Bevillingsmodel for den særligt tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU)
Udvalget skal tage stilling til forslag til tilpasset bevillingsmodel for kommunale STU-pladser efter høring.
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at forslag om tilpasset bevillingsmodel for kommunale STU-pladser godkendes til implementering fra skoleåret 2016/17
Problemstilling
I budget 2015 er der vedtaget en besparelse på 1,9 mio. kr. på de kommunale STU-tilbud. I udvalgets budgetforslag for 2016 er besparelsen øget til 2,6 mio. kr. i alt. Den tilpassede bevillingsmodel er forvaltningens forslag til, hvordan den vedtagne besparelse på 2,6 mio. kr. kan implementeres fra skoleåret 2016/2017.
På sit møde den 25.2.2015 besluttede Børne- og Ungdomsudvalget at sende forslaget om en tilpasset bevillingsmodel for kommunale STU i høring. Høringen er nu afsluttet og forvaltningen fremlægger sagen igen med de indkomne høringssvar og forvaltningens bemærkninger hertil. Sagens tidligere politiske behandling fremgår af bilag 1.
Løsning
Alle høringssvarene er kritiske i forhold til det besparelseskrav, der ligger som forudsætning for den tilpassede budgetmodel, og de udtrykker bekymring i forhold til den fremtidige kvalitet i ydelsen. Forvaltningen anerkender, at der er tale om en besparelse, som vil opleves som en forringelse af den nuværende høje kvalitet i de københavnske kommunale STU-tilbud. Men det er fortsat forvaltningens vurdering, at udgifterne kan reduceres, samtidig med at et højt kvalitetsniveau bevares. Denne opfattelse baserer sig på sammenligning med udgifterne for tilbuddene i andre kommuner, private udbydere og en faglig vurdering af en fornuftig personalesammensætning. Høringen giver derfor ikke anledning til at ændre i det tidligere fremlagte forslag.
UiU og LAVUK forholder sig i høringssvarene detaljeret til forvaltningens sammenligning med udgifterne i andre kommuner. De mener ikke, at sammenligningen giver et korrekt billede af vilkårene for de kommunale STU-tilbud i København sammenlignet med STU-tilbud i andre kommuner. Der er generelle metodiske udfordringer med at skabe et tilstrækkeligt sammenligningsgrundlag og tage højde for forskelle i målgrupper og økonomiske modeller i en benchmark. Men det er forvaltningens opfattelse, at der er foretaget en grundig benchmark, som i tilstrækkelig grad dokumenterer forskelle i prisniveauer for sammenlignelige målgrupper.
I modellen er der forudsat en personalesammensætning på 50% lærere, 25% pædagoger og 25% andet personale. Særligt LAVUK forholder sig kritisk til denne sammensætning, og mener at lærerandelen skal være højere. I den nye sats for de kommunale STU-tilbud er der midler til at have det samme antal medarbejdere omkring de unge som i 10. klasse, men med en anden personalesammensætning med færre lærere og flere medarbejdere fra andre relevante personalegrupper. Det er bl.a. hensigten med hele STU-uddannelsen, at elevernes livsduelighed skal øges, og det imødekommes bedst ved en bredt sammensat personalegruppe. Det er derfor fortsat forvaltningens vurdering, at den foreslåede personalesammensætning er fornuftig og vil sikre opretholdelse af kvaliteten i uddannelsen.
Den foreslåede model er en enkel og gennemsigtig model, hvor der ligesom på børnespecialskolerne er en samlet sats for STU-elever på UiU og LAVUK. Både LAVUK og UiU mener, at det er en for simpel model. Modellen med en gennemsnitstakst er baseret på gode erfaringer fra bevillingsmodellen for specialskolerne, hvor det fungerer efter hensigten. Eleverne som kommer til STU, kommer direkte fra specialskolerne, hvor der også er en forpligtigelse til at tage de nødvendige individuelle hensyn til eleverne. Forvaltningen mener derfor, at en enkel tildelingsmodel fortsat vil give mulighed for at tage højde for forskellene i elevgruppen.
Økonomi
Børne- og Ungdomsudvalget besluttede på mødet 28. maj 2014, at der blev opstartet forløb med de kommunale STU-tilbud og LAVUK mhp. højere effektivitet og kvalitet i tilbuddene. Baggrunden var, at annonceringen af de ikke-kommunale STU-tilbud medførte betydelige udgiftsfald. På den baggrund blev der i budget 2015 indarbejdet en effektivisering på 1,9 mio. kr., som skal implementeres.
Den tilpassede bevillingsmodel imødekommer den allerede vedtagne beslutning fra Budget 2015 om en effektivisering på 1,9 mio. kr. Med implementeringsfasen fra 2016/17 betyder det, at dette først bliver indfaset med henholdsvis 1,1 mio. kr. i 2016, stigende til 2,6 mio. kr. i 2017. Forskellene indarbejdes i forvaltningens regnskabsprognoser for 2015 og budgetforslag 2016 og 17.
For nærmere økonomiske detaljer henvises der til det tekniske bilag 1 fra høringsindstillingen den 25.2.2015.
Videre proces
Såfremt forslaget vedtages, implementeres den nye bevillingsmodel på UiU og LAVUK fra skoleåret 2016/17.
Else Sommer /Sti Andreas Garde
Beslutning
Ændringsforslaget blev vedtaget efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 8 medlemmer: A, F, O, V og Ø.
Imod stemte ingen.
1 medlem undlod at stemme: C.
Indstillingen blev med ovenstående ændring godkendt i sin helhed uden afstemning.
Dansk Folkeparti ønskede følgende tilført protokollen (De Radikale, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten tilsluttede sig): "Vi er stærkt bekymret for, om forslaget vil medføre en kvalitetsforringelse og resultere i, at tilbuddene vil få sværere ved at kunne rumme målgrupper med komplekse udfordringer."