Mødedato: 10.05.2006, kl. 08:15

Udviklingsplan for brugerdemokrati og selvforvaltning

Se alle bilag

Udviklingsplan for brugerdemokrati og selvforvaltning

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 10. maj 2006

 

 

11.      Udviklingsplan for brugerdemokrati og selvforvaltning

  J.nr. 293538

 

 

INDSTILLING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

at    forslag til plan for arbejdet med udviklingsplanen for brugerdemokrati og selvforvaltning godkendes

 

 

RESUME

Børne- og Ungdomsudvalget besluttede på sit møde den 22. februar 2006 at sende forvaltningens forslag til procesplan for styrket brugerdemokrati og mere selvforvaltning til høring. I denne plan indgår etableringen af ny decentral struktur i forvaltningen på børne- og ungdomsområdet tættere på brugerne, styrkelse af inddragelsen af de unge, indsats til forbedring af kommunikationen i det daglige mellem aktørerne, indsats for kompetenceudvikling af ledere og medarbejderne i forhold til dialogen med brugerne, indsats for uddannelse af brugere, kurser for brugerbestyrelsesmedlemmer og drøftelse af kommissorier og vedtægter for de overordnede brugerorganer med henblik på forbedring af dialogprocesserne.

Høringsparterne er generelt enige i ønsket om styrket brugerdemokrati og mere selvforvaltning og ser positivt på, at der tages initiativ til forbedringer på området.

Der peges på, at det er vigtigt at ikke kun brugerne, men også de ansatte inddrages i forbindelse med udmøntningen af de konkrete initiativer, ligesom der nævnes en række nye forslag i høringssvarene.

Forvaltningen fremlægger på baggrund af høringen en revideret plan for udvikling af brugerdemokratiet og selvforvaltningen. Planen indeholder konkrete forslag om et pilotprojekt i forhold til udvikling af kommunikationskompetencer samt og forslag om drøftelse af ungeråd.

Forvaltningen fremlægges desuden et notat om høringsprocedurer og høringsparter på udvalgets område.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

Borgerrepræsentationen vedtog på sit møde den 13. oktober 2005 (BR 526/05) en indstilling fra det tidligere udvalg for demokrati og serviceudvikling om styrket brugerdemokrati og mere selvforvaltning i Københavns Kommune. 

Det blev i forbindelse hermed pålagt fagudvalgene at udarbejde udviklingsplaner i 1. halvår af 2006 med inddragelse af brugerne. I udviklingsplanerne skal udvalgene redegøre for deres planer for udvikling af brugerdemokratiet og selvforvaltning og dialogen mellem udvalg og brugere.

Forvaltningen fremlagde på udvalgets møde den 22. februar 2006 en procesplan for arbejdet med udviklingsplanen. Procesplanen beskriv er forvaltningens forslag til indsatsområder og målgrupper for nye initiativer samt proces og metode for inddragelse af brugergrupper. I procesplanen indgår følgende elementer:

·        at bringe forvaltningen på børne- og ungdomsområdet tættere på brugerne

·        styrket af inddragelsen af de unge

·        indsats til forbedring af kommunikationen i det daglige mellem aktørerne

·        indsats for kompetenceudvikling af ledere og medarbejderne i forhold til dialogen med brugerne

·        indsats for uddannelse af brugere, kurser for brugerbestyrelsesmedlemmer

·        drøftelse af kommissorier og vedtægter for de overordnede brugerorganer med henblik på forbedring af dialogprocesserne.

Gennemgang af høringssvar 

Københavns Lærerforening

Københavns Lærerforening (KLF) har en række kommentarer til den vedtagne vision og målsætning for Børne- og Ungdomsforvaltningen. Der påpeges bl.a. behov for bedre tovejskommunikation, gennemskuelighed i forhold til kompetencer, behovet for at finde en fornuftig balance mellem brugernes indflydelse og  de ansattes ansvar for den daglige drift. KLF mener, der er behov for at forbedre dialogen mellem forældrene og skolens ansatte og peger på behovet for at tilføje ekstra midler til dette område, hvis området skal prioriteres. Endelig peger KLF på, at det er vigtigt, at ikke kun brugerne, men også de ansatte, inddrages i forbindelse med udmøntningen af de konkrete initiativer.

Forvaltningens bemærkninger:

 

I forslaget om "Faglighed for alle", som udvalget på sit møde den 26. april 2006 (J.nr. 294126) vedtog at sende i høring, indgår forslag om forbedringer af forældresamarbejdet på skolerne.

 

Center for Specialundervisning for Voksne

Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) tilslutter sig forvaltningens indstilling om  brugerdemokrati og selvforvaltning. CSV peger særskilt på, at et betydeligt antal borgere har særlige behov i forbindelse med fysisk og kommunikationsmæssig tilgængelighed.

 

Forvaltningens bemærkninger:

Dette krav er uomgængeligt og forvaltningen har altid til hensigt at indtænke de fornødne hensyn. Forvaltningen er ligeledes åben over for forslag, som kan forbedre inddragelsen af grupper af borgere med særlige behov.

   

Bestyrelsen for Københavns Kommunes Ungdomsskole

Ungdomsskolen  er enig i de overordnede mål for udviklingen af brugerdemokrati og selvforvaltning, men efterlyser mere konkrete initiativer og gør desuden opmærksom på, at udviklingen af brugerdemokratiet er en læreproces, som skal udvikles i en bred dialog mellem forvaltning, institutioner og brugere.

 

Mere konkret peger Ungdomsskolen på styrkelsen af inddragelsen af de unge. Dette foreslås gjort ved at Ungdomspolitikerdagen, som blev gennemført i november 2004, bliver gjort permanent som en årligt tilbagevendende begivenhed. Ungdomsskolebestyrelsen opfordrer til et etablere et årligt dialogforum mellem Børne- og Ungdomsudvalget og repræsentanter for elevråd, klubråd mv. Desuden foreslår ungdomsskolen, at der oprettes ungeråd som et rådgivende organ for Borgerrepræsentationen i principielle spørgsmål om unge.

 

Endelig påpeger ungdomsskolebestyrelsen i forbindelse med forslaget om kompetenceudvikling, at borgere og brugeres medindflydelse er betinget af, at forvaltningerne indstiller sig på at lære at formidle den nødvendige viden om økonomiske, praktiske og tekniske forhold i et sprog, som borgere og brugere kan forstå. Dialogen med borgere og brugere skal derfor indtænkes i de oplæg, der fremlægges til politisk behandling. 

 

Forvaltningens bemærkninger:

Udvalget har på mødet den 26. april 2006 (J.nr. 303501) godkendt at forslag om etablering af en ungdomspolitikerdag i Borgerrepræsentationen sendes til høring i de stående udvalg.

 

Ungdomsskolen foreslår etablering af et ungeråd. Høringssvaret giver anledning til overvejelser om, hvorvidt der skal etableres ungeråd i de enkelte distrikter, eller om der skal etableres ét centralt ungeråd i kommunen. Ungerådet/ungerådene vil i givet fald kunne være dialogpartner for udvalget og Borgerrepræsentationen. Forvaltningen fremlægger i forbindelse med denne indstilling forslag om etablering af ungeråd til drøftelse, se nedenfor. 

 

Bestyrelsens forslag om at lære at formidle den nødvendige viden om økonomiske, praktiske og tekniske forhold i et sprog, som borgere og brugere kan forstå, indgår i forvaltningens forslag om et pilotprojekt, der har til formål at forbedre og kvalitetssikre forvaltningsmedarbejdernes kommunikationskompetencer i forhold til brugerne.

 

Københavns Forældrenetværk (KFO)

 

Københavns Forældrenetværk hilser forslaget om kompetenceudvikling til personalet velkomment og håber, at det følges op af midler til vikardækning mv., så tiden ikke tages fra børnenes tid med personalet. KFO peger også på, at de stramme budgetter indebærer et meget lille råderum for brugerdemokratiet, og at forvaltningens og politikernes ansvar skal tydeliggøres.

 

KFO kan ikke anbefale forslaget om uddannelse af brugerrepræsentanter, men mener, at det er vigtigere, at personalet opkvalificeres bl.a. til igangsættelse af spændende diskussioner omkring indsatsområder.

 

Endelig peger KFO på, at der årligt bør laves en uvildig undersøgelse af, i hvor høj grad og til hvad henvendelser fra forældrene bliver brugt. KFO foreslår også, at der etableres en it-baseret brugerflade, hvor forældrebestyrelserne kan kommunikere og udveksle ideer.   

 

Forvaltningens bemærkninger:

 

Børne- og Ungdomsforvaltningen har i en længere periode haft et debatforum for forældre på Københavns Kommunes hjemmeside. Debatforummet er fornylig blevet opdateret og er i den forbindelse blevet placeret på internetsiden: www.kk.dk/kvalitetsudvikling. Børne- og Ungdomsforvaltningen vil på baggrund af ovenstående efterspørgsel søge at fremhæve debatforummet på internettet, således at det bliver mere synligt og tilgængeligt for de københavnske forældre. Dette vil ske ved at reklamere for debatforaet på startsiden om børnepasning (www.kk.dk/pasning), som er forældrenes indgang til informationer om børnepasningstilbud i Københavns Kommune.

 

Forvaltningen foreslår på denne baggrund at forslaget om uddannelse af brugerrepræsentanter udgår af forslaget og at der derfor primært satses på opkvalificering og kompetenceudvikling af personalet.

 

Fællesrådet for Folkeskolen

I Fællesrådet er der enighed i de anførte indsatsområder, idet det dog oplyses, at der udbydes kurser for nye skolebestyrelsesmedlemmer og politikere. I Fællesrådet blev også spørgsmålet om øget indflydelse på ansættelser og afskedigelser af personalet på skolerne berørt, uden at der dog var enighed herom.

 

Forvaltningens bemærkninger:

Ingen bemærkninger.

Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber

Fællesrådet for fritidsinstitutioner og klubber bemærker, at brugerdemokrati er en fin intention, men det skal følges op af konkrete tiltag og ressourcer. Politikkerne opfordres til ikke at lave en så detaljeret styring, således at decentraliseringen har mulighed for at fungere. Det er vigtigt at institutionerne har et lokalt forankret udviklingsperspektiv. 

Forvaltningens bemærkninger:

Ingen bemærkninger.

 

Opsamling af høringssvar

På baggrund af de indkomne høringssvar foreslår forvaltningen, at bemærkningerne om bruger- og borgerdeltagelse vil blive inddraget i det fremadrettede arbejde ved den igangværende gennemførelse af den nye decentrale struktur i forvaltningen. Forvaltningen forventer desuden, at denne indsats vil blive intensiveret med udrulningen af lokaludvalg i kommunen.

I forbindelse med forslaget om en indsats til forbedring af kommunikationen i det daglige mellem aktørerne på børne- og ungdomsforvaltningens område og indsats for kompetenceudvikling af ledere og medarbejderne i forhold til dialogen med brugerne foreslår forvaltningen, at der udvikles et pilotprojekt, der har til formål at forbedre og kvalitetssikre forvaltningsmedarbejdernes kommunikationskompetencer i forhold til brugerne. Konkret foreslår forvaltningen, at der udvælges ca. 25 medarbejdere, der i forbindelse med deres opgaveløsning har forskellige former for brugerkontakt. Medarbejderne udvælges blandt andet ud fra de områder, hvor forvaltningen erfaringsmæssigt ved, at der kan opstå kommunikationsbrister mellem forvaltning og brugere.

Pilotprojektet skal dels afdække hvilke konkrete kommunikationsproblemer der opstår i dialogen mellem forvaltning og brugere, dels uddanne medarbejderne inden for grundlæggende kommunikative kompetencer, mundtligt såvel som skriftligt. Pilotrojektet indeholder desuden effektmåling og afsluttende evaluering.

Herudover foreslår forvaltningen, at der udvikles forskellige dialogværktøjer, som gøres tilgængelige for alle forvalt ningens medarbejdere via KKnet. Eksempelvis i form af  værktøj til analyse og planlægning af en konkret kommunikationssituation, mødeforberedelse, idékatalog vedr. best practice i forhold til dialogprocesser og åbenhed, baseret på erfaringsopsamling i forvaltningen mv.

Endelig planlægger forvaltningen at fortsætte arbejdet fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen med projektet Bedre Breve til Borgerne. Formålet er her ved hjælp af brugertests og kompetenceudvikling, at forbedre kvaliteten af forvaltningens breve særligt med fokus på den modtagerorienterede kommunikation.

På denne måde arbejder forvaltningen med at gøre medarbejderne i stand til at kunne bidrage aktivt til målrettet og hensigtsmæssig dialog med brugerne i de mange konkrete og komplekse kommunikationssituationer, der er mellem brugere og forvaltning.

Forslagene skal desuden ses i forlængelse af udvalgets ønsker om, at forvaltningen generelt arbejder for at  forbedre dialogprocessen med brugerne. Også det tidligere Uddannelses- og Ungdomsudvalget vedtog på sit møde den 14. december 2005 i forbindelse med behandlingen af sagen om udbygning af Vanløse Skole (j.nr. 265582) at opfordre forvaltningen til ved førstkommende lejlighed at udarbejde en detaljeret og tidssvarende kommunikationsstrategi, der tager højde for alle de komplekse scenarier, der er på dette område og i sådanne sagsforløb.

Høringssvarene støtter forslaget om en styrkelse af inddragelsen af de unge i forhold, der vedrører dem, fx i form af oprettelse af ungeråd i lokalområderne. Forvaltningen har på denne baggrund udarbejdet oplæg om etablering af ungeråd, som vedlægges. Hvis der afsættes midler til  etablering af ungeråd på budgettet for 2007, vil forvaltningen fremlægge forslag til konkret udmøntning heraf.

Forslag om, at Fællesrådet for Folkeskolen, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og klubber, Det centrale Forældreråd samt KKU´s og CSV´s bestyrelser foretager revision af deres funktionsgrundlag, er ikke kommenteret af høringsparterne og forvaltningen konkluderer derfor, at der ikke tages særlige initiativer i forhold hertil. Der vil dog løbende være mulighed for at drøfte af kommissorier og vedtægter med henblik på forbedring af dialogprocesserne.

På baggrund af et ønske fra udvalget i forbindelse med behandlingen af procesplanen på udvalgets møde den 22. februar 2006 fremlægger forvaltningen et notat om høringsprocedurer og høringsparter på udvalgets område.

Udvalgets udviklingsplan for brugerdemokrati og selvforvaltning skal sendes til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. 

 

 

Økonomi

Iværksættelsen af initiativerne kræver, at der indarbejdes finansiering i budgettet for 2007. Herefter vil der i givet fald i forbindelse med udmøntningen af budgettet for 2007 ske en forelæggelse af de konkrete forslag for brugerne.   

Udgifterne i forbindelse med forslaget om  indsats til forbedring af kommunikationen i det daglige mellem aktørerne og indsats for kompetenceudvikling af ledere og medarbejderne i forhold til dialogen med brugerne udgør 250.000 kr. til afdækning og uddannelse af medarbejderne og 50.000 kr. til effektmåling og evaluering. I alt 300.000 kr.

Udgifterne i forbindelse med etableringen af ungeråd i 15 bydele og med de omtalte konferencer udgør 50.000 kr. pr. år. pr. bydel (engangsudgift).  Udgifter til selve tovholderfunktionen, drift og aktiviteter beløber sig til 185. 000 kr. pr. bydel pr. år (permanent udgift).

 

2006: Konferencer i 3 bydele kr. 150.000

 

2007: Konferencer i 4 bydele (engangsbeløb på 4x 50.000) i alt 200.000 kr. samt tovholderfunktion mv. i 3 bydele (permanent udgift på 3x185.000) i alt kr. 555.000.

 

2008: Konferencer i 4 bydele (engangsbeløb på 4x 50.000)i alt kr. 200.000 samt tovholderfunktion mv. i 4 bydele (permanent udgift på 4x185.000) i alt kr. 740.000.

 

2009: Konferencer i 4 bydele (engangsbeløb på 4x 50.000) i alt kr. 200.000 samt tovholderfunktion mv. i 4 bydele (permanent udgift på 4x185.000) i alt kr. 740.000.

 

2010: Tovholderfunktion mv. i 4 bydele (permanent udgift på 4x185.000= kr. 740.000) samt tovholder i 11 bydele fra år 2007 – 2009 (permanent udgift på 2.035.000 kr.) i alt kr. 2.775.000

 

Forvaltningen foreslår, at forslagene indgår i drøftelserne af budgetforslag 2007.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

Høring

 

Forvaltningens forslag til indsatsområder har været sendt til høring i Fællesrådet for Folkeskolen, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og Klubber, Det centrale Forældreforum, bestyrelsen for Københavns Kommunes Ungdomsskole, bestyrelsen for Center for Specialundervisning for Voksne, Skole og Samfund, Københavns Forældreorganisation, de faglige organisationer, paraplyorganisationerne for de selvejende institutioner og Københavns Fælleselevråd.

 

Ingen yderligere bemærkninger.

 

 

 

BLAG VEDLAGT

·        Bilag 1: Indkomne høringssvar fra Københavns Lærerforening, Center for Specialundervisning for voksne, bestyrelsen for Københavns Kommunes Ungdomsskole, Københavns Forældrenetværk (KFO), Fællesrådet for Folkeskolen og Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og klubber

·        Bilag 2: Forvaltningens oplæg om ungeråd, april 2006

·        Bilag 3: Forvaltningens notat af 27. april 2006 om høringsparter og høringsprocedurer

 

 

 

 

                                            Peter Rasmussen

                                                                                           Elizabeth Bonde


 

Til top