B-sag: Styringsaftale for Rammeaftale 2015 for det specialiserede socialområde og specialundervisning - FÆLLESINDSTILLING ØKF, SOF, BUF
Styringsaftalen for det specialiserede socialområde og specialundervisning er udarbejdet i regi af KKR. Strategien er en del af Rammeaftale 2015 og skal godkendes af Borgerrepræsentationen den 9. oktober 2014.
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen, Socialforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget og Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Styringsaftale for Rammeaftale 2015 for det specialiserede socialområde og specialundervisning godkendes
Problemstilling
Rammeaftalen 2015 består i henhold til bekendtgørelse om rammeaftaler m.v. på det sociale område og på det almene ældreboligområde (BEK nr. 205 af 13/03/2011) samt bekendtgørelse om rammeaftale m.v. på specialundervisningsområdet (BEK nr. 381 af 28/4 2012) af to tidsmæssigt forskudte aftaler:
- Udviklingsstrategi, der blev vedtaget den 22. maj 2014.
- Styringsaftale, der skal vedtages den 9. oktober 2014.
Styringsaftalen er et redskab til at styre kapacitet og økonomi på tværs af kommunerne i hovedstadsregionen og Region Hovedstaden, herunder takstudviklingen samt fastlæggelse af fælleskommunale procedurer. Udviklingsstrategien supplerer med fokus på den faglige udvikling i eksisterende tilbud samt behovet for nye tilbud.
Udviklingsstrategien og styringsaftalen gælder begge for perioden 1. januar 2015 – 31. december 2015 og skal godkendes af Børne- og Ungdomsudvalget, Socialudvalget, Økonomiudvalget og vedtages af Borgerrepræsentationen.
Løsning
Styringsaftalen indeholder følgende elementer:
- Aftale om takstudviklingen i 2015 for tilbud omfattet af aftalen
- Aftaler om prisstruktur for de omfattede tilbud
- Aftaler om frister for afregning for brug af tilbud
- Aftaler om oprettelse og lukning af tilbud og pladser
- Aftaler om principper for evt. indregning af driftsherrens udgifter ved oprettelse og lukning af tilbud og pladser aftalt i rammeaftaleregi
- Tilkendegivelse fra kommunalbestyrelserne om overtagelse af regionale tilbud og fastlæggelse af, i hvilket omfang overtagne tilbud skal stå til rådighed for de øvrige kommuner
- Angivelse af, hvilke konkrete tilbud der er omfattet af styringsaftalen.
Styringsaftalen er baseret på en fælles takstmodel, der er udviklet af kommunerne i hovedstadsregionen og lægger sig i forlængelse af tidligere drøftelser og aftaler mellem kommunerne.
Socialforvaltningens bemærkninger
Da Københavns Kommune på socialområdet er nettokøber af ydelser, har vi en økonomisk interesse i den stramme styring af udgiftsudviklingen, der her besluttes som en fælles målsætning. I praksis er målingen af udgiftsudviklingen vanskelig, men det at have en hensigtserklæring på området vurderes som gavnligt.
Børne- og Ungdomsforvaltningens bemærkninger
Styringsaftalen giver retningslinier for selve takstberegningerne fx hvordan husleje og afskrivninger indregnes i takster som andre kommuner betaler. Dermed er styringsaftalen et relativt teknisk dokument. I Børne- og Ungdomsforvaltningen regnes alle takster vedr. salg af pladser på specialskoler, specialfritidshjem, specialklubber, specialbørnehaver og særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse efter styringsaftalen.
Af Styringsaftalen fremgår det dog, at ”priserne i de takstbelagte tilbud på det specialiserede socialområde og specialundervisning til og med 2016 maksimalt må stige med pris- og lønfremskrivningen minus en procent i forhold til prisniveauet i 2014.” Forvaltningen opfatter det som en politisk beslutning om taksterne skal falde, da dette forudsætter et fald i tilbuddenes budgetter, som er vedtaget via en budgetmodel i Børne- og Ungdomsudvalget.
Børne- og ungdomsforvaltningen tager derfor forbehold for på forhånd at kunne garantere den fastsatte takstnedsættelse men tilstræber det og vurderer, at det er sandsynligt at forvaltningen kan leve op til kravet i 2015.
Økonomi
Videre proces
Indstillingen behandles af Socialudvalget den 3. september, Børne- og Ungdomsudvalget 10. september, Økonomiudvalget 30. september og Borgerrepræsentationen 9. oktober 2014.
Anette Laigaard Else Sommer Bjarne Winge