Lukning af klubben Hakuna Matata
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at ungdomsklubben Hakuna Matata lukkes
- at der etableres en matrikelløs klubindsats for de nuværende brugere over 18 år med henblik på at færdiggøre SSP-handleplanen for gruppen
- at nuværende brugere under 18 overføres til ungdomsklubben First Floor med individuel støtte
- at lejemålet på Drejervej opsiges, idet forvaltningen dog forinden undersøger om lejemålet kan anvendes til andet end socialpædagogiske formål
Problemstilling
Onsdag 4/4-2013 ransagede politiet "Hakuna Matata", der er en kommunal klub på Drejervej i Københavns Nordvestkvarter, som blev oprettet ved politisk beslutning i BUU 18/5-2011 (2010-158001) som et særligt tilbud til en række udsatte og kriminalitetstruede unge. Helt ekstraordinært fik unge over 18 år lov til at benytte klubben i en midlertidig periode. Der er indskrevet ca. 70 brugere i klubben p.t. fordelt med ca. 50 unge over 18 år og ca. 20 unge under 18 år. De yngste er 16 år.
Ved ransagningen fandt politiet en maskinpistol, en pistol samt en revolver. I forlængelse af ransagningen og fundet af våben er klubben lukket indtil videre.
Forvaltningen fremlægger på denne baggrund forslag om lukning af klubben og iværksættelse af anden indsats for målgruppen.
Løsning
Politiet har jævnligt været i klubben siden opstarten som et led i en plan for udslusning af de unge over 18 år. Her er forvaltningen blevet betrygget i, at klubben kørte som planlagt og ikke var værested for kriminelle aktiviteter.
Hakuna Matata har siden marts 2012 været omfattet af en SSP handleplan med involvering af personale fra flere forvaltninger og politi. Den fælles myndighedsindsats blev iværksat pga. voldsom uro i og uden for klubben, der siden åbningen i 2012 gentagne gange har måttet lukke midlertidigt.
Klubben er en almindelig ungdomsklub for 14-17 årige, og det har længe været forvaltningens ønske at udsluse de unge over 18. Der blev i december 2012 lagt en plan i SSP-regi for, hvordan denne udslusning af de unge over 18 år skulle foregå, og at udslusningen skulle afsluttes i efteråret 2013, jf. bilag 1.
Intentionen har været, at der efter udslusningen af de unge voksne, kunne etableres en ordinær ungdomsklub for områdets 14-17 årige. Indsatsen frem mod udslusning fokuserer på den enkelte unges uddannelse, job, sociale og helbredsmæssige problemstillinger samt fritidsaktiviteter.
Indsatsen har skabt betydeligt mere ro omkring gruppen af unge mænd.
Da Hakuna Matata åbnede, blev det af SSP tydeligt tilkendegivet over for de unge, at såfremt der blev fundet våben i lokalerne, ville konsekvensen være, at klubben blev lukket.
Forvaltningen finder det ikke forsvarligt at fortsætte driften af klubben. Det foreslås derfor, at klubben lukker øjeblikkeligt og at der iværksættes andre initiativer for målgrupperne. De lokale samarbejdspartnere er blevet orienteret om den midlertidige lukning.
De unge over 18 år
Udslusningsindsatsen overfor de unge over 18 år foreslås løst i en matrikelløs klub, som beskrevet i bilag 2. Hovedlementerne i indsatsen er
- en individuel indsats for samtlige unge for at få dem i gang med uddannelse eller job samt en
- en individuel og kollektiv indsats for at få de unge i gang med et selvstyret fritidsliv på normale betingelser for unge voksne mænd
Gadeplansindsatsen startede allerede dagen efter politiaktionen. De ansatte er i dialog med de unge om det helt uacceptable i, at der findes våben i klubben. Meldingen fra de ansatte er, at langt de fleste af de unge godt kan huske og acceptere meldingen, da klubben startede, om, at klubben lukkes, hvis der bliver fundet våben i klubbens lokaler. En lille hård kerne har dog svært ved at acceptere lukningen og de ansatte har særligt fokus på disse unge.
De unge under 18 år
De ca. 20 unge under 18 år, der p.t. bruger Hakuna Matata, overføres med individuel støtte fra kendte pædagoger til Ungdomsklubben First Floor. De ansatte vil sikre, at der holdes kontakt til hver enkelt af de unge under 18 i arbejdet med at sluse dem over i First Floor. Det skal sikres, at det sammen med de unge vurderes, om dette er den rigtige løsning for den enkelte unge. Såfremt det ikke er tilfældet, sættes en indsats i værk, der skal sluse den unge videre i almene fritidstilbud som det er tilfældet med de unge voksne bruge af Hakuna Matata.
Der vil i den forbindelse være fokus på at udsluse den gruppe af de unge, som snart fylder 18 år.
Lejemålet
Lokaliteten på Drejervej har efter de seneste begivenhed fået et sådant omdømme i lokalområdet og blandt de unge, at forvaltningen ikke vurderer det muligt at anvende det til lignende pædagogiske formål fremover.
Økonomi
Udgifterne til indsatserne til erstatning for lukningen af klubben finansieres af de hidtidige driftsudgifter til klubben. Udgiften til den matrikelløse klub afholdes indenfor Klubfælleskab Ydre Nørrebros bevilling, der i dag indeholder bevillingen til Hakuna Matata. Hakuna Matata er en satellit til Ungdomsklubben First Floor og har derfor ikke et selvstændigt budget.
Der anvendes pt. 4,6 årsværk i Hakuna Matata. I dette tal indgår
- ressourcen fra HotSpots særbevilling på 500.000 kr. i 2013
- en del af Sikker By-bevillingen på årligt 600.000 kr. til udvidet åbningstid i First Floor
- indfasningsmidler på 770.000 kr. i forbindelse med klubreformen fra BUF
Videre proces
Afhængig af udvalgets beslutning orienterer forvaltningen udvalget ultimo maj, umiddelbart efter sommerferien, omkring efterårsferien og ultimo 2013 om status på udslusningsforløbet for de unge over 18 år samt de unge under 18 år.
Forvaltningen vil så hurtigt som muligt give udvalget en status på muligheden for fremtidig anvendelse af lejemålet på Drejervej.
Forvaltningen vil desuden vurdere det fremtidige kapacitetsbehov på ungdomsklubområdet på Nørrebro.
Endelig er forvaltningen i dialog med politiet med henblik på at udrede eventuelt nærmere omstændigheder omkring ransagningen, som kan have betydning for den fremadrettede indsats.
Else Sommer /Jacob Zeberg Eberholst