Mødedato: 10.05.2006, kl. 08:15

Forsøg med nye behandlingsformer - ABA/Doman i forhold til budgetforslag 2007

Se alle bilag

Forsøg med nye behandlingsformer - ABA/Doman i forhold til budgetforslag 2007

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 10. maj 2006

 

 

7.      Forsøg med nye behandlingsformer - ABA/Doman i forhold til budgetforslag 2007

  J.nr. 305543

 

 

INDSTILLING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

 

at     forsøgene med Doman- og Family Hope Center behandlingsformer forlænges  med 2 år til 31. december 2008

 

at      forsøgene med ABA-metoden forlænges med 1 år til 1. august 2008

 

at    forsøg med ABA-metoden for nuværende og kommende elever i skoleregi harmoniseres med 0-6-årsforsøget

 

at    der ikke optages flere børn i forsøg med nye behandlingsformer, før endelig evaluering af forsøgene er forelagt Børne- og Ungdomsudvalget

 

at     der ikke etableres nye ABA-tilbud i specialskoler

 

at      der i 2007 fortsat afsættes 3,7 mill. kr. inden for rammen til enkeltintegration af § 20, stk. 2 elever til videreførelse af forsøgene

 

at    der optages et beløb på 6,6 mill. kr. på Børne- og Ungdomsudvalgets ønskeliste til budget 2007 til forlængelse af ABA-forsøgets skoledel (indstilling om Perspektivplan for specialundervisning fremlægges på kommende udvalgsmøde)

 

at    de resterende 15,1 mill. kr. af de forventede udgifter i 2007 finansieres via specialpladser for 0-6 års området i Børneplan 1.  Det forudsættes, at der overflyttes midler fra specialpladser for 0-6 årsområdet.

 

 

RESUME

27 handicappede børn i daginstitutions- og skolealderen er med i Københavns Kommunes forsøg med nye behandlingsformer. Børnene trænes efter 3 forskellige træningsmetoder, Doman-, Family Hope Center- og ABA-metoden.

 

Det indstilles, at forsøgene i forhold til 0-6 års området og skoleområdet harmoniseres, og at forsøgsperioden forlænges. Beslutningen om, hvorvidt ABA-forsøgene skal gøres til permanente tilbud i Københavns Kommune udskydes således til forhandlingerne i forbindelse med budget 2008, og for Doman og Family Hope Center forsøgenes vedkommende til budgetforhandlingerne i relation til 2009.

 

Samlet set medfører forslagene i denne indstilling udgifter på 26 mill. kr. i 2007 og 16,2 mill. kr. i 2008. Til sammenligning er forventede udgifter til ABA/Doman forsøgene i 2006 i alt 21,7 mill. kr. Den forventede udgiftsstigning i 2007 er dels på grund af, at enhedsprisen på skoleområdet er højere og dels på grund af nye udgifter til etablering og drift af IT-hjælpemidler, licitation af supervision, samt udgifter til vikardækning.

 

6,6 mill. kr. af udgifterne i 2007 foreslås op taget på udvalgets ønskeliste til budget 2007, mens de resterende 15,1 mill. kr. foreslås dækket via specialpladser for 0-6 års området i Børneplan 1. Det forudsættes, at der overflyttes midler fra specialpladser for 0-6 års området. På grundlag af den nuværende prognose vil denne prioritering skabe et problem med pasning ved behov på specialbørnehaveområdet.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

Forsøg med nye behandlingsformer er et forsøg målrettet handicappede børn og unge. Overordnet består forsøget i to delforsøg vedrørende dels 0-6 årsområdet  og dels skoleområdet.

 

Forsøget på 0-6 årsområdet rummer forsøg med tre behandlingsformer, Doman, Family Hope Center og ABA – benævnt "Forsøg med nye behandlingsformer". Skoleforsøget beskæftiger sig udelukkende med ABA-behandling af børn og unge med autisme. Med de gældende politiske beslutninger løber 0-6 års forsøget til den 31. december 2006, mens skoleforsøget varer til den 31. juli 2007.

 

1.  Forsøg med Doman- og Family Hope Center-metoderne

Doman-metoden er også kendt under navnet The Institutes for the Achievement of Human Potential (IAHP). Barnet trænes i eget hjem ca. 50 - 60 timer ugentlig af forældre og hjælpere.

 

Organisering

Doman- og Family Hope Center-forsøgene er godkendt af Socialministeriet og har i Familie- Arbejdsmarkedsforvaltningen været administreret i et samspil mellem familierne, handicapcentrene, der udbetaler ydelserne til familierne, tilsynsmyndighederne og projektledelsen. Forvaltningen fører i overensstemmelse med Socialministeriets retningslinier sundheds- og socialfagligt tilsyn med forsøgene.

 

Evaluering

Doman og FHC forsøget er i 2005 blevet evalueret af Marselisborgcentret, som en del af en national undersøgelse, som centret har fortaget for Socialministeriet. Udgangen på denne evaluering blev ikke en endelig afklaring af udbyttet af hjemmetræningen, og på denne baggrund har Socialministeriet forlænget forsøgsordningen til 2009 undersøgelse. For Københavns Kommune afsluttes forsøgsperioden pr. 31. december 2006, og det indstilles på denne baggrund at forsøget forlænges til 31. december 2008.

 

0-6 års forsøget med ABA-metoden

ABA er en forkortelse af Applied Behavior Analysis – anvendt adfærdsanalyse. Metoden er en generel pædagogisk metode målrettet til børn med store indlæringsproblemer. Metoden indebærer systematisk og intensiv træning af hæmmede funktioner. ABA-behandlingsformen adskiller sig bl.a. fra andre behandlingsformer ved den høje grad af træningsintensitet, høj grad dataregistrering og hyppig supervision.

 

Organisering

ABA-forsøget for 0-6 årige i Købehavns Kommune er målrettet børn med en diagnose indenfor autismespekteret. Det er målet, at sikre den nødvendige dialog med forældregruppen, personalet og de involverede institutioner, hvilket har været vurderet nødvendigt for at kunne dokumentere arbejdet med henblik på en eventuel permanentgørelse af forsøget. Børnene er visiteret via et særligt visitationsudvalg bestående af kontorchefen for det ansvarlige fagkontor, projektledelsen, handicapcentrene (børneteamcheferne), som har et indgående kendskab til børn og forældre, samt forvaltningens børneoverlæge.

 

Evaluering

ABA-forsøget evalueres på baggrund af en bevilling fra Socialministeriet af Marselisborgcentret, som har indhentet ekspertise til opgaven i Amter og Kommuners Forskningsinstitution. Evalueringen af 0-6 års forsøget er en del af en national undersøgelse, hvor Københavns Kommunes forsøg med ABA vil blive sammenlignet med andre behandlingsformer målrettet børn med autisme. Udover at være en del af en national evaluering var der bestilt et særligt københavnertillæg til rapporten, der skal ligge klar til d. 1. maj 2006.

 

Evalueringsopstarten var planlagt til årsskiftet 2005, men kom af følgende grunde først for alvor i gang i februar 2006:

 

Arbejdet med at finde egnede daginstitutioner tog længere tid end forventet.

 

Forældregruppen afviste at afgive samtykkeerklæringer og medvirke i evalueringsarbejdet på grund af utilfredshed med evalueringsdesign mv., hvilket har forsinket evalueringen i ca. 6 måneder.

 

På denne baggrund foreslår forvaltningen, at forsøget forlænges til 1. august 2008. Når den nationale evaluering foreligger ved årsskiftet 2007 vil Børne- og Ungdomsudvalget have et kvalificeret grundlag for at kunne tage stilling til en eventuel permanentgørelse i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2008. Efter behandlingen af sagen i 4. kvartal af 2007 vil der være rimelig tid frem til sommeren 2008 til enten at etablere behandlingsformen i permanente rammer eller såfremt det besluttes ikke at fortsætte dette arbejde at finde alternative tilbud til målgruppen.

 

2.  ABA-behandling målrettet skolebørn

Pilotprojektet vedr. anvendelse af ABA-metoden for skolebegyndere med autisme har samme pædagogiske og teoretiske udgangspunkt som 0-6 års forsøget. Det er dog i sin opbygning forskellig fra 0-6 års forsøget og har ikke samme omfang som 0-6 års forsøget.

 

Organisering

De første elever begyndte på ABA-træning i 2003, siden er forsøget blevet udvidet med 2 elever pr. år, således at der aktuelt er 6 elever i ABA-skoleforsøget. Det er PPR, der visiterer elever til ABA-skoleforsøget, under hensyntagen til forældrenes ønsker.

 

Af disse 6 elever tilbydes 3 elever ABA træning i en almindelig folkeskole og et tilknyttet fritidshjem. De 3 øvrige elever modtager træning i en specialskole for elever med vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder og i et tilknyttet basis- eller specialfritidstilbud.

 

Der er ikke tildelt særlige ressourcer til ABA-skoleforsøget. Deltagelse i ABA-skoleforsøget finansieres derfor af midler til enkeltintegration af elever med behov for et § 20 stk. 2 tilbud, samt puljen til støtteressourcer til almindelige fritidshjem og klubber. 

 

Evaluering

Forvaltningen er aktuelt ved at etablere en ekstern evaluering af ABA-skoleforsøget, denne evaluering vil metodisk lægge sig op af evalueringen på 0-6 års området. Den eksterne evaluering af skoleforsøget forventes afsluttet februar 2007, således at resultaterne kan indgå i budgetforhandlingerne sammen med resultaterne fra evalueringen af 0-6 års forsøget.

 

Harmonisering af skoleforsøg med 0-6 års forsøget

I og med at ABA-skole- og -0-6 års forsøget har haft deres udspring i henholdsvis den tidligere Uddannelses- og Ungdomsforvaltning og den tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning, er der betydelige forskelle i organiseringen, indhold og kvaliteten af de to forsøg.

 

Forvaltningen finder på denne baggrund, at der i den resterende del af forsøgsperioden skal arbejdes på en harmonisering af forsøgene, således at bl.a. de forældre der aktuelt deltager i ABA-forsøget på 0-6 års området oplever en så stor grad af sammenhæng og kontinuitet for deres barn som muligt i overgangen fra et 0-6 års tilbud til et skoletilbud. En harmonisering vil bevirke, at skoleforsøget tilnærmes de retningslinier, der gælder for 0-6 årsforsøget. Dette gælder både nuværende og kommende elever i skole-ABA-forsøget.

 

Forvaltningen vil tage kontakt til aktuelle skoler og fritidstilbud for en nærmere drøftelse af, hvorledes ovenstående bedst arrangeres i forhold til den foreslåede budgetramme, som svarer til den, der gælder på 0-6 års området.

 

Stop for nyoptag til forsøg med nye behandlingsformer i forsøgsperioden

Det tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsudvalg besluttede den 2. februar 2005, at stoppe for yderligere optag til forsøg med nye behandlingsformer i forsøgsperioden.  På 0-6 års området er udgifterne til forsøg med nye behandlingsformer steget fra en bevilling på 5 mio. kr. i 2004 til i 2006 at udgøre 20,2 mio. kr. Herudover kommer udgifter til elever i skolealderen. Forvaltningen indstiller, at der ikke optages flere børn i forsøgene, før en endelig evaluering er forelagt Børne- og Ungdomsudvalget.

 

Aktuelt finansieres udgifterne til forsøg med nye behandlingsformer for elever i skolealderen af udvalgets konto til enkeltintegration af § 20 stk. 2 elever, samt fra midler til støttepædagogbevillinger i fritidshjem. Forvaltningen vurderer, at fremtidige ABA forsøg i skoleregi vil belaste disse konti så kraftigt, at det i for høj grad vil gå ud over de formål de oprindeligt var tiltænkt.

 

På denne baggrund indstilles det, at der findes midler til ABA-skoleforsøget andetsteds. I øvrigt skal det nævnes at problemet allerede er eksisterende i 2006, hvor 4 børn fra 0-6-årsforsøget overgår til skoleforsøget.

 

Stop for etablering af ABA-specialskoletilbud

Som et led i harmoniseringen af forsøgene indstilles endvidere, at der stoppes for etablering af ABA-tilbud i specialskoler og specialfritidshjem. Baggrunden er dels en fortsættelse af intentionerne i 0-6-årsforsøget, nemlig et ønske om at afprøve en metode, hvor der lægges vægt på at handicappede børn indgår et samspil med og lærer af normale børn. Herudover skal der peges på, at et ABA-specialskoletilbud er ca. 200.000 kr. dyrere pr. år end et ABA-skoletilbud i en almindelige skole.

 

Økonomi

Det følgende økonomiafsnit beskriver mulighederne for finansiering af ABA/Doman forsøgene i 2007. Desuden gives en status for de forventede udgifter til forsøgene i 2006.

 

Finansiering i 2007

Der er behov for en afklaring af hvordan en videreførsel af ABA/Doman forsøgene kan finansieres i 2007.

 

Oprindeligt var skoledelen af forsøget planlagt som udgiftsneutralt, da barnet ellers skulle modtage et andet tilbud. Der har dog i 2006 været en merudgift pr. barn, jf. nedenstående.

 

 

Udgifter pr. barn i ABA skoleforsøg sammenlignet med alternative tilbud, 2006

ABA-barn i specialskole

ABA-barn i alm. skole

Alternativ plads inkl. fritidshjemstilbud*

Difference ml. alternativ plads og ABA-barn i specialskole

Difference ml. alternativ plads og ABA-barn i alm. skole

1.320.709

1.015.910

467.595

853.114

548.315

*Den alternative pladspris er baseret på enhedsprisen for et § 20.2 tilbud (vidtgående specialundervisning) samt enhedsprisen for et specialfritidshjemstilbud

 

Som det fremgår af tabellen, er udgifterne i et ABA-tilbud væsentligt højere end en alternativ plads i et § 20.2 tilbud inkl. en fritidshjemsplads, som barnet måtte forventes at have behov for. ABA-skolebørnene har som det fremgår ikke været udgiftsneutrale i forhold til en alternativ plads. Desuden vil antallet af skolebørn i ABA-forsøget stige til 14 helårselever i 2007, fordelt på 11 børn i almindelig folkeskole og 3 børn i specialskole. Det betyder, at de forventede udgifter til skoleforsøget i 2007 udgør 15,1 mill. kr. Fraregnet de midler forvaltningen har pr. normalelev, udgør finansieringsbehovet til skoleforsøget 14,4 mill. kr. i 2007

 

I 2006 forventes det, at udgiften til skoleforsøget bliver 3,7 mill. kr. Udgiften dækkes i 2006 inden for rammen til enkeltintegration af § 20 stk. 2 elever, samt af midler til støttepædagogbevillinger i fritidshjem. Fremtidige ABA forsøg i skoleregi vurderes dog at ville belaste disse konti så kraftigt, at det vil gå ud over de formål de oprindeligt var tiltænkt. Det anbefales derfor, at der fortsat kun afsættes 3,7 mill. kr. til dækning af skoleforsøget.

 

Der resterer dermed et udækket finansieringsbehov på skoleforsøget på 10,7 mill. kr.

 

På 0-6 års området forventes der faldende udgifter til forsøgene med nye behandlingsformer i takt med at børnene overgår til skoledelen og der ikke optages flere børn. I 2007 forventes der en udgift på 11,0 mill. kr. til forsøgene på 0-6 års området der vil omfatte 10 ABA-børn. Beløbet er inklusiv udgifter til Doman og FHC træningsforløb for 3 børn.

 

Dermed er der samlet set behov for at finde finansiering på 21,7 mill. kr. (fordelt på 10,7 mill. kr. på skoleområdet og 11,0 mill. kr. på 0-6 års området).

 

I 2006 er der afsat 15,1 mill. kr. til ABA-Doman forsøg via Børneplan 1 specialpladser. Det foreslås, at denne finansiering videreføres i 2007 og 2008. Dette kræver dog en politisk beslutning, da Børneplanens midler er øremærket 0-6 års området, herunder specialpladser på 0-6 års området. På grundlag af den nuværende prognose vil denne prioritering skabe et problem med pasning ved behov på specialbørnehaveområdet, da pladserne på 0-6 års området fremover vil være besat af børn i skolealderen efterhånden som børnene fortsætter i skoledelen af forsøget.

 

Det foreslås, at de resterende 6,6 mill. kr. af udgiften til videreførelse af forsøget optages på Børne- og Ungdomsudvalgets ønskeliste til budget 2007.

 

 

Udgifter til ABA-Doman i 2006

De forventede udgifter til ABA/Doman forsøgene er i 2006 på i alt 21,7 mill. kr. fordelt på knap 18,0 mill. kr. til 0-6 års delen og 3,7 mill. kr. til skoledelen. Desuden forudsættes der overført 2 mill. kr. til evaluering af projektet i 2007.

 

0-6 års delen

Nedenstående tabel viser de forventede udgifter i 2006 i 0-6 års forsøget:

 

Forventede udgifter 2006 ABA/Doman 0-6 års forsøg

Løn

8.580.964 kr.

Udgifter til ABA forsøg eksl. løn

5.750.082 kr.

Udgifter til Doman forsøg eksl. løn

551.429 kr.

Evaluering

500.000 kr.

Øvrige udgifter*

2.568.954 kr.

Total

17.951.429 kr.

*Øvrige udgifter er leje af skurvogn, IT etablering og drift, kursus og udd. materialer, vikarordning, annoncering.

 

Det skal bemærkes, at der i beregningen ikke er taget højde for at et antal børn (3-5) fortsætter i skoledelen i 2006. Der er i 2006 budgetteret med 2,5 mill. kr. til evaluering, hvoraf kun 500.000 kr. forventes forbrugt. De resterende 2 mill. kr. er øremærket til evaluering, og hvis disse midler tælles med i forbruget, er der samlet et mindreforbrug på ca. 250.000 ud af budgettet på 20,215 mill. kr. i 2006.

 

Skoledelen

De forventede udgifter i 2006 på ABA/Doman skoleforsøget beløber sig til ca. 3,7 mill. kr. for i 2006. Det skal bemærkes, at der i beregningen ikke er taget højde for at et antal børn (3-5) i 0-6 års forsøget fortsætter i skoledelen i 2006.

 

Da udgifterne til ABA/Doman endnu ikke er fuldt udkonteret er der en vis usikkerhed om forbruget i 2006.

 

I 2006 er 0-6 års forsøget finansieret dels af bevilling fra budgetforlig på 5,1 mill. kr. (p/l 2006) årligt 2005-2006, samt ved udisponerede midler i Børneplanen via overførsel af 15,1 mill. kr. (p/l 2006) fra bevillingsområde Servicetilbud til Børnefamilier funktion 5.14.1, til bevillingsområde Handicappede, funktion 5.21.1. I alt 20,2 mill. kr. hvoraf 2,5 mill. kr. er øremærket til evaluering af forsøget.

 

 

Udgiftsstigning i 2007

Udgifterne til et samlet harmoniseret ABA/Doman/Family Hope Center-forsøg forventes at være på ca. 26 mill. kr. i 2007. Siden forsøget blev vedtaget i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget (FAU 345/2004) er der i 2005 i den tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning foretaget en række udgiftsbærende justeringer, herunder etablering og drift af IT-hjælpemidler, etablering af ABA-uddannelse, opjustering af administrationsomkostninger, samt etablering af vikarordning.

 

Langt den overvejende del af disse udgiftsbærende justeringer er foretaget på baggrund af forældreønsker, som bl.a. er fremsat i de fora som er etableret for at sikre brugerindflydelsen i overensstemmelse med Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets  beslutning af 4. august 2004 hvoraf det fremgår i beslutningsreferatet: " at repræsentanter for forældre, der indgår i forsøget, inddrages i planlægning, gennemførelsen og evaluering af forsøget."

 

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

Høring

Ingen bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT

  • Bilag 1: Forsøg med nye behandlingsformer – ABA/Doman
  • Bilag 2: Væsentlige politiske beslutninger vedrørende forsøg med nye behandlingsformer

 

 

                                            Peter Rasmussen

                                                                                       Klavs Holm


 

Til top