Mødedato: 10.05.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Bevillingsmæssige ændringer pr. april 2017

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til bevillingsmæssige ændringer pr. april 2017

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at udvalget godkender forslag til bevillingsmæssige ændringer pr. april 2017 med henblik på senere behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen

Problemstilling

Bevillingsmæssige ændringer foretages fire gange årligt og vedrører budgetmæssige omplaceringer indenfor eller mellem udvalg. Omplaceringer skal godkendes af Borgerrepræsentationen, hvis der er tale om omplaceringer mellem udvalg.

Løsning

Formålet med bevillingsmæssige ændringer er at sikre en løbende opfølgning på udviklingen i udvalgenes økonomi så budget og regnskab matcher hinanden. Ændringer bidrager til at sikre en optimering af økonomistyringen og et retvisende regnskab.

Der foretages tre typer omplaceringer - interne omplaceringer indenfor Børne- og Ungdomsudvalgets egen ramme, eksterne omplaceringer til/fra andre udvalg samt omplaceringer indenfor anlægsområdet med Byggeri København.

Der er to grunde til at omplacere budget mellem udvalgets forskellige bevillingsområder. For det første skal fordelingen af budgettet stemme overens med den forventede aktivitet, bevillingsmodeller og øvrig udmøntning af det vedtagne budget. Det betyder bl.a., at hvis det forventede forbrug er større end budgettet på et bevillingsområde, skal der omplaceres budget fra et eller flere bevillingsområder med forventet mindreforbrug. For det andet skal der omplaceres budget fra et bevillingsområde til et andet, hvis der er flytning af opgaver eller ændret bogføringspraksis mellem bevillingsområder.

Samlet medfører omplaceringerne en opskrivning af Børne- og Ungdomsudvalgets ramme i 2017 med 57,7 mio. kr. fordelt med en opskrivning af driftsrammen på 8,6 mio. kr. og en opskrivning af anlægsrammen på 49,1 mio. kr. Herudover kommer interne omflytninger på driftsrammen.

De bevillingsmæssige ændringer er uddybet i bilag 1 og 2, hvor bilag 2 er en del af afleveringskravet til Økonomiforvaltningen. Der er tale om henholdsvis etårige og flerårige/varige omplaceringer, der skal sikre, at budgettet er korrekt placeret i forhold til forbruget. Dette er i tråd med både den interne og eksterne revisions anbefalinger.

I tabel 1 fremgår de samlede omplaceringer i 2017.

Tabel 1: Samlede omplaceringer i 2017

Omplaceringer mellem Børne- og Ungdomsudvalgets bevillingsområder (etårige)

I løbet af året kan der opstå et behov for at flytte midler fra et af udvalgets bevillingsområder til et andet. Omflytningerne er beløbsneutrale, da der er tale om at flytte midler fra et bevillingsområde til et andet. Det drejer sig primært om omplacering af midler fra specialundervisning til undervisning som følge af specialreform 2.0, der indebærer øget inklusion i normalskolerne. Desuden flyttes der midler i forhold til samarbejdet med Socialforvaltningen, hvor der arbejdes med alternativer til dagbehandling i almenskolen.

Omplaceringer mellem udvalg (etårige)

Der omplaceres netto 54,4 mio. kr. til Børne- og Ungdomsudvalgets ramme i indeværende år. Omplaceringerne omfatter bl.a. 5 mio. kr. fra Sundhedsudvalget vedrørende indsatsen Øget Sundhed. Derudover er der på anlæg en række omplaceringer med Byggeri København. Der overføres bl.a. 58 mio. kr. vedrørende en teknisk fejl i rammekorrektionerne i forbindelse med vedtagelsen af anlægsbevillingen til Sundbyøster Skole i 2015, hvor der blev overført for meget til Byggeri København.

Omplaceringer mellem Børne- og Ungdomsudvalgets bevillingsområder (flerårige)

De varige omflytninger mellem udvalgets bevillingsområder er som de etårige omflytninger beløbsneutrale. De vedrører primært flytning af midler fra undervisning til dagtilbud som følge af normaliseringen af heldagsskolerne Tingbjerg og Nørre Fælled Skole. Bevillingen til fritids- og klubtilbuddet er dermed korrekt placeret under dagtilbudsrammen.

Omplaceringer mellem udvalg (flerårige)

Der omplaceres netto 3,3 mio. kr. til Børne- og Ungdomsudvalgets ramme. De varige omplaceringer mellem udvalg vedrører primært tilpasning af budget til husleje til Københavns Ejendomme i forbindelse med ibrugtagning af nyanlæg.

Økonomi

Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår med denne sag, at Børne- og Ungdomsudvalgets budget for 2017 opskrives med 57,7 mio. kr.

Videre proces

Sagen forventes, for så vidt angår omplaceringen mellem udvalg, behandlet i Økonomiudvalget den 23. maj 2017 og i Borgerrepræsentationen den 22. juni 2017.

 

Tobias Børner Stax         /Sti Andreas Garde

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top