale institutioner eller selvejende institutioner med kommunal driftsaftale,
  5. at godkende målgruppebeskrivelserne af henholdsvis de børn og unge, der kan visiteres til ordningen som mentees og de frivillige voksne, som af de frivillige organisationer rekrutteres til ordningen som mentorer,
  6. at godkende, at visitation af unge til ordningerne for de under 18 årige sker via udvalgte klubber i Børne- og Ungdomsforvaltningen, og for de over 18 årige sker som et led i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens udgående beskæftigelsesindsats og i samarbejde med Socialforvaltningens +18 centre.

Problemstilling

Erfaringer fra mentorordninger både i Danmark og i udlandet viser, at mentorordninger er effektfulde i forhold til at skabe varige forbedringer for udsatte børn og unge – særligt i forhold til at motivere til og fastholde i skole og uddannelsesforløb. Samtidig viser erfaringer fra mentorordninger, at mange unge har glæde af at mentorerne rekrutteres blandt andre persongrupper end dem, som de unge allerede har kontakt med i dagligdagen. Pilotprojektet skal sikre, at flere unge får tilbud om en mentorrelation. Pilotprojektet skal afklare, om det er en yderligere fordel, at udsatte børn og unge får en mentorrelation til en frivillig voksen, som rekrutteres i samarbejde med frivillige organisationer, hvor de frivillige organisationer også påtager sig - i samarbejde med den visiterende fagforvaltning - at matche mentor og mentee, og at rådgive mentorerne løbende om deres ansvar og opgaver i forhold til den unge. Desuden er det ønsket med pilotprojektet, at undersøge om nye grupper af frivillige kan inddrages i arbejdet med udsatte unge.

Løsning

Hvem kan søge puljerne?

Puljerne kan søges af frivillige organisationer, der arbejder systematisk med at skabe relationer mellem voksne frivillige og udsatte børn og unge. Ansøgerne skal indgå samarbejdsaftaler med relevante klubber i kommunen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens udgående beskæftigelsesindsats, der samarbejder med kommunens +18 centre med henblik på visitering af interesserede børn og unge og løbende dialog omkring udviklingen og effekten af de konkrete mentorforløb. Det foretrækkes at indgå samarbejde med frivillige organisationer, der allerede har etableret en organisation omkring rekruttering og supportering af mentorer. Kravspecifikationen til de frivillige organisationer fremgår af bilag 1.

 

Målgruppebeskrivelse for målgruppen under 18 år.

Målgruppen består af børn- og unge i alderen 13-18 år, som med udgangspunkt i ”Børnelinealen”(et værktøj, der benyttes ved behandling af sager om bekymring for et barn), kan kategoriseres som børn i faldende trivsel, sårbare børn eller udsatte børn.

 

Børnene er karakteriseret ved at et eller flere faresignaler er til stede fx:

  • Barnet er udsat for lette, men konstante belastninger, og viser tegn på, at noget er galt.
  • Barnet er udsat for en større, men forbigående belastning, og viser tegn på, at noget er galt (barnet kan f.eks. være påvirket psykisk og socialt af en bestemt hændelse).
  • Barnet er udsat for langvarig tung belastning og viser meget tydelige tegn på, at noget er galt.
  • Barnet udviser signaler i form af psykiske eller fysiske reaktioner f.eks. selvskadende adfærd eller andre adfærdsreaktioner og har vanskeligheder i samspillet med andre og/eller kontaktforstyrrelser.
  • Barnet udsættes for fysisk overlast, f.eks. hvis barnet bliver slået.
  • Barnet har vanskeligt ved at knytte sig til eller skabe relationer til andre børn eller voksne.
  • Personlighedsmæssig begyndende fejludvikling.

Der er tale om børn og unge, hvor den visiterende klub vurderer, at problemerne ikke kan løses alene i barnets nærmiljø, og hvor barnet eller den unge vil have gavn af en mentorrelation. Mentorordningen må aldrig være en erstatning for et tilbud efter Serviceloven, men alene et supplement hertil.  Den organisation, der koordinerer mentorordningen skal have et forpligtende samarbejde med den visiterende klub og skal altid melde tilbage til klubben, såfremt barnet eller den unge belastes yderligere eller udvikler yderligere faresignaler.

 

Det forventes, at ca. 40-45 udsatte børn og unge matches med en voksen mentor.

 

Målgruppebeskrivelse for målgruppen over 18 år.

Målgruppen er kriminelle eller kriminalitetstruede unge i alderen 18 til 25 år, som enten er i gang med eller klart motiverede for at påbegynde et uddannelses, praktik eller beskæftigelsesforløb, og hvor Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen sammen med det +18 center den unge er tilknyttet vurderer, at en mentor kan understøtte den unges mulighed for at gennemføre det planlagte forløb. Der er tale om unge, som er involveret i, har begået eller er i fare for at havne i alvorlig, personfarlig eller banderelateret kriminalitet, og som dermed bidrager til at skabe utryghed i lokalområdet.

 

Det forventes, at ca. 40-45 kriminelle eller kriminalitetstruede unge matches med en voksen mentor.

 

Målgruppebeskrivelse for mentorer

Der lægges vægt på, at mentorprogrammet inddrager et eller flere af følgende kriterier i rekrutteringen af frivillige mentorer/støttepersoner for børn og unge mellem 13 og 18 år:

  • Voksne ressourcestærke personer i beskæftigelse og med egen familie.
  • Personer som har erfaring med frivilligt socialt og relationsskabende arbejde med udsatte børn og unge eller som mentorer.
  • Frivillige voksne rollemodeller fra børnenes egen netværk/familie – som børnene eventuelt selv er med til at udvælge og skabe kontakt til (f.eks. voksne i omgangskredsen).

 

Der lægges vægt på, at mentorprogrammet inddrager et eller flere af følgende kriterier i rekrutteringen af frivillige mentorer/støttepersoner for unge mellem 18 og 25 år:

  • Voksne ressourcestærke personer i beskæftigelse – eventuelt inden for brancher som målgruppen af udsatte børn og unge kunne interessere sig for (brandvæsen, håndværksfag m.v.).
  • Personer som har erfaring med frivilligt socialt og relationsskabende arbejde med udsatte børn og unge eller som mentorer.

Der skal for mentorerne i begge grupper indhentes børneattest. Straffeattest skal ligeledes foreligge, men forhold på straffeattesten skal i konkrete tilfælde vurderes efter Børne- og Ungdomsforvaltningens retningslinjer herfor.

Forandringsteori og effekt for aktiviteten

Forandringsteorien¸ bilag 2, beskriver at den ønskede effekt af mentorordningen er at skabe varige forbedringer på følgende tre områder af barnets eller den unges liv:

  • Social adfærd
  • Skole, uddannelse og/eller beskæftigelse
  • Et aktivt fritidsliv

Økonomi

Budget 2012 omfatter 2,0 mio. kr. årligt (p/l 2012) i drift i 2012-2013 fordelt i to puljer med 0,9 mio. kr. til mentorordninger for hhv. børn og unge under 18 år og unge over 18 år, endelig er afsat 0,2 mio. kr. årligt til projektledelse/facilitering af ordningen.  Mentorordningen forventes at føre til i alt ca. 45 match på årsbasis i hver af de to målgrupper, hvilket er ensbetydende med en enhedspris på ca. 22.000 kr. pr match. Midlerne foreslås udmøntet til Økonomiudvalgets bevilling, Økonomisk forvaltning, drift, funktion 06.45.51.1,

Videre proces

Såfremt Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, udbydes puljerne offentligt (udbud med forhandling). Kontrakt med en eller flere frivillige organisationer om administration af mentorordningen, herunder med rekruttering og screening af mentorer, forventes indgået medio marts 2012, og de første mentorrelationer imellem voksne frivillige mentorer og udsatte børn og unge kan indgås inden sommerferien i 2012. 

                     Claus Juhl            Anette Laigaard        Else Sommer       Morten Binder 

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top